Fælles Mål 2009 - Dansk som andetsprog

Faghæfte 19

Forord

Folkeskolens undervisning af tosprogede elever i dansk som andetsprog har været evalueret i to rapporter i henholdsvis 2004 og 2007. Baggrunden for udarbejdelsen af begge evalueringer var, at en række undersøgelser har vist, at tosprogede elever generelt ikke klarer sig så godt i grundskolen og videre i ungdomsuddannelserne som etnisk danske elever.

En af årsagerne til, at de tosprogede elever ikke klarer sig så godt som deres kammerater, kan være utilstrækkelige danskfærdigheder. Derfor ønskede Undervisningsministeriet med evalueringen i 2004 at sætte fokus på fagområdet dansk som andetsprog i folkeskolen – både som selvstændigt fag og som en dimension i skolens øvrige fag.

Evalueringen rummer en række konklusioner, bl.a. :

  • at der ikke sker en systematisk vurdering af tosprogede elevers behov for undervisning i dansk som andetsprog
  • at omfanget af den undervisning, en tosproget elev med et givent behov tilbydes, er helt afhængigt af, hvilken kommune eleven bor i, hvilken skole eleven er indskrevet på, og hvilken klasse eleven går i
  • at antallet af efteruddannede lærere, der underviser i dansk som andetsprog, er helt utilstrækkeligt. Kun ca. 20 % af de lærere, der underviser i særligt tilrettelagt undervisning i dansk som andetsprog, er efteruddannede på området
  • at undervisningen ikke har den bredde, som de centrale kundskabs- og færdighedsområder kræver.

I evalueringen præsenteres desuden eksempler på “god pædagogisk praksis” hentet fra skoler rundt om i landet. Eksemplerne illustrerer pædagogiske metoder og organisatoriske tiltag, der fremmer arbejdet hen imod målene, og som samtidig har vist sig at have afgørende indflydelse på undervisning i dansk som andetsprog i sin helhed.

God praksis er forbundet med:

  • skoleledelsens prioritering af området
  • lærernes kvalifikationer i forhold til faget samt deres forventninger til tosprogede elever
  • organisering af undervisningen og herunder lærernes mulighed for at planlægge en sammenhængende undervisning
  • praksis omkring skolens skøn af, hvilke tosprogede elever der skal have adgang til undervisning i dansk som andetsprog
  • om ressourcer, som er tildelt skolerne, fx i forhold til andelen af tosprogede elever, anvendes til udvikling af praksis i dansk som andetsprog, og derved kvalificerer de tosprogede elevers dansktilegnelse
  • holdninger til tosprogede elever, som har betydning for relationen mellem lærer og elev i undervisningssituationen.

Evalueringen indeholder desuden en række anbefalinger til kommunerne.

Evalueringen fra 2007 blev gennemført af Danmarks Evalueringsinstitut med det formål at belyse, hvordan skoler organiserer og gennemfører undervisningen af tosprogede elever, så den tager højde for deres forudsætninger og bringer deres potentialer i spil. Undervisning i dansk som andetsprog indgår som et centralt aspekt i denne evaluering, der også omfatter andre pædagogiske og organisatoriske spørgsmål vedrørende denne elevgruppe.

Evalueringen konkluderer bl.a.:

  • at den sprogpædagogiske forståelse i for høj grad er præget af et statisk syn på tosprogede elevers sproglige udvikling, og at der er behov for at udvikle et mere dynamisk sprogsyn
  • at undervisningen af tosprogede elever optager skolerne meget, men at der er betydelige forskelle på, hvordan skoler og kommuner forstår opgaven
  • at disse forskelle bl.a. viser sig i, hvilke lærere der har ansvar for at undervise i dansk som andetsprog, i hvilke sammenhænge dansk som andetsprog er en del af undervisningen, og hvilke kompetencer det kræver at undervise tosprogede elever i dansk som andetsprog
  • at grund- og efteruddannelse af lærerne i andetsprogspædagogik har en effekt på skolerne
  • at kommunernes politik på området og en organisatorisk og udviklingsorienteret opbakning til skolerne har en effekt på det pædagogiske arbejde.

Evalueringen indeholder ikke undersøgelser af god praksis i kommuner og skoler, men en række anbefalinger til ministerium, kommuner, skoleledelser og lærere.

For inspiration til god pædagogisk praksis, der ligger i forlængelse af de to evalueringer, henvises til “Dette virker på vores skole”, www.dettevirker.dk.

Denne undervisningsvejledning er en redigeret udgave af Undervisningsvejledningen for dansk som andetsprog, 2005. Revideringen har bl.a. baggrund i ovenstående evalueringer samt en lovændring ved lov 594 af 24. juni 2005, hvor det er blevet præciseret, at dansk som andetsprog som udgangspunkt skal gives som en dimension i alle skolens øvrige fag. I den reviderede vejledning er der et styrket fokus på dansk som andetsprog som en dimension i fagene, på dansk som andetsprog som et sprogfag og på læsning. De organisatoriske principper er blevet tydeliggjorte i et nyt afsnit, og endelig er mulighederne for at inddrage elevernes samlede sproglige kompetence indskrevet i relevante afsnit, eksempelvis læse- og skriveudviklingen.

Indholdsfortegnelse

Fold alle emner ud/ind


Gå til portalens forside