Refleksioner over pædagogiske og didaktiske forhold, herunder i særdeleshed refleksion før, i og efter undervisningen, er af afgørende betydning, når man ønsker udvikling af sin egen undervisning.
Før undervisningen skal man naturligvis stille sig spørgsmål som: Hvad er målet med undervisningen? Hvad skal eleverne tage med sig fra fysik/kemitimerne til verdenen uden for skolen? Hvilket fagligt indhold skal der vælges? Hvorfor er det netop disse emner, eleverne skal beskæftige sig med? Hvordan skal undervisningen tilrettelægges? Hvilken undervisningsstil skal vælges? Hvilke metoder skal benyttes? Hvilken forhåndsviden bringer eleverne med sig, og hvordan kan det undersøges?
I selve undervisningssituationen kan man stille sig spørgsmål som: Virker eleverne tilstrækkeligt interesserede og engagerede? Har eleverne fat i timens “dagsorden”? Hvordan er elevernes adfærd? Hvad er adfærden udtryk for? Er aktivitetsniveauet for højt eller for lavt? Fokuserer eleverne på de forventede aspekter?
Efter undervisningen kan man stille sig spørgsmål som: Hvad gik godt og hvorfor? Hvad gik mindre godt og hvorfor? Nåede vi undervisningsmålene? Nåede eleverne læringsmålene?