Fælles Mål 2009 - Fysik/kemi

Faghæfte 16

Sikkerhed

I Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 38 af 10. januar 1995 lyder § 6 som følger: “Hvor undervisningen foregår i lokaler og på steder, som rummer særlige risikomomenter, fx fysik/kemilokaler, sløjdlokaler og idrætslokaler og -anlæg, påhviler der skolen en skærpet tilsynsforpligtelse.” I vejledningen af 10. januar 1995 præciseres det skærpede tilsyn.

Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 38 af 10. januar 1995:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=72919

Dette indebærer to forskellige fokusområder. Det ene fokusområde handler om en løbende vurdering af, om den enkelte elev er i stand til at honorere krav som viden, ansvarsbevidsthed, modenhed og indsigt, der kræves for at kunne gennemføre det planlagte praktiske og undersøgende arbejde. Det andet fokusområde er lokalernes og samlingernes tilstand og beskaffenhed.

Hvis der er tvivl i forhold til de sikkerhedsmæssige krav, kan man søge råd og vejledning i nedenstående publikationer og hjemmesider.

  • Stoffer og materialer: Elever og studerendes arbejde med stoffer og materialer er reguleret af arbejdsmiljølovens udvidede område. Med hensyn til, hvilke regler der gælder, når man udfører praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter, siger visionsrapport 2009 på side 21 følgende: “Visse af lovens hovedbestemmelser om bl.a. arbejdets udførelse, stoffer og materialer og tekniske hjælpemidler hører under arbejdsmiljølovens udvidede område”.

    Følgende AT-meddelelse har fokus på brugen af stoffer og materialer i folkeskoler og gymnasier:

    AT-meddelelse nr. 4.01.7 af september 1998 om “Elevers anvendelse af stoffer og materialer i grundskolen”.
    http://at.dk/sw4662.asp

    AT-meddelelse nr. 4.01.9 af januar 1999 om “Elevers praktiske øvelser på de gymnasiale uddannelser”
    http://dcum.dk/neobuilder.php?id=2005032913468000000030891

Arbejdstilsynets formål er at medvirke til at skabe et sikkert, sundt og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser ved at føre tilsyn med virksomhederne, herunder skolerne, udarbejde regler om og udgive information om arbejdsmiljø og arbejdsmiljøforhold.

Det er Arbejdstilsynet, som fører tilsyn med og rådgiver inden for området. På Arbejdstilsynets hjemmeside www.at.dk kan man finde relevant AT-materiale og adresser på de lokale AT-afdelinger.

Det er ikke nemt at skaffe sig et sikkert overblik over de lovmæssige krav til undervisningslokaler, -materialer og -miljø. Men DCUM, Dansk Center for Undervisningsmiljø, et uafhængigt statsligt center, er et sted at begynde: http://www.dcum.dk/dcum

  • Arbejdsmiljø: BAR er en forkortelse for BrancheArbejdsmiljøRåd. BAR Undervisning & Forskning (U&F) kortlægger de enkelte branchers særlige arbejdsmiljøproblemer og hjælper virksomhederne med at løse dem ved bl.a. at lave information, temamøder, uddannelse og foreslå forskning. På baggrund af Arbejdsmiljørådets 2010-handlingsplan har BAR U&F udarbejdet en brancherettet plan, som indeholder rådets prioriterede indsatser for årene 2008-10. Se http://www.arbejdsmiljoweb.dk/Om_arbejdsmiljoweb/BAR_U_F.aspx
  • Risikomomenter i undervisningen: På BAR U&F’s informationshjemmeside: http://www.arbejdsmiljoweb.dk kan en branchevejledning om risikomomenter i undervisningen downloades eller bestilles: “Når klokken ringer”, udgivet af Branchearbejdsmiljørådet, Undervisning og forskning – Man skal være opmærksom på evt. ændringer: http://www.arbejdsmiljoweb.dk/Din_arbejdsplads/Undervisning/Materiale_undervisning/Naar_klokken_ringer.aspx
  • El, gas og vand: El-branchen, gas og vvs-branchen sorterer under Sikkerhedsstyrelsen, der fungerer som tilsynsmyndighed på disse områder – også på skolen. Styrelsen sørger for, at stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser overholdes, og påtaler overtrædelser. http://www.sik.dk/
  • Strålebeskyttelse: Ved tvivlsspørgsmål vedrørende ioniserende stråling, er det Statens Institut for Strålebeskyttelse, man skal henvende sig til. http://www.sst.dk/Sundhed%20og%20forebyggelse/Straalebeskyttelse.aspx? Det er et institut under Sundhedsstyrelsen. Instituttet varetager myndighedsopgaver af strålebeskyttelsesmæssig karakter inden for de områder, hvor der anvendes ioniserende stråling, særligt i forbindelse med medicinsk anvendelse og inden for industri, forskning og miljø.
  • Anden hjælp: Der vil ofte i nogen udstrækning være hjælp at hente hos de faglige foreninger, fx Danmarks Fysik- og Kemilærerforening: http://www.fysik-kemi.ffw.dk, ligesom Undervisningsministeriets fagkonsulent vil kunne hjælpe med råd og vejledning i særlige tilfælde.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind


Gå til portalens forside