Fælles Mål 2009 - Idræt

Faghæfte 6

Ministerielle regler, bekendtgørelse og vejledning vedr. undervisning i idræt i folkeskolen

Folkeskoleloven

§ 30 a. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om kvalifikationskrav til personer, der skal varetage særlige undervisningsopgaver eller opgaver af særlig karakter i tilknytning til undervisningen.

§ 44. Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen fastsætter.

Stk. 4. Skolebestyrelsen godkender undervisningsmidler og fastsætter ordensregler.

§ 52. …. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om skolernes tilsyn med eleverne i skoletiden.

Bekendtgørelse og vejledning

Bekendtgørelse nr. 38 af 10. januar 1995 om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden:

§ 4. Hvor undervisningen er henlagt til lokaliteter uden for skolen, skal der, når forholdene kræver det, etableres fornødent tilsyn med elevernes færden mellem de pågældende undervisningssteder. Tilsynspligten omfatter tillige en eventuel fælles befordring til og fra arrangementer, som skolen forestår.

Ad § 4

Som anført, er elevernes skolevej ikke omfattet af skolens tilsynsforpligtelse. Derimod har skolen en tilsynsforpligtelse, når eleverne færdes til og fra et undervisningssted, fx et sportsanlæg, der ligger uden for skolens område, medmindre risikoen for eleverne ved et sådant lokaleskift ikke er større end den, eleverne sædvanligvis er udsat for. Det er således en forudsætning, at vejens farlighed ikke overstiger, hvad elever med den givne alder og modenhed er vant til.

Skolen har endvidere en forpligtelse til at føre tilsyn under en eventuel fælles transport af eleverne til arrangementer, som skolen forestår, fx ekskursioner, virksomhedsbesøg og idrætsarrangementer.

Det bør ved tilsynet påses, at enhver befordring af eleverne (herunder også evt. befordring i private biler) sker under betryggende forhold. Om de forsikringsmæssige forhold kan henvises til Forsikringsoplysningen.

§ 6. Hvor undervisningen foregår i lokaler og på steder, som rummer særlige risikomomenter, fx fysik/kemilokaler, sløjdlokaler og idrætslokaler og - anlæg, påhviler der skolen en skærpet tilsynsforpligtelse.

Ad § 6

Som nævnt i indledningen stilles der krav til læreren om skærpet tilsyn med eleverne i fag, der indeholder særlige faremomenter. Endvidere vil der i en række fag være krav om, at læreren instruerer eleverne med deraf følgende krav om at føre kontrol med, at eleverne følger instruktionen.

I forbindelse med kravet om iagttagelse af særlige sikkerhedsforskrifter skal opmærksomheden henledes på arbejdsmiljølovgivningen.

§ 7. Omfatter undervisningen i idræt også svømning, skal den lærer, der forestår undervisningen, have kvalifikationer svarende til uddannelsen til svømmelærer.

Stk. 2. Skolen skal sikre sig, at de fornødne sikkerhedskrav i svømmehallen er opfyldt.

Ad § 7

Det påhviler skolen at sikre sig, at de fornødne sikkerhedskrav i svømmehallen er opfyldt. Samtidig påhviler det læreren at have fornødent kendskab til svømmehallens sikkerhedsudstyr.

Det anbefales, at der for hver påbegyndt 15 elever skal være en lærer eller anden voksen person, der opfylder sikkerhedsbestemmelserne, dvs. kan foretage livredning og betjene genoplivningsudstyr. Såfremt eleverne undervises i udspring, skal vanddybden være så stor, at der ikke opstår fare for eleverne, dvs. en dybde på mindst 1,5 til 2 m ved siddende stilling og mindst 2 til 2,5 m ved stående stilling.

Kommentar:

Det er skolelederens vurdering, om en medarbejder, som ikke er svømmelæreruddannet eller har livredderprøve, besidder tilstrækkelige kvalifikationer til at varetage undervisningen i badning, svømning eller snorkling. I det tilfælde kan undervisningen gennemføres på skolelederens ansvar.

§ 9. Tilsynet omfatter elevernes deltagelse i ekskursioner, virksomhedsbesøg, idrætsarrangementer, badning og lignende, der arrangeres eller formidles af skolen. Tilsynet omfatter endvidere lejrskoleophold og skolerejser, der indgår i skolens virksomhed, eller hvor skolen er arrangør.

Ad § 9

Idrætsarrangementer

Deltager eleverne i idrætsarrangementer som led i skolens undervisning, skal der føres tilsyn med både de elever, der deltager som aktive, og med de elever, der er tilskuere. I tilfælde, hvor elever fra en skole deltager i idrætsstævner eller lignende sammen med elever fra andre skoler, og hvor den ledsagende lærer på grund af dommerhverv mv. ikke kan følge sine elever hele tiden, skal læreren, fx ved aftale med stævnets ledelse, sikre sig, at eleverne anvises ophold på et betryggende sted, når de ikke som led i idrætsudøvelse er undergivet tilsyn fra andre lærere eller personer, som assisterer ved arrangementet.

§ 11. Badning under ekskursioner, lejrskoler, hytteture eller lignende må alene finde sted, hvis det kan foregå under betryggende forhold.

Ad § 11

Badning under ekskursioner og lignende, herunder badning i badelande, må alene finde sted, hvis det kan foregå under fuldt betryggende forhold.

Hvis badning foregår på friland, skal læreren inden badning tillades have en sikkerhed for, at bund- og strømforhold mv. ikke frembyder nogen fare.

Badning bør kun foregå på et for eleverne nøje afgrænset område, som er let at overskue, og hvor alle kan bunde. Der bør være mindst 2 voksne, af hvilke den ene opholder sig på land, medens den anden deltager i badningen og markerer ydergrænsen for det tilladte område.

Begge de ledsagende skal kunne svømme og kunne foretage livredning. Der bør ikke være mere end 12-15 elever i vandet på samme tid, og eleverne bør have besked på at holde sammen to og to.

Smykker i idrætsundervisningen

Kompetencen til at fastsætte ordensregler for skolernes aktiviteter i folkeskolelovens § 44, stk. 4, er henlagt til skolebestyrelsen. Fastlæggelse af retningslinjer for brug af smykker i idrætsundervisningen bør derfor fastsættes af den enkelte skolebestyrelse.

Den enkelte skolebestyrelse kan fastsætte ordensregler, som omfatter sikkerhedsforanstaltninger vedrørende idrætsundervisningen. Det kan herunder besluttes, at elever, som ikke følger retningslinjer for brug af smykker i idrætsundervisningen, af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan deltage i idrætsundervisningen. Der skal føres betryggende tilsyn med elever, som ikke tillades at deltage i idrætsundervisningen, jf. bekendtgørelse nr. 38 af 10. januar 1995.

De nærmere retningslinjer for information af forældrene og tilsyn med, at retningslinjerne overholdes, fastsættes af skolebestyrelsen

I forbindelse med Undervisningsministeriets bekendtgørelse om tilsyn med elever, nævnes det i § 6, at skolen har en skærpet tilsynsforpligtigelse i blandt andet idrætslokaler og tilhørende anlæg.

I vejledningen står der, at skolen (kommunen) kan drages til ansvar for skader, der er sket i undervisningstiden og i frikvarteret og andre pauser i undervisningen, såfremt skaderne kunne være forhindret, hvis tilsynet havde fungeret tilfredsstillende.

På denne baggrund kan skolebestyrelsen beslutte, at det ikke er tilladt eleverne at bære smykker i idrætstimerne.

Smykker, der af en eller anden grund ikke kan tages af, kan sikres ved tilplastring eller på anden måde, således at uheld kan undgås. Forbudet mod at bære smykker kan gælde samtlige idrætsaktiviteter, herunder skoleidrætsstævner.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind