Praktik i pædagoguddannelsen

- uddannelse, opgaver og ansvar

Praktikvejledning og læringsmiljø

Praktikvejledning og læringsmiljø

Læringsmiljøet er den kontekst, som læringen foregår i. Det omfatter mere end selve vejledningssituationen. Også de institutionelle og organisatoriske forhold, ledelses- og samarbejdsrelationer, de fysiske rammer, økonomiske forhold m.m. har indvirkning på læringsmiljøet. Der er således en række konkrete forhold, som har betydning for og kendetegner et godt læringsmiljø. Et positivt læringsklima inddrager mindst følgende fire elementer (fra Bjarne Wahlgren: Refleksion og læring – kompetenceudvikling i arbejdslivet):

1) Varme
– at der er positive følelser mellem vejleder og deltager og blandt deltagerne.

2) Directness
– at der er en direkte (og ærlig) kommunikation mellem vejleder og deltagere.

3) Begejstring
– at vejlederen synes, at emnet er vigtigt, og at det er vigtigt, at deltagerne lærer noget, samt at der er en gensidig forpligtelse mellem vejleder og deltagere i forhold til læringsaktiviteterne.

4) Organisering
– at planlægningen og styringen af aktiviteterne er effektiv.

At etablere en anerkendende grundstemning mellem praktikstedet og den studerende, at kommunikere åbent og direkte, også om det svære, at begejstres over det, som den studerende beskæftiger sig med, og at organisere og tilrettelægge praktikforløb og vejledning, som sikrer tid og rum til den studerendes læreproces, er vigtige aspekter i vejlederens opgaver. Praktikvejlederen skal desuden drage omsorg for, at den studerende får tid til at være studerende og tid til at være kollega.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind