Samspil mellem AMU og FVU

– 12 gode eksempler

Post Danmark klæder medarbejderne på til nye tider


Fakta

VUC Vestegnen og Københavns Tekniske Skole samarbejder om fem ens uddannelsesforløb af fire ugers varighed for Post Danmark.

I alt 100 medarbejdere deltager i de fem forløb, der finder sted i første halvår af 2009.

I forløbene indgår tre elementer: IKV, FVU og avu-kurset Samarbejde og kommunikation. Alle deltagere afslutter med et AMUkompetencebevis, en FVU-prøve og en prøve i samarbejde og kommunikation.

Kontakt for yderligere oplysninger

VUC Vestegnen: Uddannelseskonsulent Dorrit Thomsen, telefon 30 34 23 15.

Københavns Tekniske Skole, telefon 35 86 70 86.


Den økonomiske afmatning betyder, at der er færre pakker at sortere i Post Danmarks pakkecenter i Brøndby og på postcenteret i København. Det giver ledelsen i Post Danmark mulighed for at give medarbejderne et massivt uddannelsestilbud. Ikke mindre end 100 medarbejdere skal på fire ugers efteruddannelse i løbet af et halvt år, hvilket kræver høj grad af planlægning og samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og Post Danmark.

Uddannelsesforløbene er sammensat af tre uddannelseselementer: Individuel Kompetencevurdering (IKV), som afholdes af Københavns Tekniske Skole, avu-kurset Samarbejde og kommunikation og FVU-læsning, som begge afholdes af VUC.

Medarbejderne fra Post Danmark ved godt, at der er en fyringsrunde under opsejling, og at forløbet er sammensat med henblik på at forbedre deres muligheder for andre job, allerede mens de er i beskæftigelse hos Post Danmark.

“Men det er ikke sådan, at de medarbejdere, der deltager i uddannelsesforløbet, allerede er prikket på skulderen,” understreger Dorrit Thomsen, VUC Vestegnen, som er tovholder på forløbene.

“IKV retter sig mod uddannelsen medicooperatør. I hvert fald på det første forløb, men det kan ændre sig hen ad vejen,” fortæller Dorrit. “Det afhænger af, om deltagerne selv har andre uddannelsesmål.”

Denne fredag eftermiddag står der IKV på skemaet. Som en del af IKV’en skal deltagerne opsætte et hydrauliksystem med stempler og ventiler på en stor tavle efter en arbejdstegning. “Der er meget styringsteknik i uddannelsen til medicooperatør,” fortæller konsulent Svend Blak-Kristiansen, som skal vurdere deltagernes kompetencer.

Fedt at komme på uddannelse

Ved en af tavlerne står kollegerne Silva og Flemming. De har ret hurtigt løst opgaven og er tydeligvis godt tilfredse med resultatet. Silva har været ansat i Post Danmark i 12 år og Flemming i 30 år.

“Det er fedt at komme på uddannelse,” siger Flemming. “Især det med danskundervisningen, altså FVUlæsning. Det er jeg faktisk helt vild med. Jeg var god til diktat, da jeg gik i folkeskole tilbage i 1977, men siden har jeg ikke gået til undervisning i læsning og skrivning. Nu har jeg fået lyst til også at tage sådan et eftermiddagskursus i regning. Det med FVU har givet mig blod på tanden til at lære noget mere. Efter alle de år. Det er mærkeligt.”

Silva kommer fra Portugal, men har været i Danmark i 22 år og har også været ansat i Post Danmark i mange år. Han har aldrig gået til danskundervisning, men har lært sig dansk hen ad vejen. Han er også glad for at gå til læseundervisning og synes i det hele taget, det er dejligt at være på kursus og møde andre medarbejdere.

De fire uger har ikke helt samme skema, men alle tre elementer indgår i hver uge, som har en varighed svarende til en fuld arbejdsuge. Skemaet for en typisk uge ser sådan ud:

Når de fire uger er gået, er deltagerne kompetencevurderet og har været til henholdsvis FVU-prøve og prøve i samarbejde og kommunikation.

Forløbene afsluttes med vejledning, så det sikres, at deltagerne kender deres uddannelsesbehov og muligheder for at deltage i efterfølgende AMUuddannelser og anden VEU.

I Post Danmark arbejder både Silva og Flemming på aftenholdet, så de synes begge, det er dejligt for en gang skyld at være på skolebænk om dagen og så have fri om aftenen.

“Jeg kender heller ikke så godt de andre kolleger i hverdagen, og det giver godt sammenhold at være her,” siger Silva og tilføjer: “Måske også, fordi alle her er meget positive.”