FN har udnævnt perioden 2005-2014 til tiåret for uddannelse for bæredygtig udvikling – ”UN Decade of Education for Sustainable Development” - inspireret af ideerne på verdenstopmødet i Johannesburg om bæredygtig udvikling i 2002.
UNESCO er international koordinator for tiåret. Tiåret skal ses i sammenhæng med FNs tiår for ”literacy”(2003-2012) og Education for All, som UNESCO også er koordinator for.
Hvad er uddannelse for bæredygtig udvikling
Uddannelse er nøglen til bæredygtighed og respekt. Uddannelse giver kundskaber og færdigheder, der gør befolkningen i stand til at deltage aktivt i den demokratiske debat om fordelingen af verdens ressourcer.
De centrale elementer i uddannelse for bæredygtig udvikling er den grundlæggende sammenhæng mellem økonomiske, sociale og miljømæssige forhold. Til disse skal føjes kultur. Kulturen forener værdier, mangfoldighed, viden, sprog, verdenssyn og vores måde at være og handle på. Derfor er kultur også med til at fastlægge måden, hvorpå man nationalt definerer og håndterer uddannelse for bæredygtig udvikling.
Danmarks håndtering af uddannelse for bæredygtig udvikling
I Danmark er der nedsat en tværministeriel gruppe med deltagelse af Undervisningsministeriet, Udenrigsministeriet og Miljøministeriet. Herudover er den danske UNESCO-nationalkommission også repræsenteret. Gruppen er med til at tilrettelægge og koordinere danske initiativer til markering af tiåret.
Undervisningsministeriet har finansieret udviklingen af en officiel dansk portal for tiåret. Portalen skal skabe opmærksomhed og synlighed om emnet blandt elever, undervisere, politikere, uddannelses- og miljøinteresserede.
Den officielle danske åbning af tiåret blev markeret med konferencen ”Education for Sustainable Development – Building Capaciry and Empowerment”, den 19.-22. maj 2005 i Esbjerg. Konferencen blev arrangeret af Undervisningsministeriet og CVU vest.
Aktiviteter til markering af FN’s Decade of Education for Sustainable Development
Den danske UNESCO-nationalkommission har besluttet at pege på ét tema per år i løbet af tiåret. Hvert forår holdes en større offentlig konference med temaet i fokus. Konferencen følges op af et lidt mindre ”fyraftensmøde” i efteråret.
I 2006 arrangerede nationalkommissionen konferencen ”Uddannelse til medborgerskab og bæredygtig udvikling” i samarbejde med Undervisningsministeriet, Statens Pædagogiske Forsøgscenter og Institut for Menneskerettigheder.
I 2007 afholdt Undervisningsministeriet og Den danske UNESCO-nationalkommission i samarbejde med Statens Pædagogiske Forsøgscenter og Institut for Menneskerettigheder en konference med titlen ”Lige muligheder for alle i uddannelse”.
Konferencen blev åbnet af undervisningsminister Bertel Haarder, som blandt havde følgende budskab:
"Vi har i Danmark – i modsætning til hvad vi troede – ikke været gode nok til at skabe lighed i vores uddannelsessystem og bryde den sociale arv. Derfor skal skolen være tydelig. Kravene skal være tydelige, så vi sikrer, at forældre og elever kender kravene og kan imødegå problemer."