Ansættelsebevisloven
Højesterets dom af 17. december 2010, UfR 2011
side 805 H.
Højesteret har i dommen (sag 90/2009)
vedrørende udmålingsprincipper anført:
“På baggrund af forarbejderne finder
Højesteret, at udmåling af godtgørelse
efter lovændringen som udgangspunkt
bør ske efter følgende principper:
Er et ansættelsesbevis behæftet med
en eller flere mangler, som er undskyldelige
og uden konkret betydning for
lønmodtageren, gælder bagatelgrænsen
i lovens § 6, stk. 2, således at en
godtgørelse skal fastsættes i intervallet
fra 0 til 1.000 kr.
Foreligger der i øvrigt mangler ved et
ansættelsesbevis, eller er et sådant
ikke udstedt, uden at forholdet har
haft konkret betydning for lønmodtageren,
bør en godtgørelse som udgangspunkt
fastsættes til et beløb på
op til 5.000 kr., afhængig af forholdets
karakter. I mangel af særlige holdepunkter
for at gå op eller ned bør
godtgørelsen fastsættes til 2.500 kr. For
at gå ned – og eventuelt efter omstændighederne
helt undlade at tilkende
en godtgørelse – taler, at arbejdsgiveren
uden videre retter for sig, efter at
forholdet er påtalt. Et moment, som
taler for at gå op, kan omvendt være, at
arbejdsgiveren undlader dette.
I tilfælde, hvor der er opstået tvist om
ansættelsesforholdet eller konkret
risiko herfor, som korrekt opfyldelse af
oplysningspligten kunne have afværget,
bør en godtgørelse som udgangspunkt
fastsættes til et beløb på op til
10.000 kr., afhængig af forholdets
karakter og betydning. I mangel af
særlige holdepunkter for at gå op eller
ned bør godtgørelsen fastsættes til
7.500 kr. Som momenter, der taler for
at gå op, kan f.eks. nævnes, at ansættelsesbeviset
indeholder vilkår, som er
vildledende i forhold til lønmodtagerens
retsstilling efter lov eller overenskomst,
at pligtforsømmelsen konkret
har medført risiko for tab af rettigheder,
herunder for tab af ikke ubetydelige
lønbeløb, at der ikke er tale om et
enkeltstående tilfælde, eller at arbejdsgiveren
ikke har rettet for sig, efter
forholdet er blevet påtalt. Omvendt
taler det for at gå ned, at forholdet er af
mindre betydning eller undskyldeligt,
eller at der er tale om et enkeltstående
tilfælde.
Foreligger der skærpende omstændigheder,
såsom arbejdsgiverens bevidste
forsøg på at omgå lønmodtagerens rettigheder
eller vedholdende passivitet
over for gentagne opfordringer til at
udstede et ansættelsesbevis, kan godtgørelsen
udmåles til et beløb på op til
20 ugers løn, afhængigt af manglens
eller manglernes karakter og betydning. Udmåling af godtgørelser på over
25.000 kr., bør dog være forbeholdt
særligt grove tilfælde, som samtidig
har udsat lønmodtageren for risiko for
at lide betydelige tab.
Foreligger der flere successive overtrædelser
af ansættelsesbevisloven, som er
behæftet med mangler, bør der foretages
en samlet konkret vurdering.”
Holstebro Rets dom af 27. september 2010
(BS 7-1230/2009).
I Tvistighedsnævnets årsberetning
2009 er Tvistighedsnævnets kendelse
af 17. august 2009 i sag 08.2009 omtalt
side 20 under Ansættelsesbevisloven,
side 24 under Funktionærloven og
side 34 under Ophævelse af uddannelsesaftalen.
Sagen drejede sig om
erstatningskrav i forbindelse med
ensidig ophævelse, og Tvistighedsnævnet
bemærkede under henvisning til
nævnets kendelse af 27. april 2009 i sag
51.2008, at elevens erstatning i medfør
af funktionærlovens § 3 udgjorde et
større beløb end den erstatning, der
ellers, efter nævnets praksis, som udgangspunkt
tilkendes for uberettiget
ophævelse. Eleven havde derfor ikke krav på yderligere erstatning. Arbejdsgiveren
var ikke omfattet af nogen
overenskomst og havde i pkt. 8 i uddannelsesaftalen
markeret dette med
et minustegn. Under henvisning hertil
fandt Tvistighedsnævnet ikke grundlag
for at tilkende eleven en godtgørelse
efter ansættelsesbevisloven.
Sagen blev indbragt for retten i Holstebro,
hvor eleven gjorde gældende, at
han yderligere havde krav på godtgørelse
efter funktionærlovens § 2 b og
ansættelsesbevisloven. (§ 2 b var ikke
gjort gældende under sagen i Tvistighedsnævnet.)
Retten bemærkede, at
det var ubestridt, at eleven var omfattet
af funktionærloven, og fandt, at
han også var omfattet af reglerne for
godtgørelse for urimelig opsigelse i
funktionærlovens § 2 b. Retten mente
ikke, at arbejdsgiveren havde godtgjort,
at afskedigelsen var saglig og
rimelig, og en henvisning til, at firmaet
var under betalingsstandsning
og senere gik konkurs, fandtes ikke i
sig selv at være en tilstrækkelig sandsynliggørelse
af, at afskedigelsen var
rimeligt begrundet i virksomhedens
forhold. Retten fastsatte godtgørelsen
efter § 2 b til 15.000 kr. Om godtgørelse efter ansættelsesbevisloven anførte
retten, at lovens § 2, stk. 2, nr. 8, og
erhvervsuddannelseslovens § 55, må
forstås således, at det skal være muligt
ud fra ansættelsesbeviset at se, hvilken
løn den ansatte skal have, enten ved
direkte angivelse af beløbet eller ved
angivelse af den overenskomst, der
fastsætter lønnen. Da det ikke var muligt
at se noget sådant i elevens aftale,
fandtes han at have krav på en godtgørelse
på 5.000 kr.
Kendelse af 18. oktober 2010 i sag 08.2010.
Sagen drejede sig blandt andet om
godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.
Der var i pkt. 8 ud for kollektiv
overenskomst anført “nej”. Tvistighedsnævnet
fandt, at arbejdsgiveren
havde pligt til at oplyse om den kollektive
overenskomst inden for uddannelsesområdet.
Eleven blev tilkendt
10.000 kr. i godtgørelse svarende til ca.
4 ugers løn.
Kendelse af 27. september 2010 i sag 100.2009.
Sagen drejede sig bl.a. om godtgørelse
efter ansættelsesbevisloven. Der var i
uddannelsesaftalen under pkt. 8 om
kollektiv overenskomst anført “TIB”.
Selvom det ikke var anført præcist,
hvilken TIB-overenskomst der var gældende
for uddannelsesaftalen, fandt
Tvistighedsnævnet, at arbejdsgiveren
ikke havde tilsidesat Lov om ansættelsesbevis.
Kendelse af 13. juli 2010 i sag 97.2009.
Tvistighedsnævnet fandt i overensstemmelse
med tidligere praksis, at
Industriens overenskomst i den foreliggende
sag var den kollektive overenskomst
inden for uddannelsesområdet.
Arbejdsgiveren havde i uddannelsesaftalen
under pkt. 8 skrevet “Kristelig
fagforening / Kristelig arbejdsgiverforening”.
Henset hertil og til tidspunktet
for udfyldelsen heraf og den omstændighed,
at arbejdsgiveren aftalemæssigt
var omfattet af Kristelig Arbejdsgiverforenings
overenskomst, fandt
nævnet, at der ikke var grundlag for at
fastslå, at arbejdsgiveren havde overtrådt
ansættelsesbevisloven. Arbejdsgiveren
blev derfor frifundet for denne
del af kravet.
Kendelse af 21. juni 2010 i sag 95.2009.
Sagen drejede sig om lønregulering og
ansættelsesbeviset. Eleven fik under
henvisning til erhvervsuddannelseslovens
§ 55, stk. 2, og Østre Landsrets
dom af 14. april 2010 vedrørende
Tvistighedsnævnets kendelse af 11.
november 2008 i sag 18.2007 medhold
i kravet vedrørende løndifference op
til overenskomsten inden for uddannelsesområdet.
Da der ikke var oplyst
noget i ansættelsesbeviset om overenskomst,
blev der, henset til den
lønmæssige konsekvens af den manglende
oplysning om overenskomst,
tilkendt 25.000 kr. i godtgørelse, svarende
til godt 6 ugers løn.
Kendelse af 11. juni 2010 i sag 88.2009.
Sagen vedrørte ophævelse af uddannelsesaftalen
og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.
Sagen blev forhandlet
i Tvistighedsnævnet den 19. maj 2010.
Vedrørende godtgørelse efter ansættelsesbevisloven
blev arbejdsgiveren
frifundet under henvisning til, at HK
først havde fremsat kravet over for arbejdsgiveren
den 17. maj 2010 og havde
oplyst arbejdsgiveren om, at nachfristen
i overenskomsten var gældende.
Kendelse af 11. juni 2010 i sag 74.2009.
Sagen drejede sig om lønregulering og
ansættelsesbeviset. Eleven havde fået
løn på grundlag af overenskomsten
mellem Kristelig Arbejdsgiverforening
og Kristelig Fagforening. I ansættelsesbevisets
pkt. 8 var der ud for overenskomst
skrevet “Kristelig Arbejdsgiverforening”.
Tvistighedsnævnet anførte
vedrørende lønnen, at der inden for
uddannelsesområdet var flere overenskomster.
Overenskomsten mellem 3F
og Dansk Byggeri måtte anses for den
kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet,
jf. erhvervsuddannelseslovens
§ 55, stk. 2, og Tvistighedsnævnets
kendelse af 11. november
2008 i sag 18.2007 og Østre Landsrets
dom af 14. april 2010 i samme sag.
Eleven fik derfor medhold i lønkravet.
Vedrørende godtgørelse efter ansættelsesbevisloven
anførte nævnet, at
henset til formuleringen i pkt. 8,
tidspunktet for udfyldelsen heraf og
den omstændighed, at arbejdsgiveren
aftalemæssigt var omfattet af Kristelig
Arbejdsgiverforenings overenskomst,
skulle arbejdsgiveren frifindes for dette
krav.
Kendelse af 8. februar 2010 i sag 42.2009.
Sagen drejede sig om ophævelse af
uddannelsesaftalen, godtgørelse efter
ansættelsesbevisloven og efterbetaling
af løn i henhold til Kontor- og
Lageroverenskomsten. Arbejdsgiveren
havde ikke indgået nogen overenskomst.
Tvistighedsnævnet bemærkede
vedrørende ophævelsen af uddannelsesaftalen,
at ophævelsesblanketten
var underskrevet af begge parter og afkrydset
som en gensidig aftale. Der var
efter bevisførelsen intet grundlag for
at finde denne aftale ugyldig og ikke
bindende for eleven. Arbejdsgiveren
blev derfor frifundet for erstatningskrav
vedrørende ophævelse af uddannelsesaftalen.
Manglende oplysning
om overenskomst og en mangelfuld
angivelse af arbejdsstedet medførte, at
eleven efter ansættelsesbevisloven fik
en godtgørelse på 17.000 kr. svarende
til godt 6 ugers løn. Der blev givet medhold
i lønreguleringskravet under henvisning
til Tvistighedsnævnets praksis
vedrørende erhvervsuddannelseslovens
§ 55, stk. 2.
Kendelse af 20. januar 2010 i sag 48.2009.
Sagen drejede sig om pensionsbidrag,
fritvalgs lønkonto, overarbejdsbetaling
og godtgørelse for fejlagtigt ansættelsesbevis.
Kravene var, bortset fra
spørgsmålet om ansættelsesbevis,
opgjort på grundlag af Industriens
funktionæroverenskomst. Arbejdsgiveren
havde ikke indgået nogen overenskomst.
Tvistighedsnævnet anførte, at
efter nævnets praksis må såvel overarbejdskrav,
pension og fritvalgs lønkonto
anses for omfattet af lønbegrebet
i erhvervsuddannelseslovens § 55, stk.
2. Eleven fik derfor medhold i disse
krav, overarbejdskravet dog skønsmæssigt
fastsat. Under henvisning til, at
arbejdsgiveren i ansættelseskontrakten
havde anført bestemmelser om
opsigelsesvarsler, herunder ved sygdom
i 120 dage, og pension i strid med
erhvervsuddannelsesloven, blev eleven
tilkendt en godtgørelse efter ansættelsesbevisloven
på 10.000 kr. svarende til
knap 4 ugers løn.
Sagen blev indbragt for Københavns
Byret, der ved dom af 25. maj 2011 (BS
13A-1896/2010). Byretten anførte bl.a.: “Det er ubestridt at [eleven] har krav på
betaling af pensionsbidrag. Det fremgår
af [elevens] ansættelseskontrakt, at
der var mulighed for at blive tilmeldt
en pensionsordning, hvilket hun ikke
valgte. [Eleven] har derfor fået udbetalt
den fulde løn, uden at hun er blevet
trukket for betaling af eget pensionsbidrag.
På den baggrund, og da kravet på
betaling af pensionsbidrag først blev
fastlagt i retspraksis efterfølgende,
finder retten, at [eleven] overfor [arbejdsgiveren]
alene kan kræve betaling
af arbejdsgiverens andel af pensionsbidraget
…
Det er ubestridt, at [eleven] har krav på
fritvalgs lønkontobidrag …
[Overarbejds]Timerne er fordelt over
en periode fra primo december 2007 til
april 2009. På den baggrund finder retten,
at det opgjorte overarbejde [ca. 60
timer] ikke kan anses for overstigende,
hvad der måtte forventes, hvorfor
[eleven] ikke har krav på betaling af
overarbejde.
Det er ubestridt, at oplysningerne
om opsigelse i [elevens] ansættelsesaftale
ikke er korrekte. Disse har dog
ikke haft nogen betydning for hendes
ansættelsesforhold. Retten må lægge
til grund, at det først efterfølgende
blev konstateret, at oplysningerne om
hendes pensionsforhold ved ansættelsesforholdets
begyndelse ikke var korrekte.
På den baggrund finder retten,
at [eleven] alene har krav på den af DI
som mandatar for [arbejdsgiveren] tilbudte
godtgørelse på 2.500 kr.”