7-trins-skalaen
Eleven/den studerende er ikke bestået, når hun/han får karakteren 00 eller -3. Karakteren 02 vil derfor være den laveste beståkarakter.
Karakterbeskrivelser
Hver karakter i 7-trins-skalaen har sin egen beskrivelse, som fremgår af skemaet på næste side. Disse beskrivelser skal bruges i alle fag og sammenhænge, når der skal gives en karakter efter 7-trins-skalaen.
Hvorfor skal Danmark have en ny karakterskala?
Der er flere grunde til, at det er nødvendigt med en ny karakterskala. En af dem er at sikre, at danske karakterer bliver mere internationalt sammenlignelige. Det vil gøre det enklere for danske studerende at blive optaget på udenlandske uddannelsesinstitutioner og at have udenlandske og danske eksamensresultater opført på det samme eksamensbevis.
13-skalaen er svær at sammenligne med andre landes karakterskalaer, især fordi den skala, der bliver brugt til at omregne karakterer med i Europa (ECTS-skalaen), har syv trin. Med 7-trins-skalaen bliver det derfor nemmere at sammenligne.
Mange steder i udlandet er det i øvrigt sådan, at man kun kan blive optaget på en uddannelse, hvis man har topkarakterer. Men i 13-skalaen var topkarakteren en ”undtagelseskarakter”, der blev givet forholdsvis sjældent. I 7-trins-skalaen er der ingen undtagelseskarakterer.
En anden grund er, at 13-skalaen blev benyttet meget forskelligt fra fag til fag og fra uddannelse til uddannelse.
Hvornår træder 7-trins-skalaen i kraft?
For de gymnasiale uddannelser trådte den nye karakterskala i kraft allerede 1. august 2006.
De øvrige uddannelsesområder har indført 7-trins-skalaen henholdsvis 1. august og 1. september 2007.