Sune Baldus, formand Erhvervsskolernes Elevorganisation og i lære som elektriker.

Tak til Erik Fabrin, formand for Kommunernes Landsforening. Erik sendte stafetten videre til undertegnede med spørgsmålet:

Hvordan skaber man nogle rammer og et miljø på erhvervsskolerne, som bygger på de unges egen motivation og lyst til at tage en uddannelse?

At opbygge lysten til at tage en uddannelse og til at holde fast i den er et relevant spørgsmål. Det ser ikke for godt ud i dag. Men vi kan nå langt, hvis vi giver eleverne realistiske forventninger, styrker fagligheden og uddannelsernes kvalitet og giver eleverne ansvar og medbestemmelse på skolerne.

Forventninger: Lysten begynder i folkeskolen

Hvis de unge skal have lyst til at tage en ungdomsuddannelse, er det vigtigt, at vi allerede i folkeskolen tager et solidt greb om emnet. Det skal stå klart for eleverne i folkeskolen, at ungdomsuddannelser er andet og mere end gymnasiet. Undervisningen skal afspejle andet end at sidde med hovedet begravet i bøger – de håndværksmæssige fag skal have et løft på skemaet.

Vi kommer ikke uden om, at vejledningen i folkeskolen skal give eleverne og de unge mennesker lyst til at videreuddanne sig. Men ikke bare en lyst til uddannelse, som vi ser i dag. Eleverne skal have en reel afklaring – hvilken uddannelse vil de have? De skal have lysten og drømmen, der gør, at de med næb og klør holder fast i deres uddannelse og har motivationen, så de kommer hele vejen igennem.

Erhvervspraktikken er et kardinalpunkt for unges uddannelsesvalg. Desværre ser vi, at erhvervspraktikken skrottes til fordel for brobygningsforløb. Vi ønsker en omprioritering, hvor fokus skal væk fra uddannelsesinstitutioner, og i stedet skal blikket rettes mod det arbejde, eleven ønsker. Det er forrykt, at eleven bruger en uge på at besøge en teknisk skole, når det meste af uddannelsen foregår hos en virksomhed. Endemålet skal være motivationen, når der skal vælges uddannelse.

Faglighed: Rammerne skal være i orden

Når vores elever har blikket fæstnet på drømmeuddannelsen, og de først er i gang, så er det hamrende vigtigt for motivationen og lysten, at de har muligheden for at tage deres uddannelse på en ordentlig måde. Rammerne skal være i orden! Og det gælder både de fysiske og psykiske.

Lærerfri timer, dyre kantiner samt mangel på godt værktøj og materialer kan ikke accepteres. Med sådan en spand koldt vand kastet i ansigtet vendes elevens positive forventninger til irritation over skolen.

Det sociale fællesskab, som tidligere har været ikkeeksisterende på erhvervsskolerne, er også vigtigt for elevernes lyst til at lære. Vi ønsker klasser med socialt fællesskab, som både kan bruges fagligt og til fastholdelse af de frafaldstruede.

Ansvar: Du er en del af skolen

Det er vigtigt, at eleven ser skolen som sin egen. Eleven skal have ejerskab over skolen og uddannelsen.Det kan langt hen ad vejen klares ved at styrke elevrådene og elevernes medbestemmelse på skolerne. Får eleverne indflydelse på hverdagen, får de også større ansvarsfølelse for deres skole. Det gælder hele vejen rundt; lige fra antallet af toiletter til de pædagogiske metoder, der benyttes i undervisningen.

Målet må være, at vi kan bruge skolen til andet og mere end bare undervisning. Mange steder serverer man i dag morgenmad for eleverne, og flere steder har man fået træningsfaciliteter. Det er en god start. Men hvorfor har eleverne ikke lov til at bruge skolen uden for undervisningstiden? Hvorfor kan eleverne på automekanikeruddannelsen ikke bruge værkstederne til at rode med deres egne biler? Hvorfor kan frisørerne ikke få lov til at klippe venner og familie? Det styrker alt sammen elevernes faglighed og tilhørsforholdet til skolerne.

Som en krølle på halen

Det skal slås fast, at før det overhovedet giver mening at tale om at fastholde elever, kræver det, at eleverne selv har mulighed for at bestemme, om de vil færdiggøre deres uddannelse. Hvis eleven ikke har en reel uddannelsesgaranti, men er afhængig af mestrenes bundlinje og velvilje, så de kan få en praktikplads, er disse ting ikke vigtige emner. Først af alt skal eleven have sin sikkerhed for at kunne få sin uddannelse, ellers går han eller hun aldrig ind i det med hud og hår.

Derfor er spørgsmålet om skolepraktik og reel uddannelsesgaranti stadigvæk det mest presserende.

Jeg sender stafetten videre til Per Påskesen, forbundssekretær i Dansk Metal, med følgende spørgsmål:

Vi har i de seneste mange år set en tendens til at oprette flere og flere nye korte uddannelser samt at trindele og niveaudele de gamle uddannelser. Kan det kommende arbejdsmarked håndtere dette? Og hvordan vil man sikre såvel faglighed som almen dannelse i disse specifikke og opsplittede uddannelser?