| Underviseren |
|
“Der er ikke noget forberedelse – det er lige nu og her. Og så skal man altid være i godt humør, fordi nogle af deltagerne er tunge – man skal kunne løfte dem. Det kan være hårdt, at deltagerne giver så lidt modspil. Man skal være en utrolig blæksprutte – det er meget krævende. I værkstedet har du heller ikke en gruppeproces i gang som for eksempel på et flygtninge/indvandrerforløb. Man bliver ikke hjulpet af sammenhængen i undervisningen fra gang til gang. Undervisningen i værkstedet er meget mere individuel. Men det løfter, når en deltager kommer og fortæller, at han har bestået certifikatkurset – det løfter som underviser. Det er der, glæden ved undervisningen kommer.” |
Underviseren skal altså være en ildsjæl, som kan motivere deltagerne til at klø på med det, de synes er svært. De skal også kunne vise både faglærere og skolens ledelse, at de er pengene værd.
Og så skal underviseren også være en slags blæksprutte, som på samme tid kan undervise flere individuelt. Han skal hurtigt og typisk uden mulighed for forberedelse kunne finde på gode måder at formidle svært stof, så det fænger. Det kræver både meget stor fleksibilitet og kreativitet, og det stiller ikke mindst krav om et fagligt overskud.
Belønningen er, når deltagerne består prøverne, får lyst til mere efteruddannelse eller måske får lyst til at blive bedre til at læse, skrive eller regne.
| Underviseren |
| “En kvindelig deltager på truck insisterede på selv at skrive svarene på opgaverne, selv om jeg skulle stave de fleste ord for hende. Hun synes, at hun med den hjælp, hun havde fået i værkstedet, ikke kun havde gennemført kurset og fået certifikat, men også var blevet bedre til at stave. Hun var ikke vant til at skrive, så bare det at lære at stave ordet truck og andre fagord var stort for hende.” |
Underviserne i ord- og regneværkstederne er engagerede mennesker, der uden undtagelse virker meget glade for deres arbejde. Dels fordi det er meget afvekslende arbejde, dels fordi deltagerne viser stor glæde, når det lykkes for dem at nå uddannelsernes mål og bestå prøverne. Nogle deltagere kommer endda forbi ord- og regneværkstedet senere bare for at se, hvordan underviserne har det, og fortæller,
hvordan det går på deres job.
| Kort sagt |
- Underviserne i ord- og regneværkstedet skal have gode faglige forudsætninger
- Matematikundervisere skal kunne spotte læsevanskeligheder
- Læseundervisere skal kunne spotte matematikvanskeligheder
- Underviserne skal kunne samarbejde og fungere som et team
- Det er en fordel også at have undervisere med erfaringer fra undervisning i dansk som andetsprog, hvis skolen har mange tosprogede deltagere
- Underviserne skal kunne sætte sig ind i matematik- og læseopgaverne i de faglige uddannelser og også have faglig indsigt i uddannelserne
- Underviserne skal være ildsjæle med overskud til at løfte de lidt tunge deltagere
- Underviserne skal være meget fleksible
- Underviserne skal kunne samarbejde med faglærere.
|