Strikning er en kulturteknik, hvis historie rækker langt tilbage i tiden. Efter at tekstilindustriens maskiner har overtaget langt størstedelen af den kommercielle produktion, har strikning som færdighed udviklet sig til en hobbyaktivitet, der sender signal om overskud og fordybelse. Samtidig er det en glæde at kunne skabe egne produkter.

Som disciplin kan strikning være vanskelig. Der kræves både en god finmotorik, højre-venstrekoordinering og rutine. Gennem strikning får eleverne kendskab til, hvordan tekstiler – i hånden eller maskinelt – kan fremstilles fra tråd til flade. Med enkle teknikker, tykke strikkepinde og et stort udvalg af forskellige garner kan eleverne fordybe sig og skabe unikke produkter. Eventuelt kan de første forsøg med fejl og mangler bruges i sammenhæng med andre materialer, fx som et midterfelt på en pude, et element i et billede eller til en skulptur, eller de kan valkes og bruges som interessante stofflader. – Som introduktion til strikning kan det også anbefales, at man strikker på knagerækker – en variation som ligner fingerstrik og strikning på Strikke-Lise meget, og som er meget enkel at overskue.

Det følgende forløb er et eksempel på, hvordan man i et fælles strikkeprojekt evt. kan bruge de første strikkeforsøg til fremstilling af en konkret ting, som andre kan have glæde af. Eleverne lærer at strikke, og gennem de mange spændende historier om, hvordan strikning har eksisteret og udviklet sig gennem tiden, sættes strikning som teknik ind i en nutidig og meningsfuld sammenhæng.

Som oplæg til et projekt vises fx en film om børn i Calcuttas slum. Hvordan kan vi hjælpe? I forskellige hjælpeorganisationer er der blandt andet etableret tæppeprojekter til fordel for sådanne børn. Mange børn og voksne over hele verden har strikket lappetæpper til en række børnehjem verden over.

Læreren kan på forhånd have gjort det nødvendige antal strikkearbejder klar. Der er slået masker op og strikket et par pinde retstrikning. Rester i uldgarn og blandinger af uld og syntetisk garn kan bruges og kan med fordel samles ind blandt eleverne, der næsten alle kan skaffe rester hjemmefra. I øvrigt er det også en oplevelse at trævle en gammel trøje op, spænde garnet op, dampe det og strikke af det på ny.

Gruppevis lærer eleverne at strikke ret. De, der kan, hjælper nybegynderne, eller måske har man kunnet overtale nogle af klassens bedstemødre til at være hjælpelærere i den indledende fase. Når første lap er færdig, kan eleverne strikke ret og lukke af. Det er nu tid til at lære at slå op og måske strikke striber. Lidt efter lidt er produktionen på “fabrikken” gået i gang. Der strikkes i håndarbejdstimerne, i frikvartererne og hjemme. Efterhånden som de firkantede lapper hober sig op, sys eller hækles stykkerne sammen. Når tæppet har den rigtige størrelse, afsluttes med en kant hele vejen rundt. Nu er der kun tilbage at skrive et brev fra “Strikkefabrikken" til modtageren, og tæppet kan sendes af sted fra posthuset.

Når det første tæppe er sendt, kan arbejdet fortsættes af de elever, der har lyst. Kurven med restegarn og pinde står i klassen og indbyder til at tage fat på en ny lap. En sådan kurv kan være en mulighed for en vikar eller for de elever, der har brug for en pause eller afveksling. Selv på lærerværelset kunne man placere en kurv til fri afbenyttelse eller tage den med til det første forældremøde i 4. klasse. Ikke alle forældre kan strikke!

Når eleverne har lært at strikke, kan man arbejde videre med strikning af mere komplicerede arbejder i plane eller rumlige former.

Det følgende eksempel har som udgangspunkt, at eleverne lærer ved at se, hvordan læreren gør, derefter prøver de selv, ser igen efter læreren, får hjælp og øver sig for til sidst at eksperimentere og skabe egne udtryk.

Hækl lange rækker af luftmasker i forskellige farver, sno eller flet dem til bånd, og man har et bælte eller en bæresnor. Hækl frem og tilbage eller rundt med fastmasker og for nogle elevers vedkommende måske også med stangmasker. Herved dannes flader, som kan antage mange former, måske ved tilfældighed, måske ved bevidste valg. Når man hækler flere gange på samme sted, arbejder sig ud i et felt, tilbage til et andet sted, frem og tilbage og rundt, opstår der figurer, som ved fantasiens hjælp og med brug af broderi, sammensyning og sammenhækling kan blive til hvad som helst: blomster, masker, dyrelignende væsner eller fantastiske skulpturer.

En sådan start på hækleområdet opøver håndelaget og giver mulighed for at eksperimentere med fladeopbygning og farvekombinationer. Senere kan eleverne bruge og udvide deres færdigheder ved at hækle brugsting efter eget valg som fx boldnet, minibasketkurve og kalotter.

Som indledning til forløbet kan læreren have opsat en udstilling af gamle og nye hæklearbejder. Dette kan give anledning til en samtale om hækling før og nu: Kender eleverne nogle, som hækler? Hvad hækler de? Hvad bruges tingene til?

Symaskinen er et meget væsentligt og spændende redskab, der signalerer faglighed og professionalisme. Man kan introducere symaskinen ved at lade eleverne undersøge maskinens mange muligheder gennem “frie øvelser”.

Hvad er nødvendigt for at bruge maskinen? Fx at kunne tråde, sy, hæfte ende m.m.

Hvilke funktioner ligger gemt i de enkelte knapper? Fx at variere længde og bredde på sting, forskellige stingtyper som slangesøm, stræksøm og syning med sænket transportør.

Vær din egen mekaniker. Prøv fx at åbne og rense maskinen, smøre den og skifte nål.

“Vild syning” er et eksempel på, hvordan en basisfærdighed kan læres ved at eksperimentere og undersøge og samtidigt resultere i en brugbar ting. Eleverne kan eksperimentere og afprøve symaskinen ved at sy stof sammen, sy lag på lag, zigzagge, sy pyntesyning, stoppesyning osv. Det, der ikke lykkes, klippes væk.

Med en søger kan man finde et område, som ser særlig godt ud. Klip det ud. Det kan bruges til kalenderomslag, billede eller kort. Det kan også, efter at være betrukket med plastik, bruges til en pung eller et etui.

Hvis trykmotivet er enkelt, kan det klippes ud i et stykke kopipapir, og “negativet” sættes fast på stoffet med malertape. Stoftrykfarven duppes på med en svamp, og papiret fjernes. Metoden er god og enkel, hvis motivet kun skal trykkes få gange.

Silketryksrammen bruges, hvis der skal mange nøjagtige detaljer med som fx på “Klassens egen T-shirt”. Alle elever tegner deres egen tegning af det, de forbinder med sommer, sol og ferie. Tegningerne nedkopieres, forenkles eventuelt og sættes sammen, så de danner en hel komposition. Dette nye billede overføres fotografisk til silketryksrammen sammen med alle elevernes navne. Eleverne trykker nu selv deres T-shirt med samme fælles motiv, men med individuelle farver. En sådan “mindetrøje” kan være en god afslutning på 9. klasse.

Ideerne og eksemplerne tager udgangspunkt i koblingen mellem håndarbejde og matematik, dvs. mellem praktisk anvendt matematik og et tekstilt udtryk.

Når man arbejder med ornamenter, mønstre og borter bruges og læres matematiske begreber fra geometrien i praksis, eksempelvis spejling og drejning. Med passer tegner eleverne cirkler, og gennem afprøvninger og forsøg lærer de at dele dem i halve, fjerdedele og sjettedele osv. De leger videre med passeren og forvandler cirklerne til blomster eller abstrakte figurer, som kan bringes til at dække hinanden ved geometriske flytninger.

Mindst to udkast farvelægges, og disse udkast udstilles. Eleverne vælger den blomst eller figur, de synes bedst om. Den kopieres over på mønsterpapir, og de enkelte felter klippes ud i stof. De sætter de forskellige stofstykker sammen og syr blomsterne og figurerne som applikation på et stykke baggrundsstof. Eleverne kan til sidst sætte de enkelte arbejder sammen til en lang frise eller et stort vægtæppe til klasseværelset. Det kan både ske efter bestemte farve- eller formprincipper eller efter umiddelbare indfald.

Et andet eksempel med matematisk udgangspunkt kan være at lave sin egen patchworkblok. Tegn et kvadrat og inddel det i forskellige felter, så du får en patchworkblok. Giv din blok et navn, som du synes passer til den. Både til arbejdet med tegningen af grundformen og det videre arbejde med variationerne er computerens maleprogram et godt værktøj. Du kan konstruere grundformen helt nøjagtig, gemme den, kopiere, vende, dreje, spejle, forstørre og formindske og farvelægge. Alt det der tager så frygtelig lang tid, hvis det skal foregå manuelt.

Materialelæren danner grundlag for relevante valg af materialer. Det at begribe, hvordan en tot uld bliver til en tråd, der spindes og derefter væves til et stykke stof, kan være med til at give forståelse for materialets natur i forhold til funktionen. Derfor skal materialelæren integreres i arbejdsprocesserne, både når der skal vælges materialer i forhold til tingenes funktion og udtryk, og når der skal ses på gamle tekstiler.

I materialelæren indgår også kendskab til vedligeholdelse, efterbehandling og vask. Når man er færdig med en brugsting, kan man lave sin egen mærkning af tingen og til sidst sy den i som afslutning på veludført arbejde.

Læreren kan forholdsvis let lave sig en materialekuffert med aflagt og kasseret tøj, som kan inspirere til megen snak om de materialer, tingene er lavet af, og hvordan de er mærket og skal behandles. Gem gerne misfarvet tøj, krympede uldbluser og andet i kufferten. Efterhånden vil der være en fin samling af eksempler på forkert behandling af tøj og brugstekstiler. Kufferten kan også indeholde eksempler på forskellige materialer, som eleverne selv kan eksperimentere med i vask og strygning.

Yndlingsfarver og modefarver, nuancer og kontraster, farvesammensætninger, miks og match – farverne er et væsentligt element i håndarbejdsundervisningen.

I ethvert arbejdsforløb vil eleverne skulle tage stilling til valg af farver – enten inden for en ramme eller fuldstændig frit, og undertiden lægger indhold og teknikker helt specifikt op til, at det er eleverne selv, der har ansvar for at fremstille netop den eller de farver, som de ønsker at gøre brug af. Dette sker først og fremmest i forbindelse med stofmaling og -tryk, hvor udgangspunktet oftest vil være de tre grundfarver + sort og hvid. Herudfra kan stort set alle andre farver blandes, og netop denne mulighed giver eleverne indsigt i og forståelse for, hvordan sådanne blandinger virker og kan styres.