Statistik om alder for skolestartere
Andelen af børn, der starter til tiden i børnehaveklasse er stigende, mens færre starter sent. Her kan du se en sammenligning af andelen af børn der tager et år ekstra i børnehaveklassen og andelen der starter til tiden i skoleåret 2010/2011.
Antallet af elever der starter rettidigt i børnehaveklassen er stigende, men færre starter sent. I 2005/06 startede 83 procent af eleverne rettidigt i børnehaveklassen og en tilsvarende undersøgelse viser 87 procent i 2010/11.
Samtidig ses en stigning i andelen af omgængere i børnehaveklassen. I skoleåret 2010/11 var der 1.568 elever, der for andet år var registreret som elever i børnehaveklassen. Dette svarer til, at 2,42 procent i børnehaveklasse er omgængere. I undersøgelsen i 2005/06 var det samme tal 2,11 procent.
Omgængere og førstegangsstartende elever
En sammenligning af omgængere med børn der starter for første gang i skoleåret 2010/11 viser:
- Størstedelen af omgængerne er startet tidligt (dvs. før det normerede skoleår). Her er 11 procent omgængerne og 2 procent førstegangsstartende elever.
- Inden for gruppen af børn, som indskrives rettidigt, ses en betydelig forskel i risikoen for, at barnet skal gå om, afhængigt af fødselskvartal. Blandt børn født i årets første kvartal er sandsynligheden 1,0 procent for, at barnet skal tage et ekstra år i børnehaveklasse. Denne sandsynlighed er ca. 4 gange større (4,37 procent), hvis barnet er født i årets sidste kvartal.
- En overvægt af drenge blandt omgængerne - 66 procent af omgængerne er drenge. Det svarer til 1,74 procent risiko for, at en pige skal gå om, mod en risiko på 3,19 procent for drengene.
- En større andel indvandrere og efterkommere blandt omgængerne. Her er 3 procent af omgængerne indvandrere mod 1 procent af de førstegangsstartende. Og 19 procent af omgængerne er efterkommere mod 8 procent af de førstegangsstartende elever. Omregnet giver det en risiko på 2,13 procent. for at gå om, hvis man er af dansk herkomst, mod 5,66 procent og 5,83 procent for henholdsvis indvandrere og efterkommere.
- Størstedelen af omgængernes forældre har grundskole eller erhvervsfaglig uddannelse som højeste fuldførte uddannelse. Omvendt har en langt mindre andel af omgængernes forældre en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Dette kan også omsættes til, at en elev har 1,18 procent risiko for at gå om, hvis elevens forældre har en lang videregående uddannelse, mod 5,98 procent hvis forældrenes højeste fuldførte uddannelse er en grundskoleuddannelse.
- Risikoen for at gå om afhænger ikke væsentligt af skoletype eller region.
Læs mere i notatet Analyse af nystartede elever og omgængere i grundskolens børnehaveklasse (pdf).