Praktik i pædagoguddannelsen

- uddannelse, opgaver og ansvar

5. Praktikforberedelse og forbesøg på praktikstedet

Praktikforberedelse (bkg. § 16)
Uddannelsesinstitutionen skal forud for hver praktikperiode forberede de studerende på uddannelsen i praktikken.

Med udgangspunkt i forståelsen af praktikken som et særligt læringsrum for både øvelse og undersøgelse introduceres den studerende til de lærings- og studiemetoder, som knytter sig hertil. Der undervises i, hvordan deltagelse i den daglige pædagogiske praksis er grundlaget for den studerendes læreproces i praktikken, og i, hvordan den studerende gennem forskellige metoder til systematisk erfaringsopsamling kan kvalificere grundlaget for sine refleksioner og analyser.

Desuden skal periodens faglige kompetencemål og centrale kundskabs- og færdighedsområder (CKF’er) gennemgås, og de studerende skal vejledes i opstillingen af konkrete læringsmål samt i udarbejdelsen af praktikdokumentet.

Formålet er, at den studerende – gennem introduktionen til praktikken som læringsrum og til praktikkens studieredskaber og metoder – allerede inden praktikken begynder at forholde sig analyserende og reflekterende til såvel egen som til det kommende praktiksteds praksis.

Inden for denne overordnede ramme er det den enkelte uddannelsesinstitution, som beslutter, hvilke konkrete metoder og redskaber der skal introduceres. Det kan for eksempel være: Logbog eller feltdagbog, iagttagelses- og observationsmetoder, videooptagelser, fortælling som metode, dokumentation som pædagogisk redskab, metoder til udforskning af praksis og indsamling af empiri, eksempelvis feltarbejde – kort sagt redskaber og metoder, der kan føre til refleksion over pædagogisk praksis og egen praksis og udvikling. Fælles for de forskellige redskaber og metoder er, at de samles i praktikdokumentet.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind