Praktik i pædagoguddannelsen

- uddannelse, opgaver og ansvar

Linjefag

Linjefag

Linjefagene er tre helt nye fag, som erstatter de tidligere aktivitets- og kulturfag. Den studerende skal ved uddannelsens begyndelse vælge ét af fagene, som bliver gennemgående i hele studieforløbet. Den studerende vil således ikke – eller kun i begrænset omfang – stifte bekendtskab med de to linjefag, som vedkommende ikke har valgt. Det valgte linjefag giver mulighed for fordybelse og for at udvikle særlige kompetencer inden for et mere afgrænset område.

Linjefagene er:

  • Sundhed, krop og bevægelse
  • Udtryk, musik og drama
  • Værksted, natur og teknik.

Sundhed, krop og bevægelse kvalificerer til pædagogisk arbejde med forskellige former for kropslig aktivitet: Leg, bevægelse, dans og idræt. Faget har fokus på fysisk udfoldelse og knytter sig til leg, spil, krop og sundhed. Det rummer aspekter fra det tidligere bevægelsesfag og har desuden fået en sundhedsmæssig dimension med inddragelse af elementer fra det tidligere sundhedsfag (bkg. bilag 4).

Udtryk, musik og drama kvalificerer til pædagogisk arbejde med musik, drama og andre udtryksformer. Faget har fokus på evnen til at udtrykke sig og på æstetiske erfarings- og erkendelsesprocesser inden for musik, drama og lignende udtryksformer. Faget indeholder elementer fra de tidligere fag musik og drama og lægger desuden vægt på forskellige udtryksformers sanselige, følelsesmæssige, kropslige og intellektuelle aspekter (bkg. bilag 5).

Værksted, natur og teknik kvalificerer til pædagogisk arbejde med naturen, den kulturskabte fysiske omverden og brugerens kompetence til at udtrykke sig. Faget har fokus på det håndværksmæssige, det kunstneriske, det naturvidenskabelige og det tekniske, herunder tekniske processer og ny teknologi (bkg. bilag 6).

Praktikuddannelsen som fagligt element beskrives udførligt i kapitel 2.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind