Fælles Mål 2009 - Fysik/kemi

Faghæfte 16

3. forløb – 10. klassetrin

Fysikkens og kemiens verden

I 10. klasse lægges der vægt på faglig fordybelse, overblik og på forståelse af større sammenhænge.

Aktuelle emner belyses på baggrund af viden om og erfaringer med brugen af fysiske og kemiske begreber til beskrivelse og forklaring af fænomener i naturen, i hverdagen, i samfundet og i teknikken.

Undervisningen omfatter især

  • anvendelse af fysiske og kemiske begreber til at beskrive, forklare og forudsige fænomener
  • benyttelse af enkle modeller til at beskrive fænomener og sammenhænge
  • beskrivelse af udvalgte stofegenskaber og stofomdannelse ved forskellige forbindelser mellem atomer
  • brug af kemiske stoffer eller materialer på et udvalgt område
  • analyse af menneskeskabte indgreb i udvalgte stoffers kredsløb.
Udvikling i naturvidenskabelig erkendelse

Arbejdet i undervisningen med eksempler på, hvordan erkendelsen inden for naturvidenskaberne skabes og udvikles i et samspil med den øvrige kultur, udviser nu en større kompleksitet end i 9. klasse.

Undervisningen omfatter især

  • den atomare beskrivelse af grundstoffer og kemiske forbindelser
  • nogle af nutidens forestillinger om universets opbygning og udvikling
  • eksempler på, at udviklingen i videnskabsfagene fysik og kemi og den kulturelle udvikling er indbyrdes afhængige
  • eksempler på, at behovet for teknologi har fremmet en udvikling af praktisk og teoretisk viden
  • indsigt i, at udvikling af ny viden kan give uforudsete muligheder.
Anvendelse af fysik og kemi i hverdag og samfund

Elevernes forståelse af begreberne energi, ressourcer, produktion og miljø samt anvendelsen af teknik i hverdagen er også i 3. forløb et udgangspunkt for undervisningen.

Eleverne skal have mulighed for at foretage valg og træffe beslutninger om naturfaglige emner og problemstillinger. Dette opnås bl.a. gennem forståelse og behandling af miljø-, energi- eller sundhedsproblemer ud fra en fysisk og kemisk synsvinkel.

Undervisningen omfatter især

  • eksempler på overførsel af energi med brug af begreber som virkningsgrad og energikvalitet
  • arbejde med energiplaner, blandt andet med brug af begreber som virkningsgrad, energikvalitet og bæredygtig udvikling
  • udvalgte ressourcers vej gennem produktionssystemet
  • udvalgte detaljer i en eller flere produktionsvirksomheder
  • indsigt i handlemuligheder i forhold til forskellige produktionsprocessers påvirkning af miljøet
  • at kunne sammenligne og argumentere for fordele og ulemper ved forskellige produktionsprocesser ud fra blandt andet ressource- og energiforbrug, effektivitet samt det fysiske arbejdsmiljø.
Tre drenge i gang med kemiforsøg
Arbejdsmåder og tankegange

Eleverne skal udvikle brugen af redskaber og metoder.

De skal selv formulere og gennemføre egne projekter, der inddrager fagets praktiske og teoretiske dimensioner.

Eleverne skal på denne baggrund kunne belyse fysikkens og kemiens samfundsmæssige og kulturelle betydning.

Eleverne arbejder med at

  • formulere enkle problemstillinger, opstille hypoteser, efterprøve antagelser og vurdere resultater
  • vælge og benytte hensigtsmæssige instrumenter og laboratorieudstyr
  • benytte fysisk og kemisk viden, opnået ved teoretisk og praktisk arbejde
  • vælge udstyr, redskaber og hjælpemidler, der passer til opgaven
  • formidle resultater af arbejde med fysiske, kemiske eller tekniske problemstillinger.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind


Gå til portalens forside