Samspil mellem AMU og FVU

– 12 gode eksempler

Test og FVU afholdt på virksomheder

Gaffeltruck i aktion
Introduktion

FVU skal normalt udbydes åbent, så alle har mulighed for at tilmelde sig. Loven åbner imidlertid også mulighed for at tilrettelægge hold, der kun udbydes og gennemføres for en eller flere virksomheders ansatte.

Der ydes et særskilt taksametertilskud til den type undervisning. Det ekstra taksametertilskud har til formål at gøre det lettere at oprette virksomhedstilrettelagt undervisning, fordi undervisningen kan gennemføres for mindre hold end på den ordinære FVU. Undervisningen kan foregå på virksomheden, i et mobilt undervisningslokale eller hos en FVU-udbyder. Undervisningen er herudover underlagt samme bestemmelser, som er gældende for de ordinære FVU-hold.

Ud over muligheden for mindre undervisningshold åbner den virksomhedstilrettelagte FVU også mulighed for flere typer af samspil mellem FVU og “det erhvervsrettede”. Det erhvervsrettede kan i denne sammenhæng både være AMU’s erhvervsrettede undervisning og deltagernes job.

I de tilfælde, hvor en virksomheds AMU-leverandør også udbyder FVU eller samarbejder med en FVU-udbyder er vejen kort fra AMU til FVU. Har en AMU-udbyder jævnligt deltagere fra den pågældende virksomhed, kan FVU tilrettelægges, så der i undervisningen arbejdes med temaer og materialer, der også er relevante for de AMU-kurser, som virksomhedens medarbejdere jævnligt deltager i. Derudover er det muligt at tilrettelægge FVU, så der i undervisningen arbejdes med temaer og materialer, som også er relevante i forhold til deltagernes konkrete job og arbejdsopgaver på virksomheden.