Undervisningsministeriet

Arbejdsmarkedsuddannelse for faglærte og ufaglærte

Arbejdsmarkedsuddannelse (AMU) er for ufaglærte og faglærte, der løbende ønsker at tilegne sig kvalifikationer og kompetencer, de kan bruge på et arbejdsmarked i udvikling.

AMU Fyn

Arbejdsmarkedsuddannelse (AMU) udgør et bredt, samordnet udbud af erhvervsrettet voksenuddannelse og efteruddannelse, der består af arbejdsmarkedsuddannelser og udvalgte enkeltfag fra erhvervsuddannelser med henblik på den private og den offentlige sektors beskæftigelsesområder.

Formål

AMU er målrettet ufaglærte og faglærte. Formålet med AMU er at bidrage til at skabe et fleksibelt arbejdsmarked ved at give den enkelte mulighed for løbende at tilegne sig kvalifikationer og kompetencer, som efterspørges på arbejdsmarkedet. AMU bidrager derfor til gennem fastholdelse og videreudvikling af arbejdsstyrkens kompetencer, at medarbejdere er bedre rustet til at imødekomme udfordringerne på fremtidens arbejdsmarked.

Hermed indtager AMU en central placering inden for den overordnede uddannelsespolitiske målsætning om livslang læring i Danmark.

Hvad er AMU?

AMU er korterevarende uddannelser, som giver landsdækkende kompetence og har til formål at imødekomme ufaglærtes og faglærtes behov for erhvervsrettet voksenuddannelse og efteruddannelse. Uddannelser i AMU kan indgå i uddannelsesstrukturer, som giver anerkendt kompetence på arbejdsmarkedet og kan give merit til grundlæggende erhvervsrettede uddannelser.

Uddannelser i AMU består af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag fra erhvervsuddannelser.

Målgrupper

Der er principielt frit optag på AMU, og der er mulighed for, at medarbejderteams med forskellig uddannelsesbaggrund kan deltage sammen i uddannelse, for eksempel når der indføres ny teknologi eller en ny organisering af arbejdet. Hovedmålgruppen er ufaglærte og faglærte. Det er til denne målgruppe, at uddannelserne udvikles, som markedsføringen af tilbuddene retter sig mod - og det er denne målgruppe, der har mulighed for at kunne få VEU-godtgørelse i forbindelse med deltagelse i uddannelse.

Læs om VEU-godtgørelse

Uddannelsesinstitutionerne fastsætter selv antallet af uddannelsespladser på uddannelser i AMU, dog inden for de aktivitetsrammer, der udmeldes af Undervisningsministeriet.

Politisk fokus på voksen- og efteruddannelse herunder arbejdsmarkedsuddannelse

Der er i disse år stor politisk fokus på at styrke voksen- og efteruddannelsesindsatsen (VEU) for alle på arbejdsmarkedet, herunder særligt i forhold til de kortest uddannede og mest udsatte på arbejdsmarkedet. I 2006 fremlagde regeringen og arbejdsmarkedets parter konklusionerne fra VEU-trepartsudvalgets arbejde. Der er her enighed om, at en styrket voksenuddannelsesindsats og efteruddannelsesindsats er et fælles ansvar for den enkelte, virksomhederne, arbejdsmarkedets parter og det offentlige.
Velfærdsaftalen og opfølgningen på globaliseringsaftalen har på baggrund heraf skabt grundlag for konkrete initiativer til styrkelsen af blandt andet den erhvervsrettede voksenuddannelsesindsatas og efteruddannelsesindsats i AMU.

Blandt de indsatsområder der har til hensigt, at understøtte især de kortest uddannede i régi af AMU er for eksempel:

  • Deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser får mulighed for screening af læsefærdigheder, skrivefærdigheder og regnefærdigheder
  • Mulighederne for at kombinere voksenundervisning i læsning, skrivning og regning med arbejdsmarkedsuddannelse forbedres
  • Bedre tilbud til tosprogede
  • Styrket vejledning og rådgivning af voksen beskæftigede og især små og mellemstore virksomheder
  • Mere fleksible rammevilkår for gennemførelse af uddannelser i AMU.
AMU's placering i det danske uddannelsessystem

Overblik over AMU 

Forkortelser

KVU: Kort videregående uddannelse
MVU: Mellemlange videregående uddannelser
EUD: Erhvervsuddannelser
VVU: Videregående voksenuddannelse
GVU: Grunduddannelse for voksne
AMU: Arbejdsmarkedsuddannelser
hf: Højere forberedelseseksamen
avu: Almen voksenuddannelse
FVU: Forberedende voksenundervisning

Vurdér denne side

Vurdér denne side

Sidst opdateret:  11.03.2010