Forord
Med den nylige reform af pædagoguddannelsen er der sket en opstramning af reglerne om forberedelse, gennemførelse og efterbehandling af praktikken. Formålet med denne publikation er at informere og vejlede praktikstederne om de regler om praktikken, som er fastsat i bekendtgørelsen om pædagoguddannelsen og – ikke mindst – at inspirere praktikstederne i forhold til bekendt-
gørelsens krav om udarbejdelse af praktikstedsbeskrivelser og uddannelsesplaner.
Publikationen indeholder konkrete eksempler fra forskellige praktiksteder. Eksemplerne kan hjælpe og inspirere praktikstederne i forhold til det ansvar og de opgaver, der er forbundet med at have studerende i praktik.
Publikationen er opbygget sådan, at første del er en teoretisk gennemgang af praktikken som særligt læringsrum, hvor praktikkens formål, mål og indhold er beskrevet. Anden del vedrører praktikkens forløb og de opgaver og ansvarsområder, der er forbundet med praktikken. Desuden indeholder publikationen en liste med forslag til relevant litteratur i relation til praktikken. Bagerst findes
loven om pædagoguddannelsen og den tilhørende uddannelsesbekendtgørelse. Det er uddannelsesbekendtgørelsen, der henvises til, når der i teksten i publikationen i parentes er oplyst “bkg.” efterfulgt af et paragraf- eller bilagsnummer.
Publikationen er udarbejdet af praktikkoordinator Anne Greve, master i professionsudvikling, lektor i pædagogik ved Professionshøjskolen UC Syd, Kolding og praktikkoordinator Birgitte Højberg, master i professionsuddannelse, lektor i pædagogik ved Professionshøjskolen UCC,
Pædagoguddannelsen Sydhavn. Anne Greve og Birgitte Højberg har ved udarbejdelsen samarbejdet med professionshøjskolernes praktikkoordinatorer, der har fungeret som baggrundsgruppe, med repræsentanter fra praksisfeltet samt med Pædagogstuderendes Landssammenslutning.
Undervisningsministeriet har stået for redaktionen og er ansvarlig for publikationens endelige
udformning.
Lise Bagge Rasmussen
Kontor for pædagogiske, videregående uddannelser
Undervisningsministeriet
Januar 2009