Undervisningsministeriet
Undervisningsministeren har det overordnede ansvar for de gymnasiale uddannelser og almene voksenuddannelser. Ansvaret for indholdet i uddannelserne og de enkelte fag samt for afholdelse af eksamen ligger i Undervisningsministeriets afdeling for de gymnasiale uddannelser. Det samme gælder for tilsynet med undervisningen og ansvaret for eksamen. Det ansvar, Undervisningsministeriet har for skolernes økonomi og personalemæssige forhold, varetages af ministeriets institutionsstyrelse.
Skolerne
Inden for de rammer, der er fastlagt i Undervisningsministeriets love og bekendtgørelser, er det konkrete ansvar for undervisning og eksamen henlagt til de institutioner, der udbyder de pågældende uddannelser. Undervisning til studentereksamen foregår på landets gymnasieskoler og studenterkurser, som - med et par undtagelser - er selvejende institutioner eller private skoler. Det samme gælder for hf-undervisningen, uanset om den er organiseret som enkeltfagsundervisning eller som 2-årigt hf. Undervisningen til hhx og htx varetages af selvejende institutioner. Ansvaret på den enkelte institution er fordelt på to niveauer: skolebestyrelsen og skolens ledelse.
Skolebestyrelsen
På de enkelte institutioner har institutionens bestyrelse ansvaret for, at aktiviteterne på skolerne varetages i overensstemmelse med de mål, rammer og vilkår, der er fastsat i de relevante love og bekendtgørelser. Bestyrelsen ansætter skolens leder, som har ansvaret for skolens daglige drift. Skolebestyrelsen træffer inden for de rammer, der er fastsat i love og bekendtgørelser, beslutning om blandt andet skolens udbud af studieretninger. Skolebestyrelsen fastsætter skolens kapacitet - det vil sige det antal elever skolen kan optage.
Skoleledelsen
På den enkelte skole har skolens leder ansvaret for den administrative og pædagogiske ledelse. Ledelsen udføres under ansvar over for skolebestyrelsen og Undervisningsministeriet. Skolens leder - og øvrige personer i ledelsen - træffer de konkrete afgørelser om skolens elever og personale. Skolens leder træffer afgørelse om oprettelse af konkrete studieretninger og valgfagshold inden for rammerne i love og bekendtgørelser.
Forpligtende samarbejde
Alle selvejende institutioner, der udbyder stx og hf, indgår i et såkaldt forpligtende samarbejde inden for et geografisk område (typisk svarende til de tidligere amter). De forpligtende samarbejder skal sikre koordinering af studieretningsudbud, kapacitet og kriterier for fordeling af elever inde for de rammer, der er fastsat i lov og bekendtgørelse.
Fordelingsudvalg
Alle selvejende institutioner, der udbyder stx og hf, indgår med skolens leder i et fordelingsudvalg. Fordelingsudvalget foretager inden for et nærmere afgrænset geografisk område fordeling af ansøgere til stx og hf, når antallet af ansøgere til den pågældende uddannelse ved en institution overstiger den fastsatte kapacitet. Fordelingsudvalget refererer til regionen, der betjener fordelingsudvalget med sekretariatsbistand.