PRESSEMEDDELSE

Danmark er blandt de OECD-lande, der anvender flest penge per elev på uddannelsesområdet.
På alle uddannelsesniveauer ligger forbruget således højere i Danmark end i OECD-gennemsnittet - mest markant for grundskolens 1.-6. klasse, hvor Danmark bruger 36 procent mere end OECD-gennemsnittet. På de videregående uddannelser ligger Danmark 34 procent over OECD-gennemsnittet. Samtidig er de danske klassekvotienter nogle af de mindste blandt OECD-landene. Eksempelvis er der fra 7.-10. klasse 20,1 elever i en dansk klasse, mens der i gennemsnit er 24 elever per klasse i OECD.
Danmark anvender den tredjestørste andel af BNP per indbygger på uddannelse - nemlig 7,4 procent, hvilket svarer til 15,5 pct. af de samlede offentlige udgifter. Til sammenligning anvender både Sverige (12,6 pct.) og Finland (12,5 pct.) en væsentlig mindre andel af de offentlige udgifter på uddannelse.
Rapporten henviser til, at Danmark er et af de lande, hvor udgifterne til uddannelse er steget mest i perioden 1995-2005. I Danmark steg udgifterne til uddannelse således fra 7,3 pct. af BNP i 1995 til 8,3 pct. i 2005, hvilket udgør en stigning i udgifterne til uddannelse på over 13 pct. i denne periode.
Lærernes løn er også god. Danmark er sammen med Luxembourg det land, hvor lærere på ungdomsuddannelserne har den højeste timeløn. Lønnen er her over det dobbelte af OECD-gennemsnittet.
Endelig fremhæves det, at Danmark er det land, som yder den største studiestøtte blandt OECD-landene. Ifølge OECD er direkte studiestøtte, der ikke gives som lån, med til at øge den sociale mobilitet i samfundet.
Uddannelsesniveauet er pænt over OECD-gennemsnittet
Det generelle uddannelsesniveau ligger i Danmark pænt over gennemsnittet blandt OECD-landene. Det skal dog bemærkes, at OECDs beregningsmetode er anderledes end den danske, og at OECD’s tal derfor er højere end de dansk beregnede tal for uddannelsesniveauet.
Ifølge OECD’s beregningsmetode har 88 procent af de 25-34-årige en ungdomsuddannelse, hvilket placerer Danmark på en syvendeplads i OECD. Derudover har 32 procent en mellemlang eller lang videregående uddannelse, hvilket placerer Danmark som nummer 5 blandt OECD-landene. Til sammenligning har et gennemsnit på 78 pct. af de 25-34-årige i OECD-landene en ungdomsuddannelse, mens 25 pct. har en mellemlang eller lang videregående uddannelse.
Et uddannelsessystem tilpasset arbejdsmarkedet
Danmark fremhæves af OECD som et af de lande, hvor flest har et job, som svarer til deres uddannelsesniveau. Det skyldes, at vi har formået at tilpasse uddannelsessystemet til behovet for uddannet arbejdskraft.
Ifølge OECD skyldes det blandt andet vores høje niveau på erhvervsuddannelserne. Danmark fremhæves som et af de lande, hvor erhvervsskoleeleverne opnår mest praktisk erfaring i løbet af uddannelsen, og derfor også er bedst rustet til arbejdsmarkedet.
Publikationen ”Education at a Glance 2008” omfatter 30 OECD-lande og seks partnerlande. Tal og data stammer hovedsaglige fra skoleåret 2005/2006, finansåret 2005 og PISA-data fra 2006.





OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development)
|
|
OECD er en international organisation, der arbejder for økonomisk samarbejde og udvikling mellem demokratiske lande. |
Yderligere oplysninger:
Simon Heidemann, fuldmægtig, Budgetkontoret, tlf.: 3392 5195
Julie Grunnet Hansen, fuldmægtig, Budgetkontoret, tlf.: 3392 5974