Ved såvel planlægning som gennemførelse og evaluering af et håndarbejdsforløb kan man som analyseredskab anvende de fem virksomhedsformer, der kendetegner den æstetiske læreproces, til at få overblik over undervisningsforløbet:

1. Den oplevelsesmæssige virksomhed

En tur i skoven, en diasserie med beklædning fra andre tider eller steder, et museumsbesøg, et farveorgie af garner, en udstilling i håndarbejdslokalet. Alt dette og meget andet påvirker elevernes sanser, undrer og giver næring til fantasien, virker som inspiration og befordrer lysten til selv at gå i gang.

2. Den håndværksmæssige virksomhed

At bruge sine hænder til at fremstille ting, man selv har besluttet sig for. At lære de dertil nødvendige fremgangsmåder og teknikker. At øve sig og blive bedre. At lære fagets materialer og redskaber at kende og kunne vælge de mest hensigtsmæssige til den ønskede ting. Kort sagt alle de aktiviteter, som kendetegner håndværket.

3. Den udtryksmæssige virksomhed

Når man beslutter sig for en bestemt farvesammensætning eller et bestemt snit i tøjet, får det et personligt præg. Når det tekstile billede er fremstillet efter egne ideer og skitser, når en dekoration er komponeret efter de principper, man selv har besluttet sig for, og når strømperne har lige de farvestriber, man synes er de flotteste, så udtrykker man sig selv i sit håndarbejde.

4. Den analytiske virksomhed

Hvad betyder reklame og mode for valg af materialer og farver? Hvordan afspejler vores beklædning kulturelle forskelle? Hvilken betydning har tekstile billeder? Hvad er deres budskab? Hvad fortæller de om menneskers liv og vilkår? Alle disse spørgsmål er eksempler på, hvordan der i samtalen sættes ord og begreber på fagets indhold, men også på, hvordan eleverne kan lære at analysere og forholde sig vurderende til brug af tekstiler og til tekstile produkter.

5. Den kommunikative virksomhed

Når man viser sine ting frem og fortæller sin familie og vennerne om, hvad man har lavet i håndarbejde, hvordan man har lavet det og hvorfor, kan man være med til at formidle viden om faget håndarbejde. Andre muligheder for kommunikation er udstillinger og opvisninger, opførelser af dukkespil med selvfremstillede dukker og teater med egne kostumer og kulisser. At kommunikere med og om faget befordrer dels elevernes bevidsthed om deres arbejdsprocesser, dels andres viden om, hvad faget indeholder. Samtidig er de enkelte ting, fx tøjet og billederne, med til at skabe kommunikation ved de signaler, de udsender, og budskaber, der bevidst er lagt i dem.

Med virksomhedsformerne i baghovedet kan læreren i den løbende evaluering sammen med eleverne få klargjort, hvad der er arbejdet med, og hvor vægtningen skal lægges i det videre forløb. Sammenholdes dette med lærerens viden om elevernes evner og interesser og deres kulturelle og sociale tilhørsforhold, er der basis for en realistisk evaluering og en hensigtsmæssig planlægning i relation til mål for såvel den enkelte elev som for hele klassen.