8. Praktikvurdering og bedømmelse (bkg. § 22)
Som led i den løbende vurdering af den studerendes arbejde med læringsmålene skal der gøres status, senest når 2/3 af praktikperioden er for-løbet (bkg. § 14, stk. 3). Dette skal udmunde i en praktikudtalelse, hvor praktikstedet skal udtale sig om, hvordan – og ikke om, som i den tidligere uddannelse – den studerende kan opfylde læringsmålene i resten af perioden. Udtalelsen afgives efter en drøftelse med uddannelsesinstitutionen, i 2. og 3. praktikperiode ved et møde, som praktikstedet afholder.
Den endelige bedømmelse af den studerendes praktikperiode foretages af uddannelsesinstitutionen. Bedømmelsen sker på grundlag af en skriftlig begrundet indstilling fra praktikstedet om, hvorvidt den studerendes uddannelsesmæssige udbytte af praktikperioden i forhold til læringsmålene kan godkendes. Indstillingen afgives senest tre uger før afslutningen af praktikperioden.
Udtalelsen skal munde ud i Indstilling til Godkendelse eller Indstilling til Betænkelig ved godkendelse.
Hvis praktikstedet er betænkelig ved at indstille den studerende til godkendelse, skal den studerende have mulighed for inden for en frist af en uge skriftligt at kommentere praktikstedets indstilling. Der afholdes derefter et møde mellem den studerende, praktikstedet og uddannelsesinstitutionen. På grundlag af samtalen ved mødet, der tager udgangspunkt i praktikstedets indstilling og den studerendes eventuelle kommentarer, afgiver praktikstedet og uddannelsesinstitutionen inden for en frist af en uge hver en skriftlig indstilling om, hvorvidt praktikperioden kan godkendes. Den studerende skal have mulighed for inden for en frist af en uge skriftligt at kommentere indstillingerne.
Uddannelsesinstitutionen træffer på grundlag af den eller de afgivne indstillinger og den studerendes eventuelle kommentarer afgørelse om, hvorvidt praktikperioden skal bedømmes Godkendt eller Ikke godkendt.
En studerende, hvis praktikperiode bedømmes til Ikke godkendt, kan ikke fortsætte på uddannelsens næste trin, men har ret til at gå perioden om én gang.