Børn og unge har hurtigt taget internettets mange mulige former for kommunikation til sig. De udveksler informationer, erfaringer, tanker, holdninger, følelser og fantasier. De udveksler viden med andre børn og voksne, som de kender fra deres hverdag i skole, fritidsinstitutioner og fritidsaktiviteter, eller som de har mødt via internettet.
Børn kan i dag sidde alene og alligevel være i gang med at arbejde på en projektopgave i interaktion med andre projektdeltagere. De kan diskutere tolkning af en tekst eller løsning af en kemiopgave online med andre elever fra klassen. De er altid “på”, enten på internettet via forskellige platforme som Facebook, Live Messenger etc. eller via stadigt mere avancerede mobiltelefoner og andre mobile enheder. Børn og unge har vænnet sig til, at man kan “være sammen” med andre uden fysisk at være samme sted, og det åbner for mange nye muligheder i undervisningssammenhæng. Men det stiller også andre krav til færdigheder og sociale kompetencer end tidligere, hvor kommunikation mellem elever og lærere, og elever imellem, krævede en fysisk samtidig tilstedeværelse.
Kommunikation, vidensdeling og samarbejde foregår således i stigende grad ved brug af web 2.0, fx: Blogs, wikis, forskellige sociale digitale fællesskaber (communities), social bookmarking samt i online undervisningsog læringsplatforme, der rummer ressourcer, som alle er anvendelige i mange faglige sammenhænge. Det er derfor vigtigt, at kompetencer til at anvende relevante it-ressourcer og -platforme understøttes systematisk i undervisningen.
På kommunikationsområdet er det væsentligt, at undervisningen omfatter håndtering af kommunikation i “cyberspace”. Hvad skal man tænke på, når man via fx Facebook kommunikerer med personer, som man kun kender via “net-identiteten”. Her kan autencitet og hensigter ikke umiddelbart verificeres. Og hvad er konsekvensen af at lægge fotos, videoer etc. ind på fx Flickr eller YouTube med risiko for, at de dukker op fem eller ti år senere i helt andre sammenhænge.
Det er vigtigt, at eleverne lærer at forholde sig til disse problemstillinger ved
- at kende og beherske internettet og web 2.0’s særlige kommunikationskonventioner i forhold til både afsender- og modtagerpositioner
- at kunne begå sig i et virtuelt univers, hvor samtalepartneres identitet og hensigt kan være uvis
- at kunne vurdere konsekvensen af at eksponere forskellige former for ytringer i det globale offentlige rum, som internettet udgør.
Med hensyn til vidensdeling og samarbejde er det vigtigt, at der etableres strukturerede forløb i at løse opgaver med de nye værktøjer, der er tilgængelige, så eleverne kan lære at udnytte disse nye muligheder optimalt i en undervisningssammenhæng.
Det kan være øvelser, hvor grupper i en projektramme søger og deler viden og tekster, som sendes rundt, viderebehandles i flere omgange og afslutningsvist redigeres til et færdigt fælles produkt. Eller øvelser, hvor man i grupper diskuterer et emne online og fremlægger et fælles oplæg eller en fælles konklusion – igen online.
Fokus bør være på øvelser, som er med til at styrke de kommunikationsmæssige og sociale kompetencer – og den adfærd og disciplin, der fx er nødvendig for at få noget frugtbart ud af en onlinediskussion.
Interaktionsformer og brugergrænseflader på computeren og på internettet er samtidig i konstant forandring og udvikling. Derfor udfordres de erhvervede basale it- og mediekompetencer kontinuerligt, og eleverne må lære
- at kunne udnytte og overføre kompetencer fra kendte til nye brugergrænseflader og interaktionsformer, og derved selvstændigt udvikle it-kompetencer og it-dannelse
- at kunne beherske kontinuerlige, foranderlige og uformelle læringssituationer – med andre ord udvikle kompetencen “at lære at lære”
- at blive fortrolige med de samarbejdsformer, samarbejdsmuligheder og den dynamik, der åbner sig ved anvendelse af it og web 2.0 i gruppearbejde, projektarbejde o.l.
Endelig er det vigtigt at holde sig for øje, at selv om kommunikation i dag foregår på mange forskellige måder via mange kommunikationskanaler, er beherskelsen af det skrevne sprog en grundforudsætning for at kunne udnytte de mange nye muligheder optimalt.
Når samtaler, diskussioner etc. foregår via et tastatur, er evnen til kunne argumentere og formulere sig præcist og forståeligt på skrift en nøglekompetence. Med mobiltelefon og web 2.0 er der udviklet en række nye kommunikationsfora, hvortil der har udviklet sig særlige måder at kommunikere på.
Nogle af kommunikationsformerne er ofte af uformel karakter. I kraft af den øgede brug af sms har der udviklet sig nogle særlige sprogkoder, som er præget af forkortelser og mere uformelle måder at kommunikere på. Sms er primært udviklet i børns og unges fritidskultur, men bruges i dag også af voksne både i fritids- og arbejdssammenhænge. Sms er ligeledes anvendelig for børn og unge i formelle og uformelle sammenhænge. I skolens formelle rum kan sms være anvendelig, når eleverne arbejder med projekter og til at skabe kontakt, når de arbejder forskellige steder på skolen.
Heri ligger muligheden for at vise og drøfte enkeltmediers kommunikationsform og få eleverne til at tage stilling. Er sproglige udtryk og anerkendte koder fra fx sms’er acceptable og anvendelige i andre medier. Hvilke særlige krav stiller PowerPoint-præsentationer eller websider til tekstudformning. Og hvad sker der med meningen, hvis man ikke behersker de forskellige medier.