Tortgodtgørelse
(godtgørelse for
retsstridig krænkelse af frihed,
fred, ære eller person)
Esbjerg Rets dom af 26. november 2010
(BS 16-1982/2009).
I Tvistighedsnævnets årsberetning
2009 er Tvistighedsnævnets kendelse
af 8. oktober 2009 i sag 07.2009 omtalt side 33 under Ophævelse af uddannelsesaftalen
og side 43 under Tortgodtgørelse.
Sagen drejede sig blandt
andet om elevens ophævelse af uddannelsesaftalen
som følge af vold fra
en afdelingsleder. Tvistighedsnævnet
lagde efter bevisførelsen til grund, at
eleven havde været udsat for vold fra
afdelingslederen, og at ophævelsen af
uddannelsesaftalen derfor var berettiget.
Eleven blev tilkendt 30.000 kr.
i erstatning. Arbejdsgiveren blev frifundet
for krav vedrørende tort, svie og
smerte, idet et sådant krav i givet fald
måtte rejses over for afdelingslederen
personligt.
Sagen blev indbragt for Retten i Esbjerg,
der tiltrådte, at eleven havde
været udsat for vold, og at elevens ophævelse
af uddannelsesaftalen derfor
var berettiget. Om erstatningskravet
anføres i dommen:
“Efter grovheden af den adfærd, som
den af NN ansatte arbejdsleder har udvist
over for [eleven], og de følger, som
afbrydelsen af uddannelsen har haft
for ham, finder retten i overensstemmelse
med tvistighedsnævnets kendelse, at erstatning for tab af uddannelsesgode
bør fastsættes til 30.000 kr.
Erstatning for tort
Den udøvede vold findes ikke at være
udøvet under sådanne særligt krænkende
omstændigheder, at der er
grundlag for at fastslå, at der tilkommer
[eleven] erstatning for tort, jf.
erstatningsansvarslovens § 26.
Allerede af denne grund frifindes NN
for påstanden om torterstatning.”