Fælles Mål 2009 - Idræt

Faghæfte 6

Inklusion af elever med særlige behov

Elever med nedsat funktionsevne (kørestolsbrugere, kronisk syge, blinde, hørehæmmede, elever med ADHD eller med generelle indlæringsvanskeligheder m.fl.) kan have behov for, at undervisningen tilpasses deres forudsætninger og potentialer.

Der er mange muligheder for at tilpasse, variere og differentiere undervisningen.

Følgende områder er vigtige at give opmærksomhed:

  • Introduktion
  • Regler/organisering
  • Baner/rammer
  • Rekvisitter

Eksempler på strategier inden for de fire områder:

Introduktion

For nogle elever har introduktionen til undervisningen særlig betydning. Elever med eksempelvis Asperger, Tourette, ADHD har brug for forudsigelighed og fast struktur. Det kan være en idé at forberede dem på indholdet af undervisningen i god tid og at starte og slutte undervisningen på samme måde hver gang. Introducer nye ting lidt ad gangen, samtidig med at noget er velkendt.

Nogle elever kan have svært ved at begribe en verbal instruktion. De kan have brug for, at man i praksis demonstrerer aktiviteten eller fører deltageren gennem aktiviteten. Man kan starte med ét eller få elementer og langsomt føje flere til, indtil man har opbygget den egentlige aktivitet.

Det kan være vigtigt at være opmærksom på lyd- og lysforhold. For elever med nedsat hørelse er det vigtigt at kunne se ansigtet på den, der taler, så de kan mundaflæse. Vær bevidst om at slukke for musikken i salen, når den hørehæmmede skal fange informationer, eller en elev med ADHD eller autisme skal koncentrere sig om andet end musikken.

Regler/organisering

Elever med funktionsnedsættelser har ofte selv ideer til, hvordan de får udfordringer ved en given aktivitet, så involver dem i planlægningen, gennemførelsen og evalueringen af undervisningen.

Lad eleverne være med til at bestemme reglerne – evt. differentiere reglerne, så der gælder forskellige regler for forskellige elever (som “handicap” i golf), således at alle bliver udfordret på eget niveau.

Hvis man har elever, der bevæger sig langsomt, kan man skabe lige muligheder ved at give alle passende udfordringer: Giv fx deltagerne uden nedsat bevægefunktion særlige opgaver: hinke, løbe baglæns, hoppe på samlede ben, benene bundet sammen, krabbe, ryg mod ryg eller bind for øjnene.

Lad deltagerne arbejde sammen 2 & 2 eller 3 & 3. Det kan være en hjælp for eleven med nedsat funktionsevne at have en makker eller to samtidig med, at der i opgaven ligger en social læringsmulighed.

Baner/rammer

Størrelse, form og underlag på banen kan have betydning.

Giv eleven med nedsat bevægefunktion en mindre bane at løbe på i fx rundbold (kun 1. og 2. base).

Gør baner og rammer tydelige for elever med fx autisme og ADHD.

Justér størrelsen af og formen på banen både før og under aktiviteten. Fx jo mindre bane, jo nemmere for “fangeren” ved tagfatlege.

Rekvisitter

Vær opmærksom på valg af størrelse, vægt, form, egenskaber og antal af rekvisitter.

Ramper og nedløbsrør kan være et godt hjælpemiddel for personer med nedsat armfunktion, så bolde kan trilles i stedet for kastes.

Hurtige bolde i fx badminton kan afløses af lettere bolde eller balloner, som har længere svævefase. Små bolde eller kastestokke kan erstattes med ærteposer, som er nemmere at holde og kaste. Brug bolde med lyd i til blinde og svagtseende.

Fangeleg: eleverne kan “tage” ved at ramme med en stav, tørklæde eller ærtepose i stedet for ved berøring.

Lad elever med nedsat bevægefunktion benytte egne hjælpemidler: racerunner, keywalker eller lign.

Introducer handicapidrætsgrene for eleverne. Det er idrætsgrene, der udfordrer alle, og her er det måske eleven med nedsat funktionsevne, der er bedst.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind