Alle virksomheder, offentlige og private, der tager en elev fra en erhvervsuddannelse i praktik, får nu en kontant belønning på op til 50.000 kroner. Præmien udbetales som 6.000 kroner per måned i tre måneder – svarende til cirka 67 procent af elevens løn i prøvetiden – plus to bonusser på 16.000 kroner, efter prøvetiden er udløbet.
Virksomheder, som ansætter elever fra erhvervsgrunduddannelsen, får tilsvarende forhøjet tilskuddet, fordi løntilskudsperioden udvides til syv måneder.
Ændringen er tidsbegrænset og gælder for uddannelsesaftaler indgået fra den 5. november 2009 til 31. december 2010.
En fælles opgave
Ifølge undervisningsminister Bertel Haarder risikerer samfundet at tabe en hel generation på gulvet, hvis ikke de unge færdiggør deres uddannelse, fordi de ikke kan få en praktikplads.
Derudover understreger han, at virksomhederne risikerer at mangle faglært arbejdskraft den dag, der igen er travlhed i erhvervslivet.
”Uden praktikplads – eller læreplads, som det tidligere hed – kan de unge ikke færdiggøre deres uddannelse. Jeg vil derfor gerne opfordre alle private og offentlige arbejdsgivere til at tage imod den hjælpende hånd. Det er en fælles opgave,” siger han.