Undervisningsministeriet

Gymnasieelever udpeget til internationale olympiader i naturvidenskab

24.04.200725 unge gymnasieelever er blevet udpeget til at repræsentere Danmark ved de internationale olympiader i matematik, fysik, kemi, biologi og datalogi. Det blev afsløret, da Carlsbergs Mindelegat blev uddelt. De kvalificerede sig ud af i alt 60 elever, som var gået videre efter de indledende stævner.

Gymnasieelever udpeget til internationale olympiader i naturvidenskab

25 unge gymnasieelever er blevet udpeget til at repræsentere Danmark ved de internationale olympiader i matematik, fysik, kemi, biologi og datalogi. Det blev afsløret, da Carlsbergs Mindelegat blev uddelt. De kvalificerede sig ud af i alt 60 elever, som var gået videre efter de indledende stævner

Mindelegatet blev uddelt på Carlsberg Museum

Carlsbergs Mindelegat støtter for fjerde år i træk de naturvidenskabelige olympiader.

”Vi er meget stolte over, at I tager denne tørn i skarp konkurrence med de andre lande”, sagde Povl Krogsgaard-Larsen, som er formand for Carlsbergs Mindelegat.

Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen har gennem en årrække støttet enkelte naturvidenskabelige fagområders deltagelse i olympiader for unge. I 2004 tog mindelegatet initiativ til at samle fagområderne matematik, fysik, kemi og datalogi for at høre nærmere om deres økonomiske behov. Resultatet blev en bevilling på 900.000 kroner fra 2004 til 2006. I 2005 indgik fagområdet biologi også i aftalen.

Bertel Haarder: I er nogle af de kvikkeste i den danske gymnasieskole

Bestyrelsen har besluttet at fortsætte støtten i 2007, og pengene blev uddelt på Carlsberg Museum, hvor også undervisningsminister Bertel Haarder var til stede.

”Samlet set har cirka 2.000 elever deltaget i de indledende konkurrencer, som gennem udtagelsesprøver fører frem til dagens arrangement. Det betyder, at I er nogle af de absolut kvikkeste elever i den danske gymnasieskole”, sagde Bertel Haarder til eleverne.

Ministeren understregede, at samfundet har brug for talenter.

”Derfor er det vigtigt og godt, at der er nogen som jer, som går foran og viser, at naturvidenskab er spændende og åbner en masse muligheder. Det kræver en stor indsats at være med i olympiadeudtagelsen. I har ydet en ekstraordinær indsats – og I kan alle drive det vidt”, sagde Bertel Haarder.

Eleverne skal dyste i Canada, Vietnam, Rusland, Kroatien og Iran

Sammen med Povl Krogsgaard-Larsen, formanden for Carlsbergs Mindelegat, offentliggjorde ministeren navnene på de 25 elever, der var blevet udtaget til olympiaderne.

”Det her betyder mere arbejde til mig”, sagde Thorbjørn Morsing fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole i København, lige efter at han var blevet udvalgt.

Han skal sammen med tre andre repræsentere Danmark ved Kemiolympiaden i Moskva.

”Men jeg tror, det bliver sjovt. Det har det i hvert fald været indtil videre”.

Lyst til at arbejde med naturvidenskab

Anne Marie Ahrens fra Marie Kruses Skole i Farum er en anden af de elever, der blev udpeget. Hun skal til Canada for at dyste i biologi.

”Det er super fedt at være blevet udpeget. Jeg glæder mig til at være med. Det bliver vildt”.

Hun vil gerne læse videre efter gymnasiet, men helt præcis hvad det skal være, ved hun ikke endnu. Men konkurrencen har måske givet hende lyst til at arbejde med naturvidenskab.

”Noget tyder på, at jeg er god til det, så det kunne godt være”, sagde Anne Marie Ahrens.

Naturvidenskabelige olympiader

Den Internationale Biologi Olympiade (IBO) er en dyst mellem biologiinteresserede elever i hele verden. Det er en dyst på biologisk viden i teori og praksis for elever under 20 år, som endnu ikke har påbegyndt deres universitetsstudier. Ideen opstod i Europa, og på baggrund af et samarbejde mellem Belgien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Østtyskland, Polen og Sovjetunionen arrangerede man i 1989 den første Internationale Biologi Olympiade.

Den 19. internationale datalogi-OL afholdes i august 2007 i Kroatien. Dansk Datalogi Dyst (DDD) er udtagelseskonkurrencen hertil, og konkurrencen er åben for alle elever i de gymnasiale uddannelser.

Fysikolympiaden er både en dansk og en international konkurrence for gymnasieelever i løsning af fysikopgaver. Den danske del af konkurrencen arrangeres og støttes af Fysiklærerforeningen med tilskud fra Undervisningsministeriet, Niels Bohr Institutet, Carlsbergs Mindelegat og Mikroelektronik Centret ved DTU. Fysikolympiaden har eksisteret siden 1966, og hvert år deltager over 60 lande i den internationale finale.

Georg Mohr-konkurrencen er en årlig dyst, hvor elever i de gymnasiale uddannelser med interesse og evner for matematik prøver kræfter med mere udfordrende opgaver. Konkurrencen er en skriftlig prøve, hvor eleverne på fire timer skal regne så meget som muligt af fem opgaver. Konkurrencen afholdes hvert år i januar. Første gang var i 1991.

Kemiolympiaden er for unge med interesse for kemi. Hvert år deltager elever fra gymnasieskolen i konkurrencer, der omhandler kemi. Ud af deltagerne vælges fire, som kommer med til den internationale kemiolympiade.

Læs mere om olympiaderne