Udsendt af Undervisningsministeriet den 15. januar 2010
I forbindelse med optagelse i skolepraktik efter § 66 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om erhvervsuddannelser, optagelse i skoleundervisning uden uddannelsesaftale efter § 66 e, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser og tildeling af tilskud til virksomheder, som indgår uddannelsesaftale med en elev, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale efter § 66 k, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser, skal det afgøres, hvorvidt en elev uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale.
Denne vejledning har til hensigt at vejlede skoler, der udbyder erhvervsuddannelser, i forbindelse med denne afgørelse.
1. Hvem træffer afgørelse af “uforskyldt mistet en uddannelsesaftale”
Virksomheden skal, jf. § 92, stk. 2, jf. stk. 1, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser, give meddelelse til den skole, hvor uddannelsesaftalen er registreret, hvis uddannelsesaftalen er:
- ophævet i prøvetiden,
- ophævet efter aftale mellem parterne,
- ophævet af en af parterne efter prøvetidens ophør,
- ophævet ved Tvistighedsnævnets afgørelse, eller
- ophørt af andre grunde inden udløbet af aftaleperioden.
Når skolen modtager en ophævelsesmeddelelse eller en ny uddannelsesaftale for en elev, der har mistet en uddannelsesaftale, skal skolen afgøre, hvorvidt eleven uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale.
Før afgørelsen træffes, skal skolen foretage de nødvendige undersøgelser af spørgsmålet, jf. nærmere nedenfor. Er en tvistighed i henhold til § 63 i lov om erhvervsuddannelser indbragt for det faglige udvalg eller Tvistighedsnævnet, kan skolen ikke afgøre spørgsmålet, før der er truffet afgørelse eller indgået forlig om afslutningen af tvistigheden. I det omfang afgørelsen eller forliget indebærer en stillingtagen til skyldsspørgsmålet, forudsættes denne stillingtagen lagt uprøvet til grund for skolens afgørelse af, om eleven uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale.
Skolens afgørelse skal registreres og arkiveres. For skoler, der anvender EASY-P, er der mulighed for registrering af afgørelsens resultat i dette system.
Vejledning herom findes på:
http://www.admsys.uni-c.dk/easy-p/dokumenter/Skrivelser_og_afgoerelser/skrivelser_UVM/UVM_uforskyldt_mistet.doc
Eleven skal samtidigt have meddelelse om afgørelsen.
2. Afgørelsen
Skolen skal foretage en konkret, individuel vurdering af, om eleven uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale. Denne vurdering bør ske efter en grundig personlig samtale med eleven samt med inddragelse af ophævelsesmeddelelsen og andre oplysninger, som skolen har indhentet eller medtaget i øvrigt.
Eleven har bevisbyrden med hensyn til skyldsspørgsmålet, hvis der ikke er indgået forlig for det faglige udvalg, eller spørgsmålet har været forelagt Tvistighedsnævnet, jf. § 63 i lov om erhvervsuddannelser, og hvis forliget henholdsvis afgørelsen ikke indebærer en stillingstagen til skyldsspørgsmålet.
Der gælder ingen generelle krav om, i hvilken form eller på hvilken måde eleven skal godtgøre, at det var uforskyldt, at han eller hun mistede sin uddannelsesaftale. Den tidligere arbejdsgiver har ikke pligt til at medvirke i forbindelse hermed, men det kan efter omstændighederne være nærliggende, at skolen anmoder arbejdsgiveren om en udtalelse.
Skolens afgørelse skal således træffes på grundlag af de mundtlige og eventuelle skriftlige oplysninger, som eleven og praktikvirksomheden fremkommer med. Andre faktuelle oplysninger om eleven og den tidligere praktikvirksomhed kan indgå i skolens skøn, som alene må bygge på saglige hensyn. Eleven har bevisbyrden for, at betingelserne er opfyldt.
Det er ikke udelukket, at elever, der har mistet en uddannelsesaftale inden for prøvetiden, kan have været uforskyldt heri. I disse tilfælde kan det dog være vanskeligt for eleven at godtgøre eller sandsynliggøre, at det var uforskyldt, idet der ikke stilles krav om begrundelse for opsigelse af uddannelsesaftaler i prøvetiden, jf. § 60, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser. Skolen kan også i disse tilfælde søge sagen oplyst ved henvendelse til den tidligere arbejdsgiver foruden ved inddragelse af elevens oplysninger mv.
Skolen kan først foretage uforskyldt vurderingen efter, at skolen har modtaget en ophævelsesformular.
Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvorledes skolen skal udøve sit skøn om elevens skyld. Som udgangspunkt kan man dog sige, at eleven normalt ikke selv må have opsagt uddannelsesaftalen eller indgået aftale med den tidligere praktikvirksomhed om ophævelsen. Desuden vil det forhold, at “kemien” mellem eleven og praktikvirksomheden ikke passer sammen, i almindelighed føre til, at eleven ikke uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale.
Skolen kan, eventuelt i samråd med det lokale uddannelsesudvalg, fastlægge en vejledende praksis for, i hvilke tilfælde der normalt vil være tale om egen skyld, eller bruge Tvistighedsnævnets praksis som inspiration i afgørelsen. Skolen skal dog altid træffe afgørelsen efter et konkret skøn og må ikke i begrundelsen alene henholde sig til en praksis eller en hjemmelavet regel.
Tvistighedsnævnets årsberetning for 2008 kan findes her:
http://www.uvm.dk/service/Publikationer/Publikationer/Erhvervsuddannelser/2009/Tvistighedsnaevnets.aspx
Og for 2007:
http://pub.uvm.dk/2008/tvister2007/
3. Afgørelse om, at eleven ikke “uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale”
I de tilfælde hvor skolen skønner, at eleven ikke uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, bør dette begrundes over for eleven med en konkret henvisning til de regler og faktiske omstændigheder, som har været bestemmende for afgørelsen. Eleven skal desuden have vejledning om muligheden for, inden for en frist af en uge fra afgørelsen er meddelt eleven, at indbringe afgørelse for det faglige udvalg, jf. § 66 j, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser.
Skolen bør gøre notater om grundlaget for afgørelsen af skyldsspørgsmålet.
For skoler, der er en del af den offentlige forvaltning og derfor omfattet af forvaltningsloven, er “bør” i ovenstående afsnit lig med “skal”.