Det mundtlige er det mest basale og det mest dominerende element i skolens undervisning.

Mundtlighed er karakteriseret ved nærhed, smidighed, samtidighed og flygtighed, begreber der i øvrigt præger børns leg og hele deres dagligdag.

En væsentlig del af mundtligheden opstår i situationen, af det aktuelle samvær og af den person lige udstråling. Arbejdet i skolen må derfor bygge på denne helhed, både når der arbejdes med fælles stof, og når den enkelte elevs personlige brug af sproget er i fokus. Der skal mod og sikkerhed til at lege med og udfordre sproget, og har man sans for virkemidler og for pointen, får det mundtlige en særlig gennemslagskraft.

Det mundtlige arbejde skal skærpe elevernes sans for sproglig variation og præcision og for enkle måder at fortælle på, men skal også tage hensyn til kropssprog, mimik og selve fremførelsen.

Eleverne skal på alle klassetrin eksperimentere med sproget. De skal fortælle, formulere sig, dramatisere og fremlægge, og de skal have respons fra både kammerater og lærere, så de får øje på, hvad der virker bedst og mest hensigtsmæssigt i forskellige situationer.

Ved at høre mange eksempler og selv eksperimentere med fx video- og lydoptagelser om alle mulige emner vil eleverne opfange og udnytte forskellige mundtlige virkemidler. Arbejdet kan varieres dag for dag eller udgøre længere forløb, hvor eleverne selv producerer mundtlige tekster som materiale til undervisningen. Lydhørheden skærpes og trænes gennem oplæsning, genfortælling og dramatisering af læste tekster. De kan gætte kendte stemmer og lytte til forskellige perioders sprog og sammenligne det hørte med deres eget sprog. Ved fx at vise gamle danske spillefilm og sammenligne med nye kan det blive tydeligt for eleverne, hvordan sproget er i konstant forandring.

Mobiltelefon, computer, webcam m.m. kan inddrages i arbejdet med mundtligheden.

I litteraturen, i dramaet og i digitale medier findes overalt dialoger, samtaler, enetaler osv., som kan bruges som grundlag for undersøgelse af mundtlighed – og som kræver kendskab til mundtlighedens variationer for at blive forstået.

Samtalen er kernen i mundtligheden. Heri er bl.a. vejen til viden, kundskab og identitet, og den er grundlaget for menneskeligt samspil af enhver art. Det gælder for alle niveauer og typer af samtale, at man udtrykker sig bedst, når man har noget på hjerte, og at kvaliteten hænger sammen med opmærksomhed og nærvær. Hvad der i øvrigt betinger en dynamisk kommunikation, er fx stemningen i klassen, klasseværelsets indretning og udsmykning og ikke mindst muligheden for, at man kan have øjenkontakt med hinanden og ikke kun med læreren.

Skolen er medansvarlig for at lære eleverne, at et ægte fællesskab og et ægte demokrati er afhængigt af, at man kan tale sammen med hinanden på en ordentlig måde.

Det betyder, at eleverne både skal kunne udtrykke sig med et levende og nuanceret sprog og også være i stand til at lytte åbent og interesseret til hinanden.

Skolen må give plads til børns behov for at fortælle og tale om deres oplevelser og følelser på godt og ondt. Lydhørhed og refleksion fra både lærere og klassekammerater skal følge eleverne i hele deres skoleforløb samtidig med, at talefærdighederne udvikles.

I undervisningen er samtalen ofte emnerelateret og fælles med læreren som den styrende, men i dansk bør der varieres og differentieres i undervisningens form. Antallet af ja/nej-spørgsmål må reduceres til fordel for en samtaleform, der gør eleverne aktive. Der kan lægges mere op til åben debat, hvor det gælder om at præsentere et stof, gennemskue en sag, forstå et indhold og argumentere for de synspunkter, eleven har.

Eleverne skal have lejlighed til at afprøve flest mulige, gerne autentiske, samtalesituationer, fx elevsamtale, ansættelsessamtale, samtale om forløbet af praktik, forskellige henvendelser og forespørgsler på offentlige institutioner og arbejdspladser.

Det er givende at evaluere klasse- og gruppesamtaler ofte. Herved får eleverne mulighed for at finde frem til, hvad der får en samtale til at fungere.

Det gælder primært om at rette elevernes opmærksomhed mod kommunikative processer mere end detaljer. Og det handler om at skærpe deres kritiske sans for kommunikationen i klasseværelset, ikke blot i undervisningen, men også i det sociale liv. Træning i at høre, når kommunikation fungerer og ikke fungerer, vil give dem erfaring og opmærksomhed på de nuancer, der kan få en samtale til at ændre karakter.

En velegnet ramme for at forberede og bearbejde samtaleforløb er rollespil. Den aktive medskaben i spillet holder såvel intellekt som følelser virksomme og opøver den sproglige præcision.

Arbejdet med forskellige samtaletyper kan indgå som en regulær forberedelse af de henvendelser, eleverne nødvendigvis må foretage, hvis de i en opgave behøver yderligere research, information eller viden. Et interview kræver et godt forberedelsesarbejde, hvor eleven skal vide, hvad han eller hun vil spørge om i relation til, hvad et sådant interview skal bruges til.

Det er af stor betydning, at eleverne vænner sig til at formulere deres tanker og synspunkter på en måde, der får andre til at lytte og blive inspirerede til at argumentere. Ethvert mundtligt arbejde må betragtes som en øvelse i at formulere sig, hvor man bearbejder og forbedrer. Oplæg til samtalerne kan fx for en tid hænge sammen med klassens aktuelle emne. Efter hvert oplæg er det de andres opgave at kommentere indholdet og formen og til at fremhæve, hvad der fungerede godt, og hvad der kunne gøres bedre. Klassens varierede respons er drivkraften til at kvalificere arbejdet og give det mening.

Dette princip lægges også til grund for den længere mundtlige fremstilling. Her må responsgruppen eller makkeren undervejs i forberedelsen af et foredrag, oplæg eller fremlæggelse vurdere, om argumentationen og/eller konklusionen holder, om sproget er rammende, formen og stilen inspirerende. Eleverne må vænnes til at forholde sig eksperimenterende også til mundtlige tekster og udsagn, hvor hver genre har sine egne kendetegn og spilleregler.

Eleverne må endvidere have træning i at præcisere og anskueliggøre deres fremlæggelse med forskellige hjælpemidler såsom it-præsentationer, illustrationer/grafer, dias, transparenter, materialeprøver, varieret oplæsning, interview og klip fra radio- og tv-udsendelser. Det er vigtigt at opbygge elevernes mod på at eksperimentere med forskellige fremlæggelsesformer og give dem bevidsthed om deres egen fremtræden i forsamlinger, fx ved hjælp af filmoptagelser, som kan indgå i responsarbejdet.

Tilsvarende må der arbejdes med debatformen. En debat eller diskussion er ofte fyldt med overraskelser, fordi personlige indfald løfter og inspirerer deltagerne undervejs. Det er svært at få styr på, når man er nybegynder, men mindre øvelser i at udtrykke synspunkter og kommentarer begynder i de små klasser og udvides senere med brug af forskellige let tilgængelige tekster til øvelser i referat, resume, genfortælling og kommentering.

Forskelligt billedmateriale, reklamer, annoncetekster og anden sagprosa er velegnede oplæg til arbejdet med at formulere og argumentere for personlige overvejelser og holdninger. Eleverne skal lære at anvende teksterne som et arbejdsmateriale, hvor de kan fremhæve det væsentlige, supplere med nøgleord, overskrifter og præcise, kortfattede kommentarer. Dette arbejde kan ofte foregå i et naturligt samspil med skriftlige opgaver.

I skolen rummer den mundtlige fortælling to aspekter: at få fortalt og at fortælle selv. At høre, fortælle og producere selv indgår som mundtlige aktiviteter i hele skolefor løbet. De mundtlige genrer er endvidere relevante som en del af litteraturarbejdet, når eleverne arbejder med fx forskellige kulturers myter, eventyr, legender og fabler, sagn og skrøner, bibelske fortællinger, rim og remser, gamle og moderne børnesange og anekdoter. Pointen i forbindelse med fortællingen er at fastholde det unikke ved mundtligheden: her og nu-oplevelsen som en stemning, et billede, der står tilbage i erindringen.

Man lærer at fortælle ved at høre mange fortællinger og ved at fortælle selv. Jo større repertoire, jo mere frihed i valget af indhold og fremførelse. Mundtlig og dramatisk tekstproduktion foregår på samme måde som tekstproduktionen i et procesorienteret skriveforløb, og den kan måske være en forberedelse hertil. Børns fortrolighed med de mundtlige og folkelige fortællinger får dem til at genkende og genbruge strukturer, genrer og indholdselementer herfra – fx eventyrets struktur: Der var engang …, gentagelser – ofte tre – og de levede lykkeligt til deres dages ende. Undervisningen skal hjælpe dem til variation i tekstvalget og til præcisering af det sproglige og det fortælletekniske udtryk.

Elevernes egne historier kan være en guldgrube af stof til videre brug og bearbejdelse.

Gennem hele skoleforløbet er voksnes oplæsning kimen til oplevelse, indlevelse og fortolkning. Heri ligger en væsentlig motivation for elevernes egen læsning.

Oplæsning betyder, at man i en klasse kan arbejde med tekster af en sværhedsgrad, der ligger over, hvad mange i klassen kan læse, men som de indholdsmæssigt sagtens kan forholde sig til. Oplæsningen vil da ofte være elevernes første møde med nye ord og syntaks – et sprog, der åbner for nye sammenhænge og problemstillinger, og lærerens oplæsning får da en værdi som et fælles erkendelsesmiddel og som en ramme om individuelle og fælles fortolkninger af tekstens indhold og kraft, som er af afgørende betydning for udviklingen af nyt sprog. Oplæsning kan fungere som underholdning, men har først og fremmest sin berettigelse i forhold til at møde litteraturen. Også i de ældre klasser bør læreren give sig tid til oplæsning, hvor fælles, korte og måske svære tekster kan introduceres til hele klassen.

Elevernes egen oplæsning har mange funktioner i dansktimerne og er en værdifuld del af deres læreproces i læsning, tekstproduktion og i arbejdet med sprog og litteratur. Oplæsning er ikke som højtlæsning en mekanisk gengivelse af læste ord, men en form for fortolkning af det læste. Oplæsning letter derfor også tilgangen til tekster, der ofte opfattes som vanskelige, fx digte og ældre tekster.

Oplæsning er ikke en færdighed, der automatisk følger læsefærdigheden, hverken hos børn eller voksne. Den kræver forberedelse og træning og er en naturlig del af dansk timen gennem hele skoleforløbet. Forberedelsen kan med fordel finde sted i en gruppe, der gennem eksperimenter og afprøvninger finder frem til den bedste måde at læse en given tekst op på. Øvelser i udtale, tonefald, rytme, betoning og frasering er skridt på vejen til god oplæsning og til en nuanceret forståelse af samspillet mellem teksten, oplæseren og tilhørerne.