Ord- og regneværksteder

Erfaringer og ideer fra erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

Information til virksomheder og uddannelsesinstitutioner

Voksne med kort uddannelsesbaggrund søger ikke efteruddannelse i så stort omfang som andre voksne. Og voksne med utilstrækkelige læse- og regnefærdigheder søger i endnu mindre grad uddannelse. Informationen til virksomheder om tilbuddet i ord- og regneværkstedet kan være med til, at virksomheder kan motivere medarbejderne til at deltage i erhvervsrettet efteruddannelse.

Informationen foregår både indirekte og direkte. Den indirekte information gives ofte på skolens hjemmeside og ved udsendelse af skriftlige informationsmaterialer. Den direkte information foregår typisk ved virksomhedsbesøg, men også skolens forkontor/ reception samt kursussekretærerne har en vigtig opgave med at informere om ord- og regneværkstedet, fordi de ofte kommer tidligt i kontakt med
potentielle deltagere. Det er derfor vigtigt, at alle faggrupper på skolen er orienteret om det særlige tilbud, som gives på tværs af skolens faglige uddannelsestilbud.

Oftest tænkes der kun snævert på deltagerne, når der skal informeres om de forskellige muligheder. Men der kan med udbytte informeres til en bredere kreds. Det er for eksempel en god idé at informere andre uddannelsesinstitutioner i regionen eller området om
tilbuddet i ord- og regneværkstedet, så de kan vejlede potentielle deltagere i voksen- og efteruddannelse om muligheden for hjælp i ord- og regneværkstedet.

Tilsvarende er det også vigtigt at informere både virksomheder og andre uddannelsesinstitutioner om skolens tilbud om danskundervisning til tosprogede, da kendskabet til disse tilbud synes at være begrænset.