Med virkning fra skoleåret 2006/07 er indført krav om udtalelser i faget idræt for eleverne på 8.-10. klassetrin (se vejledning på www.uvm.dk) . Udtalelserne skal gives mindst to gange årligt. Den sidste udtalelse i faget idræt skal gives umiddelbart før afslutningen af undervisningen i faget og skal udtrykke elevens faglige standpunkt på dette tidspunkt. Endvidere skal den sidste udtalelse i faget idræt angives i elevens afgangsbevis.
Grundlaget for udfærdigelsen af udtalelserne er den interne løbende evaluering. Evalueringsværktøjet vælges ud fra de mål, der søges indfriet gennem undervisningen. I forbindelse med evalueringen er det vigtigt, at læreren allerede i sin planlægning indtænker evalueringsmetoder til at sikre, at de opstillede mål indfries.
Udtalelsen bør omfatte alle aspekter af faget. Dette kan ske ved en samlet vurdering af de trinmål, der hører til hvert af de tre hovedområder for faget (Kroppen og dens muligheder, Idrættens værdier og Idrættens kultur). Endvidere kan der tages udgangspunkt i læseplanen for faget og i beskrivelserne af udviklingen i undervisningen på 8. og 9. klassetrin.
Udtalelsen er et resultat af den løbende evaluering og kan dermed være et redskab i forbindelse med udfærdigelsen af elevplanen for den enkelte elev.
Her angives eksempler på forskellige evalueringsmetoder, der kan anvendes i forbindelse med undervisningen i idræt.
Evalueringsformerne kan fx være:
- Forevisning af øvelsesforløb (mestring/færdigheder)
- Kan – kan næsten modellen
- Afprøvninger
- Samtaler om forløb (kundskaber/refleksion) – feedback
- Logbog og portfolio
- Resultater af opnåede færdigheder (’test’, fx konditions-, svømme-, motorik- og tekniktest)
- Spørgeskemaer/afkrydsningsskemaer
- Iagttagelser og registrering af elevfærdigheder (fx grov- og finmotoriske færdigheder)
- Elevkommentarer og kritik
- Konkrete opgaveløsninger (fx elevtilrettelæggelse af små forløb, træningsprogrammer mv.)
- Skole-hjem-samarbejdsaftaler angående ansvarsfordeling og elevens læringsmål.
Flere evalueringsværktøjer og konkrete eksempler i idræt kan bl.a. ses på evalueringsportalen. (www.evaluering.uvm.dk)