Undervisningsministeriet

Danmark får en plads i UNESCOs styrelsesråd

15.10.2009Ved UNESCOs 35. generalkonference fik Danmark en plads i UNESCOs styrelsesråd. Dermed kan Danmark se frem til at få mere indflydelse på UNESCOs politik.

PRESSEMEDDELELSE

Fra den 6. til den 23. oktober afholder UNESCO den 35. generalkonference i Paris. På dagsordenen er blandt andet valg af nye medlemmer til UNESCOs indflydelsesrige styrelsesråd.

Danmark kandiderede til en af de ledige pladser i rådet og blev den 14. oktober 2009 valgt til posten. Dermed vil Danmark de næste fire år have en repræsentant i UNESCOs styrelsesråd.

”Det glæder mig, at Danmark har fået en plads i UNESCOs styrelsesråd. En plads i rådet betyder meget, fordi det er der, politikken for UNESCOs arbejde bliver lagt. Danmark er en nation, som har noget på hjerte, og som gerne vil gøre en indsats i UNESCO. Derfor ser jeg frem til, at vi nu får mere indflydelse på UNESCOs politik gennem Styrelsesrådet,” siger undervisningsminister Bertel Haarder, der trygt overlader posten som Danmarks repræsentant til Udenrigsministeriets kulturråd i Berlin, Uffe Andreasen.

”Uffe Andreasen er den helt rette mand til posten som Danmarks repræsentant i Styrelsesrådet. Jeg er overbevist om, at han har de egenskaber, der skal til, for at Danmarks synspunkter vil få en fremtrædende plads i UNESCO de næste fire år,” siger Bertel Haarder.

Uffe Andreasen var fra 1989-1998 Danmarks faste repræsentant i UNESCO.

Undervisningsminister Bertel Haarder holdt tale ved UNESCOs generalkonference

Med sig i Styrelsesrådet bringer Danmark en lang række mærkesager med fokus på blandt andet erhvervs- og voksenuddannelserne, klimaspørgsmål, etik, ytringsfrihed og dialog på tværs af kulturer. Derudover har Danmark nogle overordnede mål, der skal arbejdes på at nå.

”Danmarks overordnede formål med UNESCO-politikken er at medvirke til, at UNESCO, som en del af FN-systemet og gennem medlemsstaterne, opfylder sin målsætning: At bidrage til fred og sikkerhed via samarbejde inden for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation. Desuden vil vi arbejde hårdt for at få gennemført en gennemgribende evaluering af UNESCO, så organisationen kan blive så effektiv som muligt,” siger Bodil Mørkøv Ullerup, chefkonsulent i Den internationale enhed i Undervisningsministeriet og generalsekretær for den danske UNESCO-nationalkommission.

Fakta

UNESCO er FN’s særorganisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation.

UNESCO står for ”United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization”.

Det øverste organ i UNESCO er generalkonferencen, som finder sted hvert andet år.

Styrelsesrådet er placeret lige under generalkonferencen i organisationsdiagrammet og svarer til en bestyrelse i en virksomhed. 58 lande har en repræsentant i UNESCOs styrelsesråd.

Styrelsesrådet forbereder den UNESCO-politik, der skal vedtages på generalkonferencen, og er ansvarlig for iværksættelse af beslutninger truffet på generalkonferencen.

De nordiske lande skiftes til at stille op til valget om at blive medlem af Styrelsesrådet. Norge var nordisk medlem fra 2005-2009, og Danmark var sidst repræsenteret i Styrelsesrådet i perioden 1991-1995.

Sidst opdateret:  14.03.2010