Håndarbejde er så tæt knyttet til traditioner og kultur, at kulturhistorien kan være både en forudsætning for og inspiration til arbejdet med tekstile udtryk.

Hvad kan en gammel arbejdsskjorte ikke fortælle om livet omkring århundredeskiftet, om materialerne og håndarbejde som en nødvendighed, både når der skulle sys nyt eller lappes? Her ligger stof til mange historier og forklaringer på snit, farver og striber – lige til at øse af og brodere videre på. Lav evt. et historisk hjørne i håndarbejdslokalet, en flettet kurvekuffert med gamle håndarbejder og fremmede sager. Lad fantasien få frit spil med disse ting, eller fortæl “deres” historie som oplæg til et emne eller forløb.

Der kan også indrettes et forundringsskab med fremmede og mærkelige tekstile ting. Der kan være stoffer, der er rare at mærke på eller underlige eller ubehagelige i deres overfladestruktur.

Arbejder man med historiske emner, er autenticiteten af væsentlig betydning. Det er vigtigt at tage udgangspunkt i de oprindelige materialer eller teknikker. Man kan væve tæpper på en opretstående oldtidsvæv med en blanding af uspundet uld og sit eget garn, spundet på håndten. Så har man været loyal over for teknikken og materialet, selvom det færdige tæppe har et moderne udtryk. Derved kan man både vedligeholde og forny de tekstile traditioner.

Arbejder man med fremmede kulturer, kan man bruge deres tekstile udtryk som inspiration eller som gode ideer til noget lignende. Det kunne være en afrikansk kanga til strandbeklædning, en dug eller pose til det, man har med på stranden. Det kunne være chilenske billedtæpper eller større fælles billedvævningsprojekter, inspireret af afrikanske vævninger. Som en inspirerende historie til et forløb med strikning kan man fortælle om Aransweateren, der i sine mønstre med snoninger og forskellige retvrang-strikkemønstre fortæller historier om den mand, der bar den, og om de ønsker og håb, hans kvinde har strikket ind i trøjen. Fortæl, hvordan og hvorfor vestjyske fiskerkoner strikkede deres hår ind i mændenes trøjer, og fortæl, hvordan irske kvinder lærte at hækle og hver især forpligtede sig til at lære teknikken videre til 30 andre kvinder. Derved reddede de den irske republik fra hungersnød i midten af attenhundredetallet ved at kunne eksportere hæklede produkter i et uhørt stort antal.

Der er megen inspiration at hente i fx bøger, billeder eller film om fremmede kulturer. Samtidig med at kulturhistorien skuer tilbage, er den med til at forny. Man kan strikke smykker, figurer og skulpturer med metaltråd eller tovværk – gamle teknikker brugt med nye materialer eller gamle materialer forarbejdet med nye teknikker.

Ser man på kulturhistorien i et nutidigt perspektiv, er der mange muligheder i det kulturmøde, vi dagligt har i skolen, i byen, eller når vi rejser ud. Brug disse muligheder, fokuser på forskellene, lad dem være udgangspunkt for gensidig inspiration. Prøv at finde frem til, hvad der er speciel dansk kultur tekstilt set, og opdag, at den er udviklet og sammensat af mange forskellige kulturelle påvirkninger. Tag emnet mode op i et bredt perspektiv, både kulturhistorisk, som skabende håndværk og design eller set med forbrugerens øjne. Det kan være godt at blive bevidst om både markedsmekanismerne og “gadens mode”, inden den bliver masseproduceret. Det er også kulturhistorie.

Brug de lokale ressourcer, historien, byens mange stiludtryk og naturens former. Tag udgangspunkt i fortællingen, eventyr og myter, litteraturen og digtningen, billeder, film og skuespil. Brug lokale ressourcepersoner, håndværkere og kunstnere. Lad fx det lokale museum indgå i undervisningen.

Som afslutning på ethvert forløb kan/bør eleverne præsentere deres færdige produkter på skolens hjemmeside, i skolen, på biblioteket, hos købmanden, i banken el.lign.

Tøjet er blevet kaldt “vort kropsnære miljø”, men i håndarbejde er det ikke kun tøjet, det handler om, når der tales om miljø og ressourcer. Her er emnet meget bredere. Det betyder, at man skal tage stilling til og lære om bæredygtig udvikling i forhold til vækstideologien. Håndarbejdsundervisningen har sit særlige ansvar for at bevidstgøre eleverne som forbrugere, så de opnår en kritisk og ansvarsfuld indstilling både til forbrug i almindelighed og til forbrug af tekstiler og tøj i særdeleshed.

Når man arbejder med dette område i håndarbejdsundervisningen, må man som lærer forholde sig bevidst til bæredygtighed, samtidig med at man må være klar over det ansvar, man har for at bevidstgøre eleverne om, at de valg, de tager som forbrugere, også har konsekvenser for andre mennesker og vores fælles miljø.

Spørgsmål, som man kan tage op i undervisningen, er: Hvilke tekstiler bruger vi – naturmaterialer eller kunststoffer? Er naturmaterialer altid bedre end kunststof? Hvor kommer tekstilerne fra, og hvilke miljømæssige påvirkninger kan produktionen have medført? Hvad betyder en lang transportvej af produkterne for miljøet? Under hvilke arbejdsmæssige forhold er produkterne fremstillet? Hvordan kan vi fortsat have økonomisk vækst uden at påvirke vores miljø i negativ retning?

Det er vigtigt at arbejde hen imod en forståelse af og glæde ved at planlægge, fremstille, vedligeholde, reparere og forny i stedet for først og fremmest at forbruge og kassere. Det kan i bedste fald give nogle fremtidige forbrugere, der i højere grad end det er tilfældet i dag, tager hensyn til en bæredygtig udvikling.

Ofte vil eleverne selv have en idé om et produkt eller måske en helt klar opfattelse af, hvordan det skal se ud. Her er det væsentligt, at læreren forstår at sætte sig ind i elevens tanker og være rådgivende mht. tilrettelæggelsen af arbejdsgangen.

Ofte handler det om at følge moden, vise stil og sende de rigtige signaler. Det kan være så forskelligartede udsagn som:

• det skal ligne det, jeg har set i et blad
• det skal være enormt sejt, dyrt, vildt og cool
• det skal se yndigt ud og være let at vaske og stryge.

Produktets udformning følger naturligvis også moden. Cowboybukser kan omsys til nederdele det ene år, og året efter kan der være fokus på genbrug af andre beklædningsdele, som fx udsmykkes eller forandres på anden vis.

En opgave i valgfagsundervisningen kunne lyde: “Skab dig en dragt, der ser meget dyr ud, men ikke må koste noget!”

En brugt kjole, jakkesæt eller lignende kan sys om og suppleres med dele fra andet tøj, eller materialerne kan bruges i en helt ny sammensætning. Billige materialer og reststof kan bruges til skørter og lignende, og pailletter og tyl kan være det, der sætter prikken over i’et.

Skemaet viser, hvorledes fagets CKF kan indgå i disse forløb: