At arbejde med designprocesser i undervisningen handler om at sanse og erkende, forvandle og skabe, danne og udtrykke. Det drejer sig derfor også om praktiske færdigheder, altså håndværk i bred forstand, og det drejer sig om erkendelses-, udtryks- og arbejdsformer, der knytter sig til et indhold af kunstnerisk og kulturhistorisk art. Håndarbejde har i sig muligheder for at udvikle elevernes egen skabertrang, men lærerens valg er afgørende for, om dette sker. Det gælder ved valg af indhold og arbejdsformer, men også ved at udfordre eleverne med inspiration og mangeartede sanseoplevelser som fx musik, poesi, litteratur, billeder, film, tøj og ting og mødet med musiske mennesker og begivenheder.

Kært barn har mange navne, og netop væsener, som man selv har skabt fra grunden af, har særlige kvaliteter og værdier indbygget i sig. De kommer frem, når der er behov for hygge og trøst, og de liver op, når behovet trænger sig mest på – fx mellem godnathistorien og søvnen. De er der, hver gang der er brug for dem. De sover eller er på standby med åbne øjne, når de ikke er i brug, og de hører til i eventyrenes verden. Derfor ser de ud, som de gør.

I Mellemamerika har man specielle “hjælpevæsener”, der kaldes for bekymringsdukker. De lægges under hovedpuden om natten, og man kan betro alle sine bekymringer til dem, så de forsvinder ud af ens eget hoved.

Hvordan ser et godt hygge- og trøstevæsen ud? Hvad skal det kunne? Hvad skal det laves af og hvordan? Hvordan skal mit væsen se ud? Ideerne omsættes i ord og skitser. I samarbejde findes den endelige form. Der vælges materialer og farver, og det praktiske arbejde ved symaskinen eller arbejdsbordet starter. Når alle væsenerne er færdige, stilles de op til en afsluttende parade, inden de marcherer hjem og vækkes til live for korte stunder i et måske langt liv.

I et forløb, hvor eleverne fremstiller puder, kan der tages udgangspunkt i farverne på elevernes værelser. Der kan som udgangspunkt laves et farvekort med maks. seks farver. Ud af disse vælger eleverne de tre, som de ønsker at arbejde videre med. Forstykket til puden sys sammen af to halve stykker i to af de valgte farver. Bagstykket sys af den tredje valgte farve og monteres fx med en lynlås. For at give puden et personligt udtryk kan der laves en dekoration i et it-tegneprogram, hvor der fx leges og eksperimenteres med elevens forbogstaver i sammenhæng med de tre valgte farver. Det endelige resultat printes ud og trykkes eller applikeres på.

Dette er let at gå til, også i de mindre klasser. Det praktiske arbejde med at blande de våde farver er sjovt, og eleverne kan dels bygge videre på de erfaringer, de har fået i billedkunst, og dels føje nye til. Hvad sker der for eksempel, hvis man maler, når stoffet er vådt? Hvis farven er tynd, og man sprøjter den på? Når man maler med svamp eller malerulle? Når man dækker noget af stoffet af, mens man maler videre?

Stoffet kan efter fixering bruges til tøj eller brugsting, men er også oplagt som baggrund for billedsyning, bannere eller anden rumudsmykning.

Når man arbejder med billedfremstilling, har tekstile materialer særlige muligheder, som man bevidst kan gøre brug af. Virkningen og effekten af materialer er afhængig af, hvordan de kombineres og bearbejdes. For eksempel kan uld filtes hårdt, så det får en fast og tæt karakter. Det kan også filtes tyndt og spindelvævsagtigt, eventuelt med gaze eller silke.

Brug af utraditionelle materialer som cykelslanger, armeret plast, pels samt genbrug af gamle broderier og strik kan give spændende og anderledes billedudtryk.

It og billedvævning

Eleverne har arbejdet med farvelære og farvernes betydning for det billedlige udtryk. De har tidligere arbejdet med flettede og vævede bånd og kender til trend, islæt og vævetæthed. Nu får de et oplæg om billedvævning, herunder om specielle teknikker og vanskelige figurer. De ser nogle eksempler på billedvævning og lærer måske, at fx kelimmønstrenes linier er trappeformede. Eleverne har på forhånd fremstillet en væveramme i træ, som de har spændt trend op på.

De arbejder nu ved computeren i en grov skærmopløsning, hvor de hver især udarbejder et væveforlæg ved at eksperimentere med former og farver. Inden dette arbejde har de individuelt bestemt sig for højst fire farver ved at se på de muligheder, vævegarnet giver. Findes de valgte garnfarver ikke i standardpaletten, redigerer eleven selv farverne, så de passer til de valgte.

Når billeder tegnes på en computerskærm i den grove opløsning (fx 320 x 200), vil det ligne “trapperne” på et vævet stykke. Man kan tegne de grove skitser, der skal til et væveforlæg, og afprøve og rette mange forslag til former og farver. Væveforlæggene trykkes ud på papir. Ved at bruge kopimaskinen tilpasses forlægget i størrelse til den enkelte væveramme, og billedets konturer tegnes på trenden. Så væver eleverne, og det færdige billede sidder allerede i en ramme. Der holdes en fernisering med de ophængte billeder.

At arbejde med mønstre kræver blik for detaljer. Når man fokuserer på enkelte dele og udelukker andre, opdager man en mønsterrigdom i naturen: ribberne på et blad, overfladen på en ananas eller fjerene på en perlehøne. Hverdagens ting kan også være til inspiration, fx huse, gader, kloakdæksler og bildæk.

Gennem arbejdet med dette område får man øvelse i at “se”, og det er en leg, man kan have stor glæde af sammen med sine elever. Det giver desuden oplagte muligheder for at arbejde videre med de forskellige indtryk, at forenkle og stilisere, at fremstille et koncentrat af oplevelsen i form af et personligt mønster.

At ordne i mønstre, sammensætte og gentage skaber både ro og rytme i udtrykket. Ornamentet kan være den ydre ramme, man sætter op for sit mønster, og inden for rammens regler kan man være nyskabende. Mønstre og ornamenter er ikke bundet til en bestemt håndværksmæssig udtryksform, men kan udføres i fx broderi, strik og tryk.

Ud over at være dekorative fungerer mønstre og ornamenter også som billedtegn – et andet sprog. Tænk på præstens messehagel, hvorfra man direkte kan aflæse årets gang, den kirkelige handling og andre kristne symboler. De er en del af vores kultur. Andre kulturer bruger andre billedtegn.

Også det moderne samfund kommunikerer ved hjælp af billedtegn og symboler. Et firmas logo skal være med til at tegne firmaets image udadtil. Der er stor reklameværdi forbundet med at vælge det rigtige logo, som aflæses meget hurtigere end ord.

Forløbet, der er beregnet på mellemtrinnet, giver et eksempel på, hvordan man kan udtrykke sig gennem tekstilt arbejde. Der er lagt vægt på, at der i arbejdet skabes en vekselvirkning mellem det fælles og det individuelle.

Et indledende oplæg om masker kan tage udgangspunkt i et museumsbesøg, dias, cd-rom, billeder fra blade og bøger eller elevernes medbragte portrætfotos.

Eleverne kan se sig selv i et spejl, studere hinanden to og to, male sig selv og/eller hinanden med ansigtsmaling eller sminkefarver eller tegne et selvportræt. Den sideløbende samtale kan dreje sig om ansigtets form, ansigtspartiernes placering i forhold til hinanden, rynker, folder og om, hvad der har betydning for at opnå et bestemt ansigtsudtryk.

Flg. arbejdsplan kan derefter følges:

• Når eleverne er færdige med deres skitsetegninger, som de har udarbejdet med lærerens individuelle vejledning, tager de – evt. i samarbejde med læreren eller hinanden – beslutning om, hvilken skitse de ønsker at bruge som grundlæggende motiv, når det skal overføres til stof og applikationsbroderi.
• Skitsen overføres på stoffet efter at være ændret på kopimaskinen til den ønskede størrelse.
• Fælles gennemgang og introduktion ved indførelse af applikationsbroderi, dvs. materialer, påsyning af stof og fladeudfyldninger ved hjælp af stof og sting.
• Klassesamtale om, hvordan man ved hjælp af stoffets og garnets struktur og plasticitet kan frembringe forskellige virkninger. Hvad gør et ansigt sjovt eller uhyggeligt? Man kan for at opnå reliefvirkning ved fx næse, mund og kinder lægge fyld ind mellem bund- og applikationsstof. Stingtype og udførelse har betydning for både holdbarhed og for virkning.
• Individuelt arbejde med skitser, broderi og montering. I denne del af forløbet vejledes eleverne igen individuelt – både mht. konkrete håndværksmæssige instruktioner i fx sting og variationsmuligheder og i forhold til elevens interesse og færdigheder.
• Afslutningsvis laves en udstilling, og forløbet evalueres.

Grænsen mellem en brugsting og et billedligt udtryk kan være svær at trække. Man behøver heller ikke at gøre det, for det kan være i spændingsfeltet mellem disse to begreber, at æstetisk kvalitet opstår.

Lav en lampe af skrot med en skærm af genbrugsmaterialer! Hvad er en lampe? Hvordan har andre udformet lamper? Hvordan skal min lampe se ud? En sådan opgave lægger op til, at der arbejdes projektorienteret i en form for designproces. Den forudsætter en analyse og vurdering af lamper. Den lægger op til fokus på valg af materialer, redskaber, form, farve, teknik og funktionsmuligheder og stiller krav om stillingtagen til ressourcer. Der er mulighed for at arbejde med mange forskellige – også ikke-tekstile – materialer eller bruge tekstile materialer på en ny og anderledes måde. Fx kan lampefoden og skærmen gå i ét, eller skærmen kan være i brugt indpakningspapir dekoreret med grove sting med sejlgarn, bast eller optrævlet garn. Lampefoden kan også formes i tekstilt materiale over et skelet og afstives.

På samme måde kan man skabe en stol om til en skulptur, man kan sidde på. Det kan være en hård træstol, der får et løst betræk med pude og bliver til en zebra, eller en polstret stol, der får nyt betræk – pels – og bliver til en bamse, man kan gå i hi hos.

Overgangen mellem beklædning og forklædning, mellem billede og tableau, mellem skulptur og installation, mellem installation og rum er glidende. Alle overgangene handler om en bevægelse fra tingen, den enkelte, til det sammensatte, til udtrykket og dramaet.

Scenografien rummer både kulisser, scenerummet, dragterne, lyset, masker, marionetter, rekvisitter og lyd. Selve formsproget er overvejende fortællende, fabulerende eller dekorativt, og her er der mange muligheder med tekstile udtryk. Tekstilerne – stoffet – der kan hænge, omslutte, draperes, strækkes og formes efter rum og personer, er en vigtig del af arbejdet med at skabe fantasifulde rum. Når man arbejder med dette formsprog, er man ikke længere bundet af de krav om funktionalitet og pasform, som kendetegner almindelig beklædningssyning, og fantasien kan slå ud i lys lue.

Scenen eller tableauet er et rum, der åbner sig og giver den spændvidde og det dramatiske udtryk, der er med til at styrke håndarbejdsfagets kommunikative virksomhed.

En klasse har eventyr som tværgående tema. Inspireret af en eventyrfortælling opfinder børnene deres eventyrvæsen, som skal indgå i et fælles eventyrtæppe, og begynder at tegne nogle forslag uden for mange detaljer. De vælger et stykke karteflor i den farve, væsnet skal have, og forfilter det. Det klippes så ud efter tegningen.

De karter derefter uld til baggrund, lægger ulden tyndt ud. Hver elev filter en firkant af baggrundsulden ganske let, lægger det udklippede væsen på sammen med eventuelle detaljer i andre farver og filter derefter det hele fast. Der kan også filtes huler, bakker, slotte, træer og meget mere på tæppet – fx med skulpturel effekt.

Tæppet hænges op i klassen og kan fremover danne udgangspunkt for spændende eventyr og fortællinger.

Dette undervisningsforløb giver eleverne en viden om, hvordan man kan omforme naturmaterialer til tekstile udtryk. De oplever fornemmelsen af ulden i det varme sæbevand og lærer om uldens egenskaber og behandling. De prøver at klippe, karte og vaske. De arbejder både individuelt med deres egen figur og er fælles om det store tæppe, hvor de hver især bidrager til det færdige udtryk.

Eksemplet beskriver, hvordan man kan skabe dukker med personlige egenskaber. Dukkerne kan anvendes til drama eller i forskellige lege, hvor dukkerne “har brug for” en identitet.

Eleverne lærer om de problemer, man møder, når et fladt mønster skal omsættes til rumlig form, og de lærer om forskellige dekorationsmetoder.

Som led i et længere undervisningsforløb i håndarbejde og dansk tegnes og sys dukker, hvis udtryk og “personlighed” eleverne selv vælger. Det kan være en opdigtet figur, en mediestjerne eller andet, som er centrum for opmærksomheden.

Eleverne tegner på papir eller i et tegneprogram deres eget forslag til dukkens hoved og tøj – evt. over en vejledende grundform. Dukken sys i elastisk stof og stoppes ud. Ansigtstræk males eller broderes, og hår sys på. Tøj og tilbehør sys, strikkes, filtes mv. Her kan alle materialer anvendes, og mange brugbare teknikker læres.

Dukkerne får deres egen livshistorie, fx ved at hver dukke skriver dagbog. Måske skal de også indrette deres værelse eller have eget pas og pakke en kuffert, fordi de skal ud at rejse. Det kan være, de spiller teater for hinanden, og sådan nogle dukker kan også blive ret gode til at tale engelsk.

Eleverne arbejder med H.C. Andersens eventyr i dansk. Nogle eventyr udvælges til dramatisering, og klassen deles i tre grupper, der arbejder med hver deres eventyr. I dansktimerne er rollerne blevet fordelt, og eleverne har beskrevet netop deres figur og tegnet den. Håndarbejde kommer nu i spil, og der vælges under hvilken form, stykkerne skal fremføres.

“Svinedrengen” bliver lavet som stangdukkeforestilling på meget enkel vis. Dukkerne klippes i karton, og de får tøj på fra kludekassen. De fastgøres på blomsterpinde og er klar til brug. Der applikeres evt. bagtæpper til de forskellige scener – fx på slottet, ved svinestien og ved byporten.

“Prinsessen på ærten” laves som handskedukkestykke med syede hoveder og kroppe med dragter. Som rekvisitter fremstilles seng, madrasser og dyner.

I “Det er ganske vist” bliver det hovedbeklædninger i form af høns, duer og ugler, der præsenterer historien. Eleverne tegner hinandens hoveder af, og ud fra disse omrids tegnes der mønstre til tætsiddende kyser/huer. Disse sys i billigt bomuldsstof - gamle lagner kan bruges. Der ses på høns, duers og uglers særlige kendetegn, og der tegnes mønstre til rumlige udgaver af de forskellige fugle. De sys i bomuldsstof, udstoppes og sys på kysen.

Eleverne vil få en grundlæggende forståelse af eventyrenes indhold – både gennem deres dramatisering og gennem det praktiske arbejde med fremstilling af væsentlige scenografiske virkemidler, der har gjort forestillingen sjov og præsentabel såvel for andre som for dem selv.

I slutningen af den obligatoriske håndarbejdsundervisning arbejder en klasse med masker, der først skal bruges som udsmykning uden for klassens lokale og siden skal kunne bruges som dekoration hjemme eller som fastelavnsmaske.

Eleverne er fortrolige med silkemaling, med gutta, farvelære og quiltning på maskine. Et fælles emne om fugle er udgangspunkt for det skabende arbejde med “fuglemasker”. Det bliver til uvejrs-, forårs-, ild- og snefuglemasker. Maskerne skal være symmetriske. Det ydre af masken og mønstrene på masken tegnes op med gutta på silkestoffet, og der males med silkemaling. Derefter quiltes maskerne på maskinen, og enkelte områder udstoppes yderligere med syntetisk vat. Nogle masker dekoreres med perler, broderi eller fjer. Til sidst monteres de enkeltvis på stofbeklædt karton.