Folkeskolen skal mere end at formidle faglig viden. Folkeskolen skal også bidrage til elevernes personlige udvikling.
Men det kan være svært at sætte ord på, hvad alsidig udvikling helt præcist indebærer, og hvordan man som folkeskolelærer underviser eleverne i alsidig udvikling. Derfor inviterede Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen (Skolerådet) til fagligt seminar om emnet.

Niels Egelund, medlem af Skolerådets formandskab og leder af Center for Grundskoleforskning, bød velkommen til dagens seminar.
De bløde værdier i praksis
Dagens program bestod både af workshopper og faglige oplæg. Blandt de faglige oplæg var en præsentation af en endnu ikke offentliggjort rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Undersøgelsen, som efter planen offentliggøres den 10. december 2009, stiller skarpt på, hvordan kommuner og lærere håndterer arbejdet med at fremme elevernes alsidige udvikling i praksis.


Evalueringskonsulenterne Mia Lange (øverst) og Marianne Buhl Hornskov fra EVA løftede sløret for nogle af tendenserne i deres evaluering af, hvordan arbejdet med alsidig udvikling foregår i praksis på landets kommuner og skoler. Rapporten offentliggøres sidst på året.
Københavnerbarometeret
For at vide hvordan det står til med at fremme elevernes alsidige udvikling, er det ifølge Københavns Kommune nødvendigt at spørge eleverne selv. Til det formål har de udviklet det såkaldte Københavnerbarometer.
Københavnerbarometeret er et elektronisk spørgeskema, som alle 30.000 elever i kommunen bliver bedt om at besvare. Spørgeskemaet indeholder spørgsmål om blandt andet elevernes vurdering af, om undervisningen er spændende, deres oplevelser med mobning og elevernes generelle vurdering af deres livskvalitet.
Svarprocenten på dette års Københavnerbarometer var hele 75 procent.


Kontorchef Jan Dehn og udviklingskonsulent Nina Raaschou fra Københavns Kommune fortæller om deres erfaringer med Københavnerbarometeret. Her får eleverne mulighed for selv at komme til orde om, hvordan de oplever deres skolegang, heriblandt om de oplever, at undervisningen fremmer deres personlige udvikling.