Fælles Mål 2009 - Kristendomskundskab

Faghæfte 3

Udviklingen i undervisningen på 1.-3. klassetrin

Undervisningen skal bygge videre på de erfaringer og forudsætninger, som eleverne har fra bl.a. den ikke-fagdelte undervisning i børnehaveklassen.

Undervisningen skal fremme og imødekomme elevernes åbenhed og spørgelyst om tilværelsen. Den skal lede frem mod, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at samtale om almene tilværelsesspørgsmål.

Eleverne skal kende til og kunne gengive centrale fortællinger i Det Gamle og Nye Testamente, kende til enkle faglige begreber, symboler, ritualer samt synge og samtale om salmer og sange.

It og medier integreres og anvendes undervejs i arbejdet med fagets forskellige områder.

Livsfilosofi og etik

Undervisningen skal gennem fortælling, samtale, dramatisering og andre praktisk/musiske udtryk knytte sig til og udfordre elevernes oplevelser, erfaringer og undren over almene tilværelsesspørgsmål.

I behandlingen af de udvalgte emner inddrages relevante faglige tekster og begreber. Eleverne udfordres gennem hele forløbet med spørgsmål, der kræver etisk vurdering.

Bibelske fortællinger

Eleverne indføres gradvist i det bibelske univers og opnår kendskab til centrale fortællinger fra Det Gamle og Nye Testamente.

Samtalen om og arbejdet med fortællingerne styrker forståelsen af det bibelske univers. Nutidige parallelsituationer og etiske problemstillinger inddrages.

Kristendommen og dens forskellige udtryk i historisk og nutidig sammenhæng

Gennem arbejdet med udvalgte grundbegreber i kristendommen opnår eleverne en forståelse af, hvad kristendom er. Gennem fortælling og samtale får eleverne indsigt i kristendommens historie.

Eleverne præsenteres for eksempler på kristendommens indvirkning på kunst, litteratur, symbolbrug og andre udtryk i hverdagen, herunder kirkebygninger.

Der arbejdes hen imod, at eleverne bliver i stand til at beskrive udvalgte symboler og ritualers brug samt synge og samtale om salmer og sange.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind


Gå til portalens forside