Fælles Mål 2009 - Kristendomskundskab

Faghæfte 3

Tro

Tro handler om at kende sandheden og at handle i overensstemmelse hermed. Men netop forholdet mellem holdning og handling er et klassisk problem i menneskelivet, som skal tages op til behandling i skolen. I den forbindelse ligger der et særligt problem i, at vi på dansk bruger begrebet tro på mindst tre forskellige måder: a) i forbindelse med løse formodninger og antagelser, b) om holdninger mod bedre vidende og c) som synonym for tillid og hengivelse.
Tro som hverdagsfænomen
Replikkerne: “Toget går kl. 14:10” eller “Jeg tror på dig” kan have den betydning, at jeg tror på en køreplan, eller at det, du siger, er rigtigt, selv om jeg ikke med sikkerhed kan vide det. Men det kan også betyde: “Jeg har tiltro eller tillid til et system eller til dig som person”. Så er det ikke en forstandsmæssig overvejelse, men snarere en følelse, en indre overbevisning, som bunder i en tiltro eller en tillid til systemet eller det menneske, som replikken rettes mod. Tiltroen er så ikke afhængig af argumenter eller antagelser, men udspringer umiddelbart af relationen til den anden. Tro på den anden eller tillid til den
anden i denne forstand er en holdning, der normalt bærer vores forhold til hinanden – i langt højere grad end rationelle overvejelser. Tro er således et vigtigt og almindeligt fænomen, der præger menneskeligt samvær også uden for den egentlige religiøse sammenhæng.
Tro og viden
Tro betragtes ofte som en slags erkendelse, der imidlertid har en anden værdi end viden; tro anses som en slags erstatningsviden. Det er baggrunden for, at nogen ser et konkurrenceforhold mellem religiøs tro og viden. Mere frugtbart er det at anskue det som to helt forskellige slags sandhedssøgen, der kan komplementere hinanden – en personlig eksistentiel eller mytisk sandhed (den religiøse dimension) – til forskel fra en almen objektiv eller rationel sandhed. Ved siden af denne form for tro, findes overtroen, som i modsætning til anden tro defineres ved at være en tro mod bedre vidende – altså en tro i opposition til faktuel viden.
Evangelisk-luthersk tro

Tvivlen er i evangelisk-luthersk sammenhæng et grundvilkår. En central tanke er derfor, at troen ikke er menneskets præstation, men at den skænkes af Gud.

I forbindelse med undervisningen er det væsentligt at komme ind på forholdet mellem tro og tvivl, og at man i den lutherske tradition lægger mere vægt på Guds nåde end på menneskets gerninger.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind


Gå til portalens forside