Enkle former for beklædning som shorts, overdele eller hatte kan være gode startopgaver. Opgaven kan godt være fælles for et valgfagshold, men med mulighed for individuelle variationer. Elevens personlige valg i forhold til farve, form og materialer er vigtigt: Skal tøjet være løstsiddende eller stramt, kort eller langt, ensfarvet eller spraglet? Der arbejdes med fx lommer, lynlåse, stikninger eller lignende, som har betydning for elevens oplevelse af produktets rette signal.

Brugsting som fx beholdere er formgivet til en bestemt opbevaringsfunktion. Det kan være et etui til en mobiltelefon, et kamera, en drikkedunk, penge, fiskestang eller andet. Her er valg af materialer helt afgørende for funktionsdueligheden. Der skal fx tages stilling til, om beholderen skal være vandtæt, slidstærk, temperaturisolerende, men også om den skal være feminin, rustik eller sporty. Samtidig er der mulighed for at differentiere opgaven gennem valget af dekorationsformer m.m. Det rigtige tilbehør i form af trykknapper, snore eller lignende kan være genveje til løsninger og give produktet en professionel finish.

En klasse fremstiller æsker til opbevaring af smykker, souvenirs eller andre samleobjekter. Der sættes fokus på fx broderi eller stofmaling, når låget udsmykkes. Størrelse og form tilpasses beholderens kommende funktion. Valget af materialer, som fx pap, lim og tekstiler til beklædningen er afgørende for æskernes funktionelle værdi.

Strikning er en kulturteknik, hvis historie rækker langt tilbage i tiden. Efter at tekstilindustriens maskiner har overtaget langt størstedelen af den kommercielle produktion, har strikning som færdighed udviklet sig til en hobbyaktivitet, der sender signal om overskud og fordybelse. Samtidig er det en glæde at kunne skabe egne produkter.

Som disciplin kan strikning stadig være vanskelig på valgfagsniveau. Gennem strikning får eleverne kendskab til, hvordan tekstiler – i hånden eller maskinelt – kan fremstilles fra tråd til flade. Med enkle teknikker, tykke strikkepinde og et stort udvalg af forskellige garner kan eleverne fordybe sig og skabe unikke produkter.

Eleverne lærer at strikke, og gennem de mange spændende historier om, hvordan strikning har eksisteret og udviklet sig gennem tiden, sættes strikning som teknik ind i en nutidig og meningsfuld sammenhæng.

Når eleverne har lært at strikke, kan man arbejde videre med strikning af mere komplicerede arbejder i plane eller rumlige former.

Symaskinen er et meget væsentligt og spændende redskab, der signalerer faglighed og professionalisme. Man kan introducere symaskinen ved at lade eleverne undersøge maskinens mange muligheder gennem “frie øvelser”.

Ideerne og eksemplerne tager udgangspunkt i koblingen mellem håndarbejde og matematik, dvs. mellem praktisk anvendt matematik og et tekstilt udtryk.

Når man arbejder med ornamenter, mønstre og borter bruges og læres matematiske begreber fra geometrien i praksis, eksempelvis spejling og drejning. Med passer tegner eleverne cirkler, og gennem afprøvninger og forsøg lærer de at dele dem i halve, fjerdedele og sjettedele osv. De leger videre med passeren og forvandler cirklerne til blomster eller abstrakte figurer, som kan bringes til at dække hinanden ved geometriske flytninger.

Mindst to udkast farvelægges, og disse udkast udstilles. Eleverne vælger den blomst eller figur, de synes bedst om. Den kopieres over på mønsterpapir, og de enkelte felter klippes ud i stof. De sætter de forskellige stofstykker sammen og syr blomsterne og figurerne som applikation på et stykke baggrundsstof. Eleverne kan til sidst sætte de enkelte arbejder sammen til en lang frise eller et stort vægtæppe til klasseværelset. Det kan både ske efter bestemte farve- eller formprincipper eller efter umiddelbare indfald.

Et andet eksempel med matematisk udgangspunkt kan være at lave sin egen patchworkblok. Tegn et kvadrat og inddel det i forskellige felter, så du får en patchworkblok. Giv din blok et navn, som du synes passer til den. Både til arbejdet med tegningen af grundformen og det videre arbejde med variationerne er computerens maleprogram et godt værktøj. Du kan konstruere grundformen helt nøjagtig, gemme den, kopiere, vende, dreje, spejle, forstørre og formindske og farvelægge. Alt det der tager så frygtelig lang tid, hvis det skal foregå manuelt.

Materialelæren danner grundlag for relevante valg af materialer. Det at begribe, hvordan en tot uld bliver til en tråd, der spindes og derefter væves til et stykke stof, kan være med til at give forståelse for materialets natur i forhold til funktionen. Derfor skal materialelæren integreres i arbejdsprocesserne, både når der skal vælges materialer i forhold til tingenes funktion og udtryk, og når der skal ses på gamle tekstiler.

I materialelæren indgår også kendskab til vedligeholdelse, efterbehandling og vask. Når man er færdig med en brugsting, kan man lave sin egen mærkning af tingen og til sidst sy den i som afslutning på veludført arbejde.

Læreren kan forholdsvis let lave sig en materialekuffert med aflagt og kasseret tøj, som kan inspirere til megen snak om de materialer, tingene er lavet af, og hvordan de er mærket og skal behandles. Gem gerne misfarvet tøj, krympede uldbluser og andet i kufferten. Efterhånden vil der være en fin samling af eksempler på forkert behandling af tøj og brugstekstiler. Kufferten kan også indeholde eksempler på forskellige materialer, som eleverne selv kan eksperimentere med i vask og strygning.

Yndlingsfarver og modefarver, nuancer og kontraster, farvesammensætninger, mix og match – farverne er et væsentligt element i håndarbejdsundervisningen.

I ethvert arbejdsforløb vil eleverne skulle tage stilling til valg af farver – enten inden for en ramme eller fuldstændig frit, og undertiden lægger indhold og teknikker helt specifikt op til, at det er eleverne selv, der har ansvar for at fremstille netop den eller de farver, som de ønsker at gøre brug af. Dette sker først og fremmest i forbindelse med stofmaling og - tryk, hvor udgangspunktet oftest vil være de tre grundfarver + sort og hvid. Herudfra kan stort set alle andre farver blandes, og netop denne mulighed giver eleverne indsigt i og forståelse for, hvordan sådanne blandinger virker og kan styres.

Skemaet viser, hvorledes fagets CKF kan indgå i disse forløb: