Dansk er et sprog, og dansk er et fag. Denne dobbelthed må man som dansklærer holde sig for øje – og man må være bevidst både om sprogets og fagets respektive særkende og funktion. Sproget er både abstrakt og konkret. Det er et abstrakt system af normer, regler og konventioner. Men det får først eksistens, når det bruges i konkrete sammenhænge, hvor mening og betydning skabes ved sammenkoblingen af udtryk og indhold. Det er den relation, der er danskfagets særlige pointe. Den findes i selv den enkleste sproglige ytring, men er grundlaget for alle udtryksformer. Med de største og rigeste nuancer viser den sig i litteraturen og andre kunstneriske værker. Sproget er danskfagets overordnede kerne, og litteraturen er fagets midtpunkt, uden at man derfor til hver en tid skal beskæftige sig med litteratur eller referere alt til det kunstneriske udtryk.

Og sproget er både fælles og personligt. Fælles, fordi det blandt de normer og konventioner, der er forudsætningen for, at vi overhovedet kan snakke sammen, rummer elementer af den verdensforståelse, det livssyn, den etik, der igennem historien har udviklet sig i de kulturfællesskaber, som bl.a. sproget gør os til en del af. Og fælles, fordi en meget væsentlig del af vores kontakt og samspil med verden går gennem sproget.

Personligt, fordi så at sige alle mennesker vokser op med et sprog, der får særlig status som modersmål, og som knytter sig til erfaringer, erindringer og sansninger gennem opvæksten. Dette sprog har i højere grad end senere erhvervede sprog mulighed for at skabe helhed i børnenes udvikling, idet det både tilbyder en æstetisk og en intellektuel dybde, en følelsesmæssig, mental klangbund for de mange funktioner, ethvert sprog kan varetage. Alle sprog sætter ord på verden, modersmålet knytter verden til individet.

Faget dansk har det sprog, der er modersmålet for de fleste elever, som sin kerne. For de elever, der ikke har det som modersmål, er det andetsproget, sproget i det samfund, de lever og skal udfolde sig i. Derfor angår fagets grundlæggende færdigheder og kund skaber alle elevernes personlige, sociale og kulturelle liv.

Hermed understreges dannelsestanken i faget. Gennem sproget dansk og gennem faget dansk gennemlever eleverne en proces, hvor de får viden og erfaring om deres kulturelle og samfundsmæssige baggrund, om situationen i dag og om fremtidsperspektivet. De tilegner sig viden om, hvad der grundlæggende er vigtigt, og de opbygger personlige værdiforestillinger. Ud fra det kan de vurdere deres egne muligheder, tage stilling og handle.

Værdier har med forestillinger om helheder og sammenhænge at gøre. I dansk opstår sådanne helhedsdannelser i bevidstheden i samspillet mellem forstand og følelse, når oplevelser fører til viden, viden til oplevelser. Derfor har arbejdet i dansk to sider: en musisk side, hvor eleverne oplever, sanser, føler, fantaserer, eksperimenterer, skaber og leger, og en rationel side, hvor de undersøger, analyserer, iagttager, diskuterer, argumen terer og redegør. De to sider forenes i danskfagets centrale områder og indgår i et komplekst samspil.

Anvendelsen af it og medier er også i danskundervisningen et vigtigt fokusområde. Der skal tænkes både på brug af, læring om og læring med it og andre elektroniske medier. Centralt i overvejelserne for anvendelse af it og medier i undervisningen står fire temaer:

• Informationssøgning og informationsindsamling
• Produktion og formidling
• Analyse
• Kommunikation, videndeling og samarbejde

Først og fremmest skal de forskellige elektroniske medier være integrerede værktøjer i den daglige undervisning og det daglige arbejde. Dels ved at computeren anvendes som et naturligt værktøj i både læse-, skrive-, søgeog kommunikationsprocesser, og dels ved at forskellige fagrettede programmer og digitale læremidler indgår i undervisningen sammen med de skrevne materialer.

Undervisningen med og om it og medier foregår både individuelt og i klassesammenhæng. Eleverne arbejder med computeren, mobiltelefonen, digitale kameraer etc. I klassen anvendes interaktive whiteboards, storskærmsprojektor, tv og andre digitale undervisningsmidler. Man må i det hele taget være åben over for den udvikling, der hele tiden foregår på dette område. Og man må inddrage og vurdere de relevante medier og muligheder undervejs i tilrettelæggelsen af undervisningen.

Et vigtigt område gennem hele skoleforløbet er at forholde sig til medierne som et uformelt læringsområde, der foregår parallelt med den styrede og formelle læring. Eleverne tager en del af de erfaringer, de har fra brug af medier i fritiden, med sig ind i undervisningen, men det er ofte ukritisk og uden overblik over, hvorledes det kan anvendes målrettet. Derfor skal det ‘medbragte’ bearbejdes og stimuleres i forskellige undervisningssituationer. Det er en udfordring for skolen også at klæde eleverne på i forhold til deres anvendelse af medier i tiden uden for skolen. Her må fx analyse af computerspil, som mange børn beskæftiger sig en del med i deres fritid, indgå.

Undervisningsmaterialer er ikke længere en ensartet størrelse, som er udvalgt af skolen og lærerne. Naturligvis er der fortsat et særdeles bredt udbud af lærebøger og andre materialer til undervisningsbrug, men mulighederne på internettet er utallige og hele tiden ekspanderende. De digitale medier benytter sig af komplekse interaktionsmuligheder og forskellige navigationsstrukturer. Nogle af dem kan betegnes som konkrete og åbne værktøjer, fx oplæsningsprogrammet ‘adgang for alle’ www.adgangforalle.dk og www.sproget.dk, som giver adgang til ordbøger og ordforklaringer. Andre er fagrettede programmer med øvelser og opgaver, der kan anvendes i de enkelte fag, fx www.avistid.dk, www.aiu.dk, www.dronningensgobeliner.dk, og atter andre er oplysende sider, som findes via forskellige søgemaskiner. Derudover er der et utal af informative og underholdende muligheder, som hele tiden udvides og udvikles. Man vil sikkert aldrig få det fulde overblik, og ofte opleves det, at andre kender netop det, man ikke selv havde fundet. I undervisningssammenhæng er begrænsningens kunst væsentlig, og derfor må eleverne tilegne sig kompetencer til at analysere de digitale medier i forhold til fx:

• autenticitet og autoritet
• værdier og ideologier
• synsvinkler og synspunkter
• virkemidler
• aktivitetsmuligheder for modtageren
• afsenderens rolle og synlighed
• målgrupper
• anvendelse i dagligdagen.

Eleverne kan meget sjældent bare slippes løs og søge. Man kan opnå en væsentlig højere kvalitet, hvis man afhængigt af opgaven og målet har udvalgt programmer eller hjemmesider, som man ønsker, at eleverne skal benytte. Andre gange må eleverne selv styre denne proces, og i begge sammenhænge må de have relevante redskaber til kritisk at søge, udvælge og sortere.

Man må arbejde målrettet med, at eleverne tilegner sig en bevidsthed om den kompleksitet, som medierne er karakteriseret ved – billeder, tekster, lyd, filmklip etc., der konstant veksler og ændrer sig.

Der må i undervisningen fokuseres på:

• identifikation af behovet for information
• værktøjer til informationssøgning
• strategier til at søge systematisk og hensigtsmæssigt
• vurdering af informationer
• kildekritik
• sortering og valg af information ud fra opgaver og mål
• korrekt citering og referering af kilder.

Mange forlag udgiver særligt webbaseret undervisningsmateriale. Noget af det ligger på cd-rom, noget er gratis via nettet og mere og mere erhverves via licens for en afgrænset periode. Nogle materialer er knyttet til bøger eller andet trykt materiale, mens en del efterhånden fungerer udelukkende elektronisk. Se fx www.laeremiddel.dk

På samme måde som med de trykte læremidler må man være kritisk over for de digitale læremidlers opbygning, sprog, vejledning til eleverne etc. Alle læremidler skal kunne anvendes med et fagligt, pædagogisk og didaktisk sigte.

I danskfaget er der gennem hele skoleforløbet behov for at kunne producere og formidle først og fremmest tekster, men også andre præsentationer af mange former for fagligt stof, PowerPoint, videoklip, billeder etc. Computeren og internettet har gjort det lettere at bearbejde og formidle stof og information, og eleverne må dels lære de mange muligheder – og dels lære at forholde sig kritisk til dem.

I trinmålene er det formuleret, at elevernes skal anvende computeren hensigtsmæssigt, og det kræver, at de lærer, hvilke værktøjer og funktioner der skal bruges, for at formidlingen af viden og budskaber fungerer. Der skal målrettet undervises i detaljer og fokuseres på valg af både teknisk og æstetisk karakter.

Som eksempel kan nævnes, at det især i de ældste klasser forventes, at eleverne har styr på computerens layoutmuligheder i tekstbehandlingsprogrammer fra dagligdagen. Men når de til afgangsprøven afleverer besvarelser i skriftlig fremstilling, viser det sig, at de har svært ved at tilpasse layoutet til den genre, som opgaven lyder på. Dette må der arbejdes vedholdende med, hver gang eleverne arbejder med skriftlige opgaver.

Internettets mange muligheder vil ofte blive anvendt som inspirations- og videnskilde ved elevernes egne produktioner. Her er det tidligere omtalte fokus på hhv. søgning af informationer og kildekritik vigtig, men det er også nødvendigt, at eleverne reflekterer over den sammenstilling af viden, som de arbejder med. Det vigtige bliver altså især deres egne tanker og vurderinger i forhold til forståelse og fortolkningen af det indsamlede stof. Desuden skal der arbejdes med, at indholdet og formidlingsformen afpasses den aktuelle modtagerkreds.

En del af elevernes produktioner formidles via offentlige kanaler (blogs, hjemmesider, wikier etc.), og i den forbindelse er overvejelser og bevidsthed om formål, budskab, identifikation, form og sikkerhed.

Formidlingen af elevproduktioner og kommunikation via forskellige kanaler er også at betragte som videndeling. Der må arbejdes med konkrete eksempler på dette, og fokus må lægges på såvel kvalitet i elevernes egne produktioner – som på krav på kvalitet og originalitet i den viden, som eleverne selv søger og er brugere af. Eleverne må vænnes til at opgive egne kilder og undersøge og vurdere andres.

De elektroniske mediers muligheder og faciliteter for kommunikation mellem eleverne, mellem lærer og elever og i mange andre sammenhænge i øvrigt må anvendes både konstruktivt og kritisk i danskarbejdet. Eleverne må have kompetencer i at kunne anvende de relevante it-ressourcer til både kommunikation, videndeling og samarbejde.

Det betyder, at de skal beherske internettets muligheder og konventioner for kommunikation, at de skal kunne forholde sig til både potentialer og faldgruber i et virtuelt univers, hvor deres egen og andres identitet kan varieres, og hvor hensigterne kan være uvisse, og endelig at de kan vurdere konsekvenserne af at ytre sig i det offentlige rum, som internettet udgør.

Der skal i det hele taget arbejdes med god skik og ‘opførsel’ i brugen af it og medier – net-etikette.

Mulighederne for at kommunikere og samarbejde via internettet udvider og ændrer sig hele tiden, og derfor skal der løbende fokusere på evnen til at overføre kompetencer til nye brugergrænseflader og interaktionsformer.

For elever med læse- og/eller skrivevanskeligheder giver digitale programmer særlige og gode muligheder. Der findes oplæsningsprogrammer, skriveprogrammer og forskellige kombinationer heraf. Der udvikles løbende nye faciliteter, og også ved de gængse undervisningsmidler knyttes der særlige værktøjer til. Disse må anvendes ud fra en vurdering af den enkelte elevs evner, faglighed, behov og motivation.

Ved folkeskolens afgangsprøver er der for elever med en aktuel PPR-vurdering mulighed for at søge dispensation til bl.a. at anvende de hjælpemidler og programmer, som eleven har benyttet i den daglige undervisning. På Skolestyrelsens hjemmeside www.skolestyrelsen.dk kan der læses mere om dette.

Teksterne i Fælles Mål for dansk er lærerens udgangspunkt, når undervisningen skal planlægges og tilrettelægges. Folkeskolens formålsparagraf står som overskrift for al undervisning, og dens grundtone danner naturligvis også fundamentet for danskundervisningen. På samme måde er formålet for faget medtænkt i al danskundervisning med understregning af sprogets, litteraturens og de andre udtryksformers grundlæggende betydning for udviklingen af den person lige og kulturelle identitet og elevernes lyst til at bruge sproget personligt og alsidigt i samspil med andre.

Danskfaget er bredt, og vi griber ikke planlægningen an på samme måde. Nogle lader sig inspirere af forlagsproducerede materialer og sammenhænge, andre giver selv overskrifter og finder det faglige stof, de mener passer til deres elever. Vejene mod målet er talrige, og lærerne har frihed til at vælge den måde, der ud fra deres faglige begrundelser bedst opfylder de mål og krav, som er formuleret i Fælles Mål for dansk.

På de fleste skoler skal der udarbejdes en årsplan – for fagene – og måske også for klassen – flerfagligt. Årsplanen angiver overskrifter for året eller det forløb på to eller tre år, man skal ind i. Overskrifterne kan tage udgangspunkt i forskellige faglige sammenhænge som perioder, emner og temaer, forfatterskaber, udtryksformer eller genrer, men kan også angive gennemgående aktiviteter som dagens fortælling, læsestunder, dagens sang, sprogminutter, ugens ord, grammatiske øvelser, skriftlige afleveringer m.m.

De flerfaglige emner og projekter optræder også i disse planer, der kan opfattes som fag lige skitser eller de pejlemærker, der sikrer, at man i danskundervisningen når ud i alle de faglige områder, som læseplanen indeholder. Læreren må vurdere, om de overskrifter, der er sat for året eller forløbet, nu også kan omsættes til en undervisning med vægtning og prioriteringer, der sikrer, at eleverne får mulighed for at tilegne sig de kundskaber og færdigheder, som de fælles trinmål angiver.

Årsplanen kan udformes på flere forskellige måder, og en udførlig årsplan med beskrivelser af mål, aktiviteter, stof og materialer samt evalueringsovervejelser er en stor støtte i det løbende danskfaglige arbejde og i at danne sig overblik over, om målene tilgodeses både på kort og lang sigt.

Årsplanen kan formuleres i et skema med følgende overskrifter:

Tilrettelæggelsen drejer sig om, hvordan de store overskrifter omsættes til daglig undervisning med sikring af opfyldelse af undervisningsmål for klassen og læringsmål for den enkelte elev. Samspillet og samarbejdet mellem lærer, elever og forældre træder tydeligst frem i tilrettelæggelsen, hvor man bevæger sig fra målene og overskrifterne ud til de konkrete aktiviteter, hvor mødet mellem udtryksform, tekst, sprog og elev er med til at vise vejen. En del af denne vej formuleres i elevplanen, hvor elevens standpunkter og planerne for de fremtidige handlinger beskrives. Der skal være plads til sproglige og indholdsmæssige afstikkere, og man skal respektere, at fokus på de små detaljer kan føre til målet. Traditionen for, at man i den danske skole kan improvisere og følge spontane indfald, er stærk. Leg og eksperimenter med sprog og ord, der breder sig ud over det planlagte, mødet med nye mennesker og nye synsvinkler, oplevelsen af teksten eller filmen, der åbner øjne og peger i nye retninger, kan være eksempler herpå.

Undervejs evalueres elevens udbytte af undervisningen, og hvis elever ikke kan leve op til forventningerne i trinmålene, må skolen og dansklæreren reagere. Der må differentieres, og særlige hjælpemidler og læringstilgange må anvendes, og i det hele taget må der arbejdes målrettet på at sikre, at elever ikke forlader grundskolen uden solide læsefærdigheder, kendskab til sprog, litteratur og andre udtryksformer, et sikkert og varieret sprog m.m.

Dansk er karakteristisk ved, at børn, allerede før de begynder i skolen, har gjort sig erfaringer med fagets indhold: sprog, tekster og andre udtryksformer. Langt de fleste har et funktionsdygtigt sprog, som de kan udfolde sig i, og de anvender det i forhold til deres egne hensigter. Desuden får de til stadighed de fleste nye erfaringer om sprog og sprogbrug sideløbende med danskundervisningen, både i skolens øvrige undervisning og – især – i deres fritid.

Elevernes baggrund og forudsætninger er meget forskellige, men de har såvel hver for sig som tilsammen et fagligt beredskab, som danskundervisningen må tage sit udgangspunkt i og hjælpe eleverne til at udvikle. Undervisningen må derfor begynde med, at elevernes beredskab på det aktuelle område aktiveres og gøres bevidst for dem.

Det kan ret problemfrit lade sig gøre, når det gælder elevernes stavning, og i nogen grad, når det gælder deres læsestandpunkt. I andre områder af danskundervisningen kan det være vanskeligt, fordi der er mange forskellige faktorer, der gør sig gældende, når det drejer sig om elevernes erfaringsverden og baggrund for at forstå det indhold, som undervisningen drejer sig om. Læsesvage elever er fx ikke elever uden livserfaring og tanker om de store spørgsmål i tilværelsen.

I forbindelse med danskfaglige undervisningsforløb vil det være frugtbart, at læreren undersøger elevernes forforståelse. Det vil sige den forståelse, eleverne på forhånd har, af det indholdsområde, de skal beskæftige sig med. Det er fx vigtigt, at eleverne får lejlighed til at give udtryk for den viden og de tanker, de på forhånd har om både udtryksformen, genren og indholdet. Dansklæreren kan så både bygge på og styrke elevernes forforståelse. Det vil sige at bygge et stillads op omkring fx den tekst, som eleverne skal i gang med at læse i klassen.

Nogle elever skal have megen hjælp til dette, og abstrakte begreber må konkretiseres gennem eksempler og gennem lærerens fortællen. Ofte vil det vise sig, at elevernes forskellighed ikke nødvendigvis er et problem, men i stedet for kan være en ressource i klassens fællesskab.

Når et undervisningsforløb skal tilrettelægges for den enkelte elev, må læreren i dialog med eleven afdække den enkelte elevs forudsætninger og behov og herudfra beskrive individuelle mål og handleplaner.

Det er betydningsfuldt og nødvendigt, at forældrene bakker op om danskundervisningen. Derfor må de inddrages i drøftelser af planer, indhold og mål. For at eleverne kan følge deres egen læreproces, må de kende målene for undervisningen og deltage i fastlæggelsen og evalueringen af dem. Undervisningsmål hentet fra årsplanen kan med fordel sættes op i klassen på en fast plads, så eleverne for de enkelte undervisningsforløb kan se, hvad de skal lære, og hvad de skal arbejde med allerede fra de første skoleår.

Ud fra Fælles Mål kan læreren aftale og udforme individuelle læringsmål med den enkelte elev eller for mindre grupper af elever, så danskundervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs behov og forudsætninger. Læringsmålene kan gælde konkrete danskfaglige færdigheder som stavning, læsehastighed, mundtlig fremstilling etc., men også mere generelle kundskaber og færdigheder som presser på for den enkelte elev, fx i forbindelse med deltagelse i projekter, faglige kurser, holddannelse og anvendelse af hjælpemidler. Dermed sikres, at alle elever får det bedst mulige udbytte af undervisningen i dansk.

Elever og forældre må vide, at ikke alle læreprocesser lader sig opstille i konkret beskrevne undervisnings- og læringsmål. Netop de mange evalueringsformer, der er udviklet og anvendes i faget, viser mangfoldigheden i faget og de mange varianter af temaet: mål og evaluering. Både proces og produkt, arbejdsform og indhold evalueres, og dette gøres varieret, alt efter hvilke færdigheder og kundskaber der aktuelt er i fokus.

Inspiration til mange forskellige evalueringsværktøjer hentes bl.a. på www.evaluering.uvm.dk
I planlægningen og tilrettelæggelsen af undervisningen må evalueringsformen overvejes og fastlægges, så den for både elever, forældre og lærer medtænkes som en integreret del af de aktuelle undervisningsforløb. I første omgang kan der skelnes mellem den eksterne evaluering, som kendes fra folkeskolens afsluttende prøver, og så den interne løbende evaluering, som skaber grundlag for og kvalificerer det videre arbejde.

Selvevaluering kan anvendes efter de enkelte undervisningsforløb, hvor eleverne i en klasse skriftligt fortæller om deres forståelse, udbytte og oplevelse af undervisningen. Den skriftlige form giver svar fra alle i klassen i modsætning til den mundtlige klasseevaluering, hvor læreren oftest må vurdere ud fra de mest talende elever. Svarene i selvevalueringerne kan anvendes som en opsamling for både elever og lærere, og de kan desuden fortælle, om eleverne fik lært det, der var opstillet som mål for forløbet.

Eksempel på evaluering efter et lyrikforløb i 9. klasse:

Diagnosticerende stave- og læsetests kan anvendes for at vise elevens aktuelle læse- og stavestandpunkt, og de nationale test i læsning gennemføres efter den centrale plan. Eleverne må kende til formålet med testene og inddrages i en opfølgende samtale om resultatet og fastlæggelse af nye læringsmål. Gennem test og prøver dokumenteres elevens udbytte af undervisningen, og gennem samtalen og evalueringen skabes motivationen for at træne danskfærdighederne målrettet.

Den hyppigste form for evaluering er lærerens iagttagelse og vurdering af elevens skriftlige og mundtlige arbejde. Resultatet heraf kan være en karakter i de ældste klasser, en mundtlig eller skriftlig kommentar kombineret med elevens aktive samspil i form af logbog eller portefølje; en personlig samlemappe, der foruden elevens overvejende skriftlige produkter kan rumme trinmål suppleret med læringsmål for eleven. Porte følje og elevens logbog bør indeholde refleksioner over mål, udbytte og særlige problemstillinger og kan bruges som afsæt for samtaler mellem lærer og elev og i forbindelse med skole-hjem-samtaler.

Elevplanen er et godt redskab til evaluering af elevens udbytte af danskundervisningen. Udformningen af den kan være på mange forskellige måder. Den kan beskrive elevens kompetencer og potentialer i faget kombineret med beskrivelse af det faglige niveau ud fra standardiserede prøver (fx læseprøver) og en pædagogisk handleplan for, hvordan eleven bringes videre.

En anden måde at udforme planen på kan være at fremhæve specielle trinmål og vurdere, i hvilken grad eleven har nået målene, og hvordan den fortsatte progression i elevens danskfaglige kundskaber og færdigheder bedst muligt udvikles og sikres.

Elevplanen kvalificerer skole-hjem-samtalen og skole-hjem-samarbejdet. Den er et fælles udgangspunkt, som elev, lærer og forældre forholder sig til og samarbejder om.

Undervisningsdifferentiering er et princip for tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningen i en klasse eller gruppe, hvor den enkelte elev tilgodeses samtidig med, at man bevarer fællesskabets muligheder.

En undervisning, der bygger på undervisningsdifferentiering, tilrettelægges, så den både styrker og udvikler den enkelte elevs interesser, forudsætninger og behov, og så den indeholder fælles oplevelser og erfaringsgivende situationer, der forbereder eleverne til at samarbejde om at løse opgaver.

Afhængig af de fastlagte mål, elevernes varierede behov, undervisningsaktiviteten og materialerne kan undervisningen tilrettelægges med inspiration fra nedenstående overskrifter:

Undervisningsindhold egnet til fælles arbejde i klassen

Lærers og elevers oplæsning, fortællen og anden optræden, klassesamtale, fælles instruktion og gennemgang, ideudveksling, aftale om arbejdsopgaver og fælles oplevelse af tekster og andre udtryksformer.

Undervisningsindhold egnet til individuelt arbejde

Elevens individuelle læsning og skrivning, ofte med særligt fokus på individuelle læringsmål.

Undervisningsindhold egnet til pararbejde

Ideudveksling, parskrivning, parlæsning, fælles forberedelse af paropgaver til evt. fremlæggelse, rollespil, meddigtning, tale- og lyttefærdigheder.

Undervisningsindhold egnet til gruppearbejde

Drama, rollespil, produktion af andre udtryksformer som it-præsentationer, enkle hørespil og filmoptagelser.

Undervisningsindhold der kan give anledning til samtaler med eleverne til støtte for deres forståelse og fortsatte arbejde med indholdet

Lærer-elev-samtaler om ideudvikling, læse- og skrivestrategier, anvendelse af hjælpemidler som computer og forskellige former for lyd- og billedgengivelse, samtaler ud fra portefølje og logbog, indi viduel respons på opgaver og produkter.

Undervisningsforløb, der giver mulighed for at fremme elevernes sociale forståelse og adfærd

Kontakter uden for skolen, samarbejde inden for faglige rammer, samtaler om handlinger og normer, som man møder i litteratur og eget liv og rollespil.

Opgaver og arbejdssituationer, der bidrager til den enkelte elevs alsidige udvikling

Drama, tværfagligt arbejde, produktion af enkle andre udtryksformer, kommunikationslege, leg og eksperimenteren med sprog, respons på egne og andres produkter, søgning af oplysninger i og uden for skolen.

Elevindflydelse på planlægning og evaluering

Indflydelse på valg af emner, faglige angrebsvinkler, præsentation af stof, fremlæggelsesform og produkt, selvevaluering, vurderingsskemaer, logbog.

Arbejdssituationer der fremmer tilegnelsen/udviklingen hos elever, der har svært ved at arbejde med undervisningsindholdet

Individuelt arbejdstempo og individuelle arbejdsformer, fagligt fleksible indholdsrammer, værkstedsundervisning, fastlæggelse af individuelle læringsmål med eleven, særlig støtte fra lærer eller andre elever.

Arbejdssituationer, der fremmer tilegnelsen/udviklingen hos elever, der har let ved at arbejde med undervisningsindholdet

Individuelt arbejdstempo og selvstændige arbejdsformer, fagligt fleksible indholdsrammer, værkstedsundervisning, projektarbejde, fastlæggelse af individuelle læringsmål med eleven.

Lærerens hjælp til grupper og enkeltelever

Fastlæggelse af præcise læringsmål, som eleverne har medvirket til og kan følge, tydelige undervisningsmål, som eleverne har adgang til (opslagstavle, logbog, computer m.m.), præcise faglige opgaver, gruppe- og holdarbejde med baggrund i elevernes udnyttelse af indbyrdes færdigheder.

Kammerathjælp

Opgaver, der lægger op til, at de kan løses af to elever, responsarbejde, parlæsning med evt. efterfølgende paropgave, opgaver der trækker på enkeltelevers specielle erfaringer, færdigheder eller kundskaber.

Gensidig elevinspiration

Fælles oplevelse ved fremlæggelser af elevarbejder, elevens valg af præsentationsform og produkt, produktorienterede arbejdsformer, udveksling af viden og ideer.

Tosprogede elevers udbytte af undervisningen afhænger af deres forståelse af det danskfaglige indhold og deres mulighed for at udvikle et sprog om danskfaget. Ethvert fagområde – også faget dansk – har sit særlige sproglige register, dvs. de sproglige mønstre, der gør sig gældende, når fagfolk bruger sproget. For de tosprogede elever er dansk både et sprogfag og et fagligt fag med fagfaglige udtryk. Dette faglige register kommer til udtryk i bl.a. teksters opbygning, mundtlige og skriftlige formuleringer og det fagspecifikke ordforråd.

I klasser med tosprogede elever må man derfor tilrettelægge en undervisning, som skaber gode betingelser for tilegnelse af det faglige såvel som det fagsproglige stof. Tosprogede elever har behov for at tilegne sig det faglige register, inkl. de førfaglige ord, og deres udgangspunkt på andetsproget er ofte utilstrækkeligt i forhold til, hvad der forudsættes i undervisningen og i fagtekster. Det betyder, at nogle tosprogede elever ikke har de sproglige ressourcer på andetsproget, som skal være på plads for at tilegne sig det danskfaglige sprog, og konsekvensen er, at de skal tilegne sig nyt vha. nyt.

Ud over de egentlige fagudtryk, som er nye for alle elever, rummer fagsprog sædvanligvis mange ord og begreber, som ikke er hyppigt forekommende i hverdagssproget, og derfor ikke nødvendigvis beherskes på andetsproget dansk. Det er de såkaldte førfaglige ord og begreber som fx bogstav, stavelse, syntaks, tegnsætning, digt, roman og fortæller.

I forbindelse med tilrettelæggelsen af undervisningen bør man overveje, hvilke fagsproglige udfordringer der ligger i de kommende undervisningsforløb. Og man bør tilrettelægge, hvorledes tosprogede elever kan blive “klædt på” til en forståelse af undervisningen ved at fokusere særligt på specifikke og nye faglige vendinger.

Grundlæggende for al sprogtilegnelse er høj grad af målrettet elevaktivitet. Eleverne skal udsættes for relevant og varieret input, altså møde fagsproget gennem læsning og lytning. De skal have mulighed for at producere sprog gennem skrivning og mundtlig fremstilling, og der skal stilles krav til denne sproglige produktion, så den træner eleverne i brugen af præcist og fagligt korrekt sprogbrug. Desuden skal eleverne have mulighed for at afklare betydning og sprogbrug: Hvad betyder..? og Hvordan siger/skriver man…?

For at eleven skal opnå beherskelse af faglige og førfaglige begreber, skal eleven møde dem mange gange i forskellige former og sammenhænge. Tematisk baseret undervisning, hvor alle fire færdigheder: lytte, tale, læse og skrive indtænkes, er en oplagt måde at sikre gentagelser og aktiv brug af fagsproget.

Danskfaget er et åbent fag, hvis kerneområder er relevante i mange andre fag. Ofte samarbejdes der med fagene historie, kristendom, samfundsfag og natur/teknik, men det er oplagt at udbygge samarbejdet også med de praktiske og musiske fag. Man må desuden være opmærksom på den tætte forbindelse, der er mellem sprogfagene og dansk. Det at udvikle elevernes bevidsthed om sprog og om sprogets funktion som identitets- og kulturskabende er en opgave for begge faggrupper. Det er tilsyneladende let nok at integrere danskfaget med andre fag, fordi der i de fleste flerfaglige forløb ganske automatisk indgår en række danskfaglige aktiviteter. Eleverne skal næsten altid læse noget, de skal ofte søge efter oplysninger, og de skal bruge både skriftsproget og talesproget funktionelt. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at en dansklærer kan sige, at danskfagets mål bliver tilgodeset på en optimal måde. I flerfaglige forløb må noget af det, der er kernen i danskfaget, udfoldes på en bevidst og kvalificeret måde, og der må opstilles mål og handleplaner for, hvilke danskfaglige aktiviteter der skal tilgodeses i det aktuelle forløb.

Mange flerfaglige emner får deres indhold fra det samfundsfaglige felt, men det er vigtigt, at eleverne får lejlighed til at arbejde med spørgsmål om tilværelsen og etiske problemstillinger også i forbindelse med faktaprægede emner. Især når der inddrages litteratur og anden fiktion, må der lægges vægt på, at eleverne ikke får den opfattelse, at de kan uddrage informationer direkte af den, som om den var sagprosa. Et danskfagligt arbejde med tekster, multiple tekster og andre udtryksformer indebærer fokus på genrer, form og indhold og indlevelse i tekstens univers.

I alle faser af flerfaglige forløb bruger eleverne sproget både mundtligt og skriftligt, fx når de skal fremlægge deres resultater. Hvad enten dette sker som en rapport eller som en mundtlig præsentation, der kan være støttet af PowerPoint, er det vigtigt, at de bruger danskfagets metoder, fx fra den procesorienterede skriveundervisning, til at gøre deres produkter bedre og samtidig udvikle deres færdigheder.

Udfordringen i en fælles folkeskole for alle elever består i til stadighed at arbejde med at øge den pædagogiske rummelighed i den almindelige undervisning og dermed begrænse udskillelsen af elever begrundet i deres særlige behov og forudsætninger – uden at det går ud over fagligheden for de enkelte elever.

Traditionelt har specielundervisning i dansk haft fokus på elever med særlige vanskeligheder i forbindelse med talesprog, læsning, stavning og skrivning, men en del elever har andre problemer, som ikke er konkret danskfaglige, men som alligevel fordrer særlige undervisningsforhold også i dansktimerne.

Disse elever – med forskellige diagnoser – må der også tilrettelægges særlige undervisningsforløb for. Nogle integreret i normalundervisningen – andre med særlige forløb segregeret fra klassens eller holdets undervisning. Der må hele tiden tænkes på den pædagogiske rummelighed sammenholdt med den enkelte elevs behov og udviklingsmuligheder – og de tildelte ressourcer.

Udgangspunktet for, at folkeskolen kan rumme udfordringer for alle elever, er kravene om:

• differentiering af undervisningen, så den rummer udfordringer og opgaver, der svarer til elevernes behov og forudsætninger
• medtænkning af fagenes progression (trinmål)
• hensyntagen til folkeskolens værdier (elevernes alsidige udvikling og trivsel)
• vekselvirkning mellem de enkelte fags erkendelses- og arbejdsformer (faglighed) og tværgående emner og problemstillinger (flerfaglighed) samt anvendelse af forskellige it-baserede hjælpemidler.

Der kan peges på en række muligheder for at øge den pædagogiske rummelighed i den almindelige danskundervisning og fremme den enkelte elevs udviklingsmuligheder:

• sprogstimulerende og læseforberedende aktiviteter i børnehaveklassen
• individuelle planer for elever med særlige behov og forudsætninger. Planen, der tager udgangspunkt i elevens kompetencer og potentialer, udarbejdes i et samarbejde i det enkelte team, der har ansvaret for elevens undervisning og drøftes med elev og forældre samt eventuelt med skolens specialcenter og PPR
• øge elevernes lærelyst og engagement – under vejledning og med respons fra lærere og kammerater – gennem inddragelse af it, fx:
programmer til læsning og stavning syntetisk og digitaliseret tale tekstproduktion på computer
• danne lærerteam omkring flere klasser på samme årgang eller på tværs af årgange for at skabe mulighed for mere fleksibel tilrettelæggelse af undervisningen, herunder holddeling
• benytte skolens pædagogiske servicecenter i forhold til elevens behov for særlige metoder og undervisningsmidler.

Målet er, at alle elever får det optimale udbytte af undervisningen i folkeskolen. Det er en udfordring, der skal løses i et tæt samarbejde mellem special- og normalundervisningen.

En del elever har glæde af at være udstyret med en it-rygsæk, hvor forskellige kompenserende programmer er tilgængelige. Det kan være alt fra oplæsningsprogrammer til ordforslagsprogrammer eller adgang til databaser med fx digitaliserede bøger.

Elever med læsevanskeligheder skal spottes ud så tidligt som muligt, og indsatsen bør være intensiv og effektiv i så begrænset en periode som forsvarligt. Der holdes bl.a. forskellige læsekurser med børn i de mindre klasser, der med en halv time hver dag får knækket koden og opnår lyst til at lære. Men siden skal normalunder visningen følge op og støtte eleven i valg af bøger, tid og ro til læsning, så eleverne aldrig slipper læsningen i længere tid i skoleforløbet. Enhver elev har gavn af regelmæssig læsetræning – gerne mindst 10 sider om dagen.

Skolens pædagogiske servicecenter går under forskellige betegnelser: Skolebiblioteket, udviklingscenter, læringscenter eller mediateket. Fra blot at være et sted, hvor man kan låne bøger, har det udviklet sig til et multilæringssted. Det tilgodeser alle fag, men i meget høj grad danskfaget. Skolebiblioteket er et videnscenter med personressourcer, bøger, it, billeder og lyd. Skolebiblioteket skal give eleverne det, de vil have, men de skal også give eleverne det, de ikke vidste, de ville have. Og det skal inspirere og vejlede lærerne.

Skolebiblioteksteamet kender materialebestanden og kan hjælpe med at finde egnede materialer til både elever og lærere. På skolebiblioteket arbejdes der med alle læringsmidler, analoge og digitale, og både lærere og elever kan hente hjælp hos skolebiblioteksteamet, når de skal i gang med at bruge materialerne.

Skolebiblioteksteamet kan tilbyde at være sparringspartner, når:

der udlånes bøger fx i bibliotekstimer
• der sammensættes klassesæt/emnesæt
• læsekursusforløb og læsebånd iværksættes
• der skal læses op
• eleverne undervises i den første informationssøgning
• eleverne arbejder med analoge og digitale medier
• fagudvalget drøfter indkøb af nye materialer
• lærerne tilrettelægger emne- og projektarbejde
• eleverne arbejder med emne- og projektarbejde
• en klasse arbejder med fordybelsesområder og prøve oplæg til prøveform B

Skolebiblioteksteamet kan også

skaffe informationer og materialer via deres netværk
• informere om nye materialer
• lave materialekasser
• informere om nye lærings- og evalueringsmetoder
• arrangere udstillinger (nye bøger, boganmeldelser, emneudstillinger, fx krimigenren etc.)
• arrangere kulturtilbud som fx forfatter- eller kunstnerbesøg
• lave små events som fx ugens ord, ugens digt eller ugens nyeste bogtilbud

Skolebiblioteksteamet er uddannet til at:

se, læse og høre om de nyeste undervisningsmidler/læringsmidler.

På skolebiblioteket skal lærerne altid kunne hente inspiration og hjælp til at omsætte Fælles Mål 2009 til praktisk handling.

Danskfaget skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder inden for alle fagets discipliner. Når eleverne forlader folkeskolen, skal de være forberedte og motiverede til en videre uddannelse, hvor især læsningen skal være på plads – læsning er alle fags moder.

Eleverne skal have tilegnet sig en danskfaglig viden og danskfaglige kundskaber og arbejdsmetoder, som giver dem et godt og solidt grundlag at bygge videre på.