Dansk er undervisningssprog i alle fag undtagen i fremmedsprogsundervisningen. Det betyder, at de tosprogede elevers forståelse af indholdet i undervisningen afhænger af, hvor meget dansk de kan, og af, at tilegnelsen af dansk foregår i alle fag. I klasser med tosprogede elever er det derfor nødvendigt, at alle lærere påtager sig ansvar for at tilrettelægge undervisningen, så der skabes gode betingelser for såvel fagligt som sprogligt udbytte.
Ethvert fagområde har sit sproglige register, dvs. de sproglige mønstre der gør sig gældende, når fagfolk bruger sproget, og som er bestemt af fagets genstandsområde og den funktion, faget har. Dette sproglige register kommer til udtryk i bl.a. teksters opbygning, mundtlige og skriftlige formuleringer og det fagspecifikke ordforråd. Fx er naturfagenes sproglige register bl.a. kendetegnet ved at organisere og klassificere fænomener i verden og at beskrive processer. Det kommer til udtryk i sproget gennem de begreber, som bruges til klassificering, fx består af, kan inddeles i og indgår i, og begreber, som indfanger en given proces, fx optage, opløse og nedbryde. Det sproglige register kommer også til udtryk i sprogets grammatik, fx udtrykkes lovmæssigheder i nutid, mens et eksperiment refereres i datid. Det er ofte sagen, der er i fokus, fx fordøjelsessystemet, ikke handling og det handlende subjekt. Det kan afspejles i sproget gennem bl.a. gennem verbalsubstantiver, fx nedbrydning og udvikling og passiv-former, fx nedbrydes og udvikles som alternativ til leveren nedbryder.. og kroppen udvikler..
Ud over de egentlige fagudtryk, som er nye for alle elever, rummer fagsprog sædvanligvis mange ord og begreber, som ikke er hyppigt forekommende i hverdagssproget, og derfor ikke nødvendigvis beherskes på andetsproget dansk. Det er de såkaldte førfaglige ord og begreber, fx landbrug, cirkel, fjer.
Når målet er elevernes fagtilegnelse og fagsproglig udvikling, er det altså nødvendigt at integrere den faglige og den sproglige dimension i undervisningen. Desuden er det vigtigt at sætte eksplicit fokus på sproget, fx hvilke sproglige forventninger, man som fysiklærer har til en fysikrapport i udskolingen, eller hvilke fagbegreber man bruger, når man på mellemtrinnet skal redegøre for fx rensning af spildevand.
Forud for tilrettelæggelsen af fagundervisningen bør man overveje, hvilke fagsproglige udfordringer der ligger i det pågældende tema:
- Hvilke fagsproglige mål kan der opstilles for et givent emne? Hvilket relevant fagsprog skal eleverne tilegne sig gennem undervisningen?
- Hvilke kommunikative mål lægges der op til i trinmålene i det pågældende faghæfte? Skal eleverne kunne redegøre for, beskrive eller måske diskutere og vurdere fx naturfaglige sammenhænge mundtligt såvel som skriftligt?
- Hvilke sproglige kompetencer skal eleverne have for at læse fagteksterne? Kender de fx de relevante ord og begreber? Og kender de den særlige måde, hvorpå en fagtekst formidles i det pågældende fag
I modtagelsesklasser og i den supplerende undervisning i dansk som andetsprog bør lærerne inddrage grundlæggende elementer fra de forskellige fagområders fagsprog i undervisningen for at forberede eleverne på at deltage i den videre undervisning. I nogle situationer kan det være hensigtsmæssigt at bruge supplerende undervisning i dansk som andetsprog til målrettet sproglig forberedelse af planlagte undervisningsforløb i klassen. Men selv om fagsprog er blevet formidlet gennem undervisning i dansk som andetsprog, skal det alligevel bearbejdes i selve indlæringssituationen. Tosprogede lærere har den store fordel i henseende til faglig og sproglig formidling, at de kan inddrage modersmålet ved gennemgang og forklaringer. Når et fagligt indhold er bekendt, er det meget nemmere for de tosprogede elever at følge undervisningen på dansk. Tilsvarende skal eleverne præsenteres for undervisningsmaterialer i god tid, så de har reel mulighed for at nå at læse eller gennemarbejde dem.
For inspiration til en praksis, der medtænker den sproglige dimension i fagene, kan der henvises til publikationen: Sproget med i alle fag – andetsprog og didaktik i folkeskolen – Undervisningsministeriets temahæfteserie nr. 3 – 2008.