PRESSEMEDDELELSE
Fødevarehygiejne, certifikat til gaffeltruck, teambuilding eller forberedende voksenundervisning i dansk og matematik.
Faglærte som ufaglærte kan vælge mellem flere end 3.000 voksen- og efteruddannelser – og det er populært. Fra 2004 til 2008 er antallet af kursister på arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) steget med 27 procent hos landets 104 udbydere.
Fra den 1. januar 2010 behøver brugere og virksomheder kun at henvende sig ét sted, når de vil have råd og vejledning om voksen- og efteruddannelse i deres område. Undervisningsminister Bertel Haarder har netop godkendt 13 såkaldte VEU-centre, fordelt på uddannelsesinstitutioner over hele landet.
VEU-centrene skal forstærke samarbejdet mellem voksenuddannelsescentre (VUC) og de lokale udbydere af AMU-kurser. VEU-center er den samlede betegnelse for samarbejdet. I praksis fungerer det således, at en repræsentant fra bestyrelsen fra hver AMU-udbyder og hvert VUC sidder i et såkaldt centerråd, der rådgiver om, hvordan brugerne bedst får dækket deres behov for uddannelse.
Formålet er at give virksomheder og brugere effektive og fleksible tilbud om uddannelse i deres område. Centrene skal blandt andet have fokus på de mange voksne, der har behov for både erhvervsrettet og almen uddannelse. VEU-centrene skal også sikre, at uddannelsesinstitutionernes opsøgende arbejde i området koordineres, så virksomhederne får større kendskab til de mange tilbud.
Bertel Haarder fastslår, at det nye samarbejde er afgørende for at fastholde og uddanne faglærte og ufaglærte på et arbejdsmarked i hastig udvikling. Brugerne af AMU-kurserne er generelt meget tilfredse, men mange små og mellemstore virksomheder kender ikke til kurserne eller bruger dem ikke.
”Vi ser en stor stigning i antallet af kursister på AMU-kurser lige nu. Det er glædeligt, at mange bruger den økonomiske krise til at efteruddanne sig, og jeg vil gerne opfordre endnu flere til at gå i gang. VEU-centrene skal sikre, at alle får kendskab til de mange gode tilbud om uddannelse for voksne. Får faglærte og ufaglærte større lyst til at uddanne sig, får de også større sikkerhed på arbejdsmarkedet. Det er en gevinst for alle,” siger han.
Hvert VEU-center får til og med 2012 en million kroner om året til det administrative arbejde.
Placeringen af de nye centre
- EUC Nord (Hjørring)
- AMU Nordjylland (Aalborg)
- Mercantec (Viborg, Bjerringbro, Skive, Ulfborg)
- Uddannelsescenter Holstebro (Holstebro)
- Aarhus tekniske Skole (Århus)
- AMU Vest (Esbjerg)
- AMU SYD (Kolding)
- EUC Syd (Sønderborg)
- AMU Fyn (Odense)
- Selandia (Slagelse)
- EUC Ringsted Erhvervsuddannelsescenter/Handelsskolen Sjælland Syd (Ringsted)
- Erhvervsskolen Nordsjælland (Hillerød)
- Teknisk Erhvervsskole Center (TEC) (Frederiksberg)