Fælles Mål 2009 - Håndarbejde

Den internationale dimension

Den internationale dimension handler om at inddrage et globalt perspektiv i undervisningen. Gennem arbejdet med emner og temaer i faget, hvor eleverne lærer om omverdenen, vil de få oplevelser og viden om andre lande og international kultur- og samfundsforståelse. Derved vil de kunne se nye perspektiver i forhold til deres personlige nære miljø og dagligdag.

Den internationale dimension kan indgå i både faglige og tværgående forløb. Eleverne kan fx arbejde med undervisningsforløb, som handler om det flerkulturelle Danmark, vilkår for andre landes befolkninger, traditioner, natur eller kultur.

Mulighederne for valg af undervisningsmaterialer er mangfoldige. Der kan anvendes faglitteratur, netbaseret kommunikation, billeder og tekster, og autentiske tekstiler kan give eleverne oplevelser og inspiration til et fortsat arbejde i en tekstil designproces. Desuden kan gæstelærere med forskellig kulturbaggrund også fremme elevernes motivation og lyst til arbejdet.

Ideer til emner, hvor den internationale dimension kan indgå i faget håndarbejde:

  • “Naturens og kulturens spor” – filte billeder med farver, som kan ses i naturen og i den lokale farvepalet.
  • “Indianske drømmefangere” – arbejde med indianske symboler, fremstille egne drømmefangere med maskinbroderi og påsætning af elementer, som har betydning for eleven.
  • “Med hovedet op og benene ned” – arbejde med hovedbeklædning som statussymbol, fremstille skulptur eller hovedbeklædning i forskellige materialer – udsmykket med broderi og dekorationstilbehør.
  • “Bytte identitet” – samarbejde med en venskabsklasse fra et andet land, hvor eleverne fra de involverede lande syr beklædningsdele ud fra en aftalt fælles ramme for komposition, teknikker og materialer. Eleverne bytter beklædningsdelene og beskriver efterfølgende de modtagne beklædningsdele ud fra deres eget ståsted mht. mode, kultur m.m.