Fælles Mål 2009 - Håndarbejde

Læseplan for håndarbejde som valgfag

Valgfagsundervisningen i håndarbejde tilrettelægges på 8. og/eller 9. klassetrin. Forløbet kan afsluttes med folkeskolens afgangsprøve i håndarbejde. Undervisningen i valgfaget skal bygge videre på de kundskaber og færdigheder, som eleverne har tilegnet sig i den obligatoriske håndarbejdsundervisning. Indholdet omfatter de samme tre centrale kundskabs- og færdighedsområder som i den obligatoriske håndarbejdsundervisning, men slutmålene for valgfagsundervisningen er udbyggede og mere komplekse.

Undervisningen vil være et fortsat og mere dybtgående arbejde med designprocesser, udtryksformer og håndværk. Eleven skal planlægge, formgive og fremstille ting med æstetisk, funktionel og kommunikativ værdi. I ethvert forløb skal der indgå begrundede valg af materialer, teknikker, form og udtryk samt stillingtagen til økonomi og forbrug. Udbuddet af materialer øges.

Der arbejdes med idéudvikling og produktfremstilling med øget vægt på selvstændighed. Eleverne kan arbejde med større individuelle projekter, eller de kan være fælles om mere omfattende arbejder.

I det håndværksmæssige og skabende arbejde opmuntres eleverne til at sætte personligt præg på deres produkter, fx ved at eksperimentere med form og funktion og søge nye muligheder for at kombinere materialer. Elevernes ideer og ønsker er udgangspunktet og formuleres i hvert forløb i samarbejde med læreren.

I elevernes arbejde med designprocesser indgår også en større selvstændighed i arbejdet med

  • kulturhistorien som inspiration og forståelsesramme
  • samfundsmæssige og kulturelle forhold som udgangspunkt for diskussioner og valg
  • håndværksmæssige produkter som kommunikationsmiddel
  • miljø- og ressourcebevidsthed.