Fælles Mål 2009 - Idræt

Faghæfte 6

5. forløb – 10. klassetrin

Faget optræder som et fag i rækken af valgfag på 10. klassetrin og bygger videre på idrætsundervisningen i skolens overbygningsklasser. Slutmålene for faget idræt på 10. klassetrin tager afsæt i den tænkning, at eleverne i højere grad selv definerer og beskriver, hvilke faglige indholdsområder de ønsker at beskæftige sig med. Det medfører, at undervisningen tager udgangspunkt i elevernes egne ønsker, behov og selvstændige arbejdsform.
Kroppen og dens muligheder

Hovedvægten lægges på de selvvalgte indholdsområder, som eleverne har fordybet sig i. Her fokuseres på tilegnelse af kropslig og fysisk kunnen, samt evne til anvende og vurdere tekniske og taktiske elementer. Desuden indtager træningslære en central plads i undervisningen.

Idrættens værdier

Hovedvægten lægges på sund levevis. Det positive brede sundhedsbegreb skal understøtte elevernes forståelse af et sundt liv med livslang idræt.

Idrættens kultur

Hovedvægten lægges på idrættens rolle og betydning for samfundet – lokalt, nationalt og internationalt.

Undervisningen omfatter især

  • udvalgte idrætsgrene
  • relevante trænings- og opvarmningsprogrammer og træningsformer
  • idrætsfaglige forløb om sundhed; fysisk, psykisk og socialt
  • idrætsaktiviteter i forskellige arenaer.

Eleverne arbejder med

  • tilegnelse af tekniske og taktiske færdigheder i udvalgte idrætter
  • principper for grundtræning, opvarmning og træningslære
  • musikkens kvaliteter i forhold til fysisk aktivitet
  • uderummet som ramme for fysisk udfoldelse
  • sammenhængen mellem kost – motion og levevilkår – livsstil
  • etiske og moralske dilemmaer i idræt
  • idrættens rolle og betydning, nationalt og internationalt.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind