Fra Ballerup til Bangladesh. Uddannelse er en menneskeret, men der er langt fra lige adgang til uddannelse i alle lande. Der er stadig 75 millioner af verdens børn, som ikke går i skole og 776 millioner voksne, som ikke kan læse og skrive.
Det viser UNESCO’s årlige Global Monitoring Report (GMR), der gør status over uddannelsesniveauet i verdens lande og peger på nødvendige indsatsområder og strategier, som kan være med til at løse problemerne. Årets rapport viser, at der er sket store fremskridt i mange af verdens fattigste lande, men at der stadig er lang vej at gå.
Danmark ligger i top
Der er store skel i uddannelsesniveau på globalt og nationalt plan. Både mellem landene og inden for det enkelte land.
”Der er store forskelle i uddannelsesniveauet mellem de rigeste og de fattigste lande – mellem OECD-landene og landene syd for Sahara i Afrika. Men også inden for især de fattigste lande er der store forskelle mellem den rigeste og fattigste del af befolkningen,” sagde Gerd-Hanne Fosen, senior adviser fra Undervisningsministeriet i Norge, i sit oplæg på en konference den 24. marts, hvor hovedpointerne fra rapporten for 2009 blev præsenteret.

Repræsentanter fra blandt andet Københavns Universitet, Red Barnet og Danmarks Lærerforening deltog på konferencen, som var arrangeret af Undervisningsministeriet, Udenrigsministeriet og den danske UNESCO-nationalkommission.
Danmark ligger som nummer 7 i top mod en 10. plads i 2008. Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til forbedring. I Danmark ses for eksempel en skævhed mellem kønnene i uddannelsessystemet, og flere piger end drenge får en uddannelse.
Øget fokus på lige adgang
For at mindske de store skel mellem og inden for landene anbefaler rapportens forfattere et øget fokus på lige adgang til uddannelse og fremhæver en række politiske initiativer, som kan modvirke uligheden og hæve kvaliteten i uddannelsestilbuddene. Og Gerd-Hanne Fosen understregede, at det i nogle lande er lykkedes at vende udviklingen med målrettede uddannelsestiltag:
”Brasilien er et godt eksempel på, hvordan konkrete initiativer kan virke. Uddannelsesniveauet var meget ringe i 1990’erne, men med de rigtige politiske initiativer har de forbedret indsatsen markant, ” sagde hun.
Behov for øget indsats
En af de største hindringer for at løse verdens uddannelsesproblemer, er en manglende politisk interesse for, og vilje til, at give økonomisk støtte til uddannelsesområdet, fremgår det af GMR-rapporten. Og det strider mod de løfter, som ledere fra hele verden gav i år 2000, da en række ambitiøse mål blev sat for 2015 – de såkaldte Education for All-mål.
”Det vil være umuligt at nå målene uden konkrete, politiske tiltag rettet mod problemerne. Og det kræver dedikerede politikere og flere økonomiske midler at øge investeringerne i uddannelse,” sagde Marianne Kress, chefrådgiver i bistandsfaglig tjeneste i Udenrigsministeriet, i sit oplæg på konferencen.

”Selvom meget er forbedret på uddannelsesområdet, er der stadig meget, der skal gøres,” sagde Marianne Kress fra Udenrigsministeriet.
| Fakta |
|
På verdens Uddannelsesforum i Dakar i april 2000 vedtog 164 lande (heriblandt Danmark) den såkaldte Dakarerklæring om seks Education for All (EFA)-mål:
- Tilbud til de yngste: Udvide og forbedre førskoleuddannelse, særligt for de mest sårbare og udsatte børn.
- Alle børn i skole: Sikre, at alle børn i år 2015 har adgang til og fuldfører gratis, obligatorisk grundskoleuddannelse af god kvalitet.
- Uddan unge og voksne: Sikre, at behovene for læring hos alle unge og voksne mødes, så alle har lige adgang til relevant undervisning.
- Halvér analfabetismen: Øge alfabetiseringsniveauet blandt voksne med 50 % og sikre lige adgang til basal, fortsat uddannelse for alle voksne i år 2015. Særlig fokus på kvinder.
- Piger i skole: Sikre ligestilling mellem kønnene i grundskolen og ungdomsuddannelser i 2005 og i hele uddannelsessystemet i 2015. Særlig fokus på, at piger får adgang til og fuldfører grunduddannelse af god kvalitet.
- God kvalitet: Forbedre alle aspekter af kvaliteten af undervisningen og sikre det højest mulige indlæringsniveau.
Global Monitoring Report er en årlig, uafhængig rapport, som skal sikre, at det internationale samfund holdes fast på sine forpligtelser fra Dakar. Rapporten peger på indsatsområder og strategier, og den er det vigtigste instrument til at måle fremskridt hen mod opfyldelse af Dakar-målene. Rapporten udregner det såkaldte EFA Development Index (EDI), som måler landenes opfyldelse af gratis, obligatorisk grundskoleuddannelse, ligestilling mellem kønnene, evnen til at læse og skrive (”literacy”) og kvalitet.
Den danske EFA handlingsplan er udarbejdet af Undervisningsministeriet i samarbejde med Udenrigsministeriet og den danske UNESCO-nationalkommission. |