Samspil mellem AMU og FVU

– 12 gode eksempler

FVU afholdt på erhvervsrettet uddannelsesinstitution

Det er et politisk mål, at FVU i langt højere grad end i dag gennemføres på de erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner, hvor en væsentlig del af målgruppen i forvejen befinder sig. På den måde bliver det muligt at øge FVU-aktiviteten ved at nå den del af AMU-deltagerne med utilstrækkelige læse-, skrive- og regnefærdigheder, som ellers ikke ville have benyttet sig af FVU-muligheden, og som det erfaringsmæssigt er vanskeligt at motivere til læse-, skrive- og regneundervisning.

FVU kan aftales gennemført på en erhvervsrettet uddannelsesinstitution på to måder:

  1. Den erhvervsrettede uddannelsesinstitution indgår driftsoverenskomst med et VUC om at udbyde FVU. Den erhvervsrettede uddannelsesinstitution kan afholde undervisningen på egen institution og/eller forlægge undervisningen til andre institutioner eller til virksomheder.
  2. VUC eller en anden udbyder med driftsoverenskomst kan afholde undervisningen på den erhvervsrettede uddannelsesinstitution.

Forskellen på de to typer aftaler er graden af den erhvervsrettede uddannelsesinstitutions formelle ansvar og kompetence og dermed også indflydelse i forhold til den FVU, der gennemføres på den erhvervsrettede uddannelsesinstitution.

Uanset hvilken samarbejdsmodel og -aftale institutionerne vælger, så er samarbejdets formål altid at sikre, at FVU kan gennemføres på den konkrete erhvervsrettede uddannelsesinstitution i det omfang og på det tidspunkt, det efterspørges af AMU-deltagerne og deres ansættelsesvirksomhed, uanset om der er tale om FVU alene eller FVU kombineret med AMU. Hvilken samarbejdsmodel, der vil være den bedste til at skabe forudsætninger herfor, vil blandt andet afhænge af forskellige lokale forhold og må derfor altid besluttes lokalt.