Undervisningsministeriet

Formidling af best practise om videndeling og integration af it i folkeskolen (ENIS)

Formidling af best practise om videndeling og integration af it i folkeskolen (ENIS)er initiativ 4.2 under programmet It i folkeskolen.

Målet med initiativet

ENIS - Netværket af innovative skoler er ministeriets netværk af skoler med fokus på best practice i it-anvendelser, både i undervisningen og i institutionernes udvikling. Målet er ikke mindst spredningen af erfaringer og resultater til den øvrige undervisningssektor således at skoler lokalt og regionalt vil kunne søge råd og vejledning om innovativ brug af it.

ENIS-netværket blev udpeget af Undervisningsministeriet for skoleårene 2004/05 og 2006/07 og efter ansøgning blev der i 2004 udpeget 50 folkeskoler ud af det samlede antal ENIS-skoler på 75. I foråret 2007 tilbød UVM de deltagende skoler at forlænge deres deltagelse i ENIS-netværket med skoleåret 2007/08, 45 af folkeskolerne valgte at fortsætte. ITiF-projektet har hvert år formidlet 50.000 kr. til hver af de 50/45 folkeskoler, 40.000 kr. udbetalt til skolen, 10.000 kr. administreret af ENIS-styregruppen til dækning af fælles konferencer og aktiviteter.

ENIS-netværket har desuden bestået af friskoler, gymnasier og erhvervsskoler, betalt af andre UVM-konti.

Det nuværende netværk på 75/62 skoler efterfulgte det tidligere ENIS-netværk på godt 30 skoler, som også repræsenterede de tre skoleformer. Det første netværk var en national udbygning af det egentligt europæiske netværk af innovative skoler, ENIS, som blev iværksat som en del af EU-Kommissionens Multimedia Call tilbage i 1997-98, og blev en del af grundlaget for dannelsen af Europæisk Skolenet (EUN).

De deltagende skoler har deltaget i ENIS-netværket med den klare målsætning, at skolerne i netværket skulle påtage sig udadvendte formidlingsopgaver. Koordinationsopgaven blev henlagt til UNI•C, der fungerer som sekretariat for netværket og for dets styregruppe, der består af to ministerieudpegede (Niels Henrik Helms udtrådte 2007) og tre skolevalgte medlemmer.

Udmøntning

De deltagende skoler har hver valgt hvilke indsatsområder de ville arbejde med. Flere skoler har efterfølgende valgt at arbejde med flere indsatsområder, hvoraf enkelte falder udenfor de 13 indsatsområder, som det centrale ENIS-site har indsamlet oplysninger om.

Der har hvert år været afholdt en ENIS-uge, hvor ENIS-skolerne har profileret sig med små og større initiativer for at opnå en landsdækkende formidlingseffekt. Der har både været tale om fysiske arrangementer og netbaseret formidling lokalt som regionalt.

På Uddannelsesforum har ENIS-skolerne deltaget med oplæg og udstilling alle årene koblet tæt sammen med øvrige projekter. Ud over den lokale formidling om indsatsområderne, som finder sted på skolernes egne hjemmesider – med link fra ENIS-hjemmesiden, er mange af formidlingsprojekterne trukket frem som ”gode historier” på ENIS-portalen, og fungerer som korte, eksemplariske beskrivelser af god praksis, der skal give andre skoler nysgerrighed og lyst til at prøve noget lignende.

På UVM’s fem regionale møder ”inspirationsrunder” om it-innovation og videndeling, deltog ca. 20 ledere og lærere fra ENIS-skoler som oplægsholdere i de indlagte workshops, og blev fulgt op af lokale initiativer af de 12 skoler, der deltog i formidlingen.
Netværkets weblog har siden september 2007 været ramme om en lang række indlæg og kommentarer om it, læring og skoleudvikling. Bloggen er en væsentlig del af den udadvendte formidling og platform for åben dialog, og flere af temaerne har haft inviterede, eksterne gæstebloggere som redaktører.

ENIS-skolerne har i efteråret 2007 bl.a. udvidet deres formidling af best practice til også at gælde inspirationsforløb på Materialeplatformen, der efterhånden er blevet den primære formidlingskanal for inspirationsforløb fra ENIS-skolerne. De 62 ENIS-skoler registrerede mere end 200 bidrag i slutningen af 2007.

Resultat

Alle ENIS-skoler har løbende ført logbog over deres aktiviteter, logbøgerne kan ses på de enkelte skolers egen ENIS-side, der linkes til disse herfra: enis.emu.dk/enis/skoler.do
Mange af ENIS-skolerne gør en stor, løbende indsats for at formidle om deres indsatsområder i pressen; primært lokale og regionale medier. Men en del skoler har også været igennem i landsdækkende medier som dagbladene, fagpresse, tidsskrifter, magasiner, tv og radio (inkl. podcastede udsendelser). Da skolerne sjældent får rettigheder til at linke til disse materialer, ligger der kun få link på skolernes sider til disse omtaler.

Økonomi

Der er tilknyttet 14,25 mio. kr. til dette initiativ.

Vurdér denne side

Vurdér denne side

Sidst opdateret:  10.09.2009