En skoles sundhedspolitik skal basere sig på et positivt og bredt sundhedsbegreb. Dette betyder, at sundhedspolitikken skal forholde sig til såvel forebyggelse af sygdom som fremme af fysisk, psykisk og social velvære. Desuden skal sundhedspolitikken forholde sig til såvel livsstils- som levevilkårsfaktorer.
En skoles sundhedspolitik skal være handlingsanvisende for, hvordan forebyggelse og velvære samt livsstil og levevilkår kan påvirkes og forandres.

Hvilke sundhedsmæssige problemstillinger, der er de væsentligste, er et åbent spørgsmål. Fx vil børn og unge typisk pege på trivselsmæssige forhold og relationer til familie og venner som det mest betydningsfulde i forhold til sundhed.

En nøglefaktor, for at en sundhedspolitik bliver en succes, er, at skolens aktører føler et ejerskab til politikken, både i forhold til proces og til resultater. Dette stiller krav om, at skolen er åben over for en reel involvering af elever, ansatte og forældre. Hvordan de enkelte aktører bør involveres og med hvilke begrundelser, må den enkelte skole drøfte og finde begrundede svar på. Hvad der er hensigtsmæssigt og ønskværdigt kan variere afhængigt af konteksten: Hvad står til diskussion, og hvad står ikke til diskussion og med hvilke begrundelser? Hvad er til orientering, hvad er til diskussion og dialog, og hvad er fælles beslutningsspørgsmål og med hvilke begrundelser?

En sundhedspolitik handler om at formulere, hvad skolen gerne vil på det sundhedsfremmende område, og hvilke problemstillinger skolen ønsker at løse. Dette medfører nogle kvalitetskrav til sundhedspolitikkens produkt: Sundhedspolitikken skal have en substans, som gør den til et pejlemærke for beslutninger på skolen, altså skaber sammenhæng mellem, hvad skolen vil, og de beslutninger, der bliver truffet. Desuden skal sundhedspolitikken være retningsgivende for handlinger i hverdagen, så der skabes sammenhæng mellem, hvad skolen ønsker, og det liv, der leves i skolen. For det tredje skal den være begrundet, altså kunne anvendes til at sortere i, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Dermed bliver den forankret i skolens værdier.

Måden, man når frem til en sundhedspolitik på, er lige så betydningsfuld som produktet. Dette stiller nogle krav til den sundhedspolitiske proces. Der er tale om en demokratisk proces, som involverer skolens aktører i såvel dialog/diskussion som beslutninger. Det betyder, at der skal være rum for såvel enighed som uenighed, og at både enighed og uenighed håndteres konstruktivt. Processens kvaliteter skal ikke kun vurderes på de beslutninger, som den resulterer i, men også på dens bidrag til at skabe fælles forståelse, fælles betydning og mening for skolens aktører. Endeligt er det vigtigt, at processen bidrager til, at skolens aktører forpligter sig til handlinger.

Kravene til en sundhedspolitik er, at den samtidigt skal være båret af en vision og målsætninger samt definere problemer og udvikle problemløsninger. Hvad der er væsentlige sundhedsmæssige problemstillinger og visioner varierer fra skole til skole. Nogle skoler vil vurdere, at mobning og trivselsmæssige problemstillinger er mest betydningsfuldt, andre skoler vil vurdere, at mad og måltider er det væsentligste osv. Dette peger i retning af, at den enkelte skole bør forankre beslutninger i lokale undersøgelser, drøftelser og beslutninger. Den lokale forankring er betingelsen for, at sundhedspolitikken er relevant og meningsfuld for alle skolens parter.

Visioner, målsætninger og problemløsninger skal relateres til såvel sundhedsundervisningen som til rammefaktorerne. Hvis sundhedspolitikken alene vedrører rammefaktorerne, risikerer man, at sundhedspolitikken ikke har noget at gøre med skolens opgaver, og hvis sundhedspolitikken kun vedrører undervisningen, risikerer man, at rammefaktorer som kontekst er en barriere for hensigter og målsætninger for undervisningen. Sundhedspolitik er derfor et komplekst fænomen: Sundhedspolitik er et genstandsfelt for skolens undervisning, rammer og undervisning samt samspillet herimellem.

Sundhed handler både om det sygdomsforebyggende og det sundhedsfremmende, politik handler både om det ønskværdige og det problemløsende. En sundhedspolitik, som kun beskæftiger sig med sygdomsforebyggelse eller kun med det velværefremmende, er ikke i overensstemmelse med det sundhedsbegreb, som skolens virksomhed skal basere sig på. En politik, som kun angiver en ønskværdig fremtid uden at forholde sig problemløsende til væsentlige problemstillinger, er irrelevant. En politik, som kun forholder sig til problemdefinition og -løsning, er uden mål og retning. Udfordringerne er derfor at kunne håndtere dobbeltheden i både sundhedsbegrebet og politikbegrebet, også med de modsætninger, konflikter og dilemmaer disse dobbeltheder skaber.

Det er for det første vigtigt, at skolen afsætter den fornødne tid til at undersøge problemstillinger, samt afsætter tid til at gå i dybden med, hvilke problemstillinger, der er væsentlige, hvilke løsninger, der er gode og relevante, hvilke visioner og mål skolen ønsker for det sundhedsfremmende og med hvilke begrundelser.
En dynamisk proces kræver en læringsorienteret tilgang til sundhedspolitik, dvs. en såvel erfaringsbaseret som teoribaseret tilgang. Den teoribaserede tilgang handler om at undersøge, hvad vi som samfund allerede ved i forhold til de udvalgte temaer. Dette giver svar på spørgsmål som: Hvad ved vi fra forskningen? Hvad fortæller teorier os? Den erfaringsbaserede tilgang handler om at inddrage dels hvilke erfaringer, der er opsamlet på fx andre skoler, dels hvilke erfaringer, skolen selv har gjort sig. Dette betyder, at skolen, når den arbejder med sundhedspolitik, bliver klogere på de problemstillinger, den ønsker løst, og de visioner og mål, som skolen ønsker at arbejde frem imod.

Derfor er sundhedspolitikkens hvad, hvem, hvordan, hvornår og hvorfor noget, der ændrer sig og bør ændre sig efterhånden, som skolen bliver klogere på de udvalgte temaer. Derfor må en sundhedspolitik gerne rejse nye problemstillinger og nye visioner og mål.

(“Inspiration til folkeskolens sundhedsundervisning”, temahæfteserie nr. 2 – 2008)