Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at
- forstå hovedindholdet af talt dansk, som det bruges i undervisningen i skolens fag og i samtaler med dansktalende kammerater og voksne, når der er tale om emner, som er kendte for eleven, og når samtaleformen sikrer, at de inddrages aktivt
- indgå i enkle rollespil og dramatiseringer
- deltage i samtaler om forskellige temaer, som klassen arbejder med
- forstå og uddrage hovedindholdet af en kortere lyttetekst, evt. understøttet af illustrationer
- følge med i lyd- og billedmedier om emner, der er centrale for eleverne, og gøre rede for hovedindholdet
- udtrykke sig forståeligt, evt. med accent, om egne oplevelser og følelser og beskrive daglige gøremål knyttet til skole, hjem og fritid.